Hejmdal 24. september 1923.
Forbudte Feltbreve fra Verdenskrigen.

Mindets Røst.
Det efterfølgende Feltbrev bærer følgende Paategning med blaat Blyant af vor daværende Censor, Hauptmann Olsen, der i Civil var Amtsdommer i Nybøl: »Nicht veröffentlichen. O.«.

En Vaardag for mange Aar siden stod jeg ved en Ungdomsvens Baare. Vennen havde været en lovende ung Mand, der havde maattet bukke under for en langvarig, snigende Sygdom.

Nu stod hans Baare ude under Havens Treer, som dryssede deres hvide Blomsterblade ned over den blomstersmykkede Kiste. Mens Slægt og Venner stod sørgende omkring Baaren, var der noget, der for mit Vedkommende lagde et forsonende Sker over Døden. Det var Minderne, der i denne Stund kom til mig, som Bud fra Evighedskysten. Jeg forstod, at der er noget af Menneskelivet, der er udødeligt, i Mindet lever det videre.

I denne tunge Tid, hvori vi for Øjeblikket lever, staar det ofte for mig, som om vort Hjemland er et eneste stort Hjerm, af hvilket der hver Dag bæres en Baare ud, og vi staar sørgende omkring den. Men Minderne har vi igen, og disse Minder dufter som Skovmærker en Vaardag.

Det er en uendelig lang Række af unge Mænd, og Mænd i den kraftigste Alder, der er gaaet bort i de mange, mange Maaneder, Krigen har staaet paa. Hvor ofte har Øjet ikke maattet dvale ved et Navn i Listen over de faldne.

Jeg husker endnu saa grant den første Gang, jeg laste det første Navn i Avisen; det er nu mere end to Aar siden.

Hans Skikkelse stod saa tydeligt for mit indre Øje. Hej og rank var han som Skovens Stamme, og ædelt var hans Sind. Han var af de Naturer, der stræber mod Lyset, de, der nærer Afsky for alt det lave og raa.

Minderne vældede frem, det var, som om jeg dvælede sammen med den afdødes Aand under hvalte Kirkebuer.

Ak, saare ofte har jeg siden maattet standse ved et kendt Navn. Hvor ofte var det likke en Familiefader! Da stod Billedet for mig af en Mand, der med sin barkede Haand strøg kertegnende hen over et lyshaaret Barnehoved; og aldrig har Krigen syntes mig mere grusom.

Til andre Tider dukkede der, ved Læsningen af et Navn, et Billede op af en Yngling, i hvis Øjne jeg havde set Begejstringens Ild lue. Nu var disse Øjne brustne. Det sidste de saa, var Krigens Gru. Men jeg takker Gud, at jeg har haft den Lykke at se disse Øjne straale. Sikkert vil de nu skue en Herlighed, der overgaar deres dristigste Drømme.

Og det sidste Navn jeg maatte standse ved for et Par Dage siden.

»En ung Mand, eneste Søn af N. N. i N. falden ved Somme«, Et Minde dukkede op fra min tidligste Ungdom. Jeg hjalp ved Høbjergningen paa en Bondegaard.

Vi sad efter endt Arbejde ved det lange Køkkenbord og spiste med Sølvskeer. En af Arbejderne gav sin Forbavselse til Kende over den Rigdom af gamle, værdifulde Sølvskeer.

Dertil ytrede Gaardejerens gamle Fader, der sad for Bordenden, med et lunt Smil, at det just ikke var »Nysølv« alt sammen. Det var en gammel Selvejerbondes Stolthed, der gav sig til kende i de Ord.

Man havde Raad til at spise med Sølvskeer, baade Husbond og Tyende. I samme Øjeblik kom en lille Dreng springende ind, med Smil i det rødmende Ansigt.

Det var Slægtens Haab og Glæde, den Dreng, der nu ligger i en stor Fællesgrav der nede ved Somme.

Saadan vælder Minderne frem, naar man laser Navnene paa de faldne, og der er Farve og Duft over Minderne. Mindet lever videre ud over Død og Grav, og vi maa være glade for Mindet.

Man mindes Stroferne:

»Medes Blik med Blik ej mer,
er de kære Smil bortfløjne,
Smil og Blik som ingen ser,
modes dog med Sjæleøjne.«

Mange har sikkert i denne Tid lært at skatte Mindet, der som en Engel kommer dalende til os, holder os Billedet af den hedengangne for Øje og hvisker til os: »Husker du?« Mindet er det eneste der er tilbage, som oftest ved man vel næppe engang, hvor den deres Gravtue findes.

Men Mindet er ogsaa det bedste et Menneske kan efterlade sig. Mindet er et lønligt Kildespring, af hvilket vi kan øse Glade og Trøst. I Mindet lever vi videre med de bortgangne. Saa mangt et godt Ord, saa mangen en kærlig Tanke, vil ofte rinde os i Hu, og vi vil forstaa, »at alle gode Tanker kan slet ikke de, fer endnu bedre Tanker er spiret at deres Frø.«

Et gammelt Ord siger, »at der gror Græs over alt«; men Minderne er som Blomster, der dufter mellem Græsset, som Evighedsblomster, der aldrig visner, men som Aarene gaar, faar de stærkere Farver og Duft.

Stedse vil vi i Mindet dvale ved dem, der blev derude, dem, der maatte gaa den tungeste Gang, der kan bydes et Folks Sønner. Men vi ved ogsaa, at de ædles Æt dør aldrig ud.

At Sorgens of Ulykkens Dage kan et Folk gaa ud med eget Livskraft, naar det forblev tro mod det bedste i sig selv, naar det forstod at øse af de evige Livskilder. Det er ofte i Ulykkens tunge Tider, at et Folk maa staa sin Prøve.

Men til at holde os oprejst i disse Trængselstiden, skal ogsaa Mindet om de faldne hjælpe os.

Som de elskede deres Hjemstavn, vil vi ogsaa elske den, og den Livets Alvor der prægede dem, skal vi tilegne os, saa vi som Folk maa bestaa for Evighedens Dom.

Tro imod Fortiden og mod alle vore Minder vil vi gaa Fremtiden i Møde med Haab og Fortrøstning.

Med Guds Hjalp vil det lykkes os at trodse baade Død og Grav.

Th. K