Hejmdal, tirsdag den 18. september 1923.

Sydvestfor Lille, den 9. 7. 15.

Gode Ven!

Tak for Dit Brev, som jeg fik for nogle Dage siden. Det er saa rart at høre noget derhjemme fra. Margrethe skrev forleden, at Du havde været ude hos hende og havde lovet hende at sælge de Stykker Kreaturer, hun skulde af med. Desværre kan det vel ikke blive ved de faa, men saa er vi vistnok nødt til at lade nogle flere ryge. Jeg kan jo næsten Ingen Mening have om det, men efter hvad man hører, saa ser Avlen jo meget daarlig ud. P. Frank skrev for nylig, at det saa ud til, at det kun vilde fylde Halvt saa meget I Aar som sædvanlig. Er det Tilfældet, saa kan jeg snart regne ud, at jeg skal af med mange, for meget Halm har jeg jo aldrig haft tilovers, og i Aar bliver der jo ingen Kraftfoder at faa.

At Din Broder er falden, læste jeg i Avisen, jeg sendte ogsaa dengang et Par Ord til Jes, men de er maaske ikke kommen, det er det sørgelige, at alt det bedste, vi har, skal ofres.

Jeg har ikke været paa det rene med mit Standpunkt i den Sag: Nogle unge Mennesker løber jo deres Vej, og pas en Maade er der jo ikke noget at sige til, at de redder Livet. Men jeg er da efterhaanden nu bleven klar over, at det hjælper ikke noget, Vi er nu engang sat her i det Land, og saa er det vor Pligt at blive her. Men det er ikke nogen let Stilling. At skulle lide og taale alt, alle de Overgreb og al den Underkuelse, der bydes os. At Landets bedste Børn skal forbløde paa fremmede Slagmarker, er jo nu det værste af alt. Den enkelte af os kan kun se og de. Men det er sikkert, Folket vil leve. Og Landet derhjemme vil blive os endnu mere kært, og vore Børn vil forstaa, at det Land, der har kostet saa meget, er de ogsaa skyldige at give alle deres Evner og Kræfter. Vi har, som før sagt, ingen let Post, men vi har ogsaa en Opgave at leve for og, naar det gælder, sætte Livet ind for, som ikke kan være større.

Det er en streng Tid, og den rammer jo tit den enkelte haardt. Men jeg tror ikke, vi skal se altfor mørkt paa det. Det Blod kan ikke flyde forgæves. »Hvad der hemmer, det fremmer, naar det tages retteligen«, har en gammel Tænker sagt. Og det vil ogsaa gælde for os.

Siden Jeg er bleven klar over det, eller rettere, siden jeg har faaet det Syn paa Sagen, som jeg her har søgt at forklare, (ufuldkomment, men Du og M. kan sikkert ogsaa læse mellem Linjerne) er jeg ligesom bleven mere rolig med hele Stillingen. Og for mit eget Vedkommende kan jeg med større Ro, om det bliver nødvendigt, lægge mig til Hvile her i fremmed Land. Jeg er sikker paa, at det ikke er gjort forgæves. Jeg er sikker paa, at mine, Børn vil følge den Vej, som er den eneste rette. Vi er nu engang en Forpost for Nordens Sprog, Aandeliv og Kultur, og den Post maa vi ikke flygte fra. Du spørger i Dit Brev, hvordan det vil gaa efter Krigen, Ja, det har jeg jo heller ingen Mening om, men i hvordan det end gaar, saa tror jeg, at mit Syn pas Sagen staar skreven ovenfor. Den enkelte kan dræbes, men Folket i sin Helhed vil leve.

Fred er der slet ingen Udsigt til. Jeg regner med et Vinterfelttog til. Jo længere Krigen varer, desto mere Kraft vil disse Englændere sætte ind paa den. Og det er vist vanskeligt, at det hører op, inden de helt eller delvist har naaet deres Maal. Vi har faaet nye Folk, for en stor Del, halvt Krøblinge, der har faaet Fingre skudt af og lignende. Vore gamle Folk, der har været Kavalerister i tre Aar, Trainsoldater i et, bliver nu uddannet til Infanteriet i Tyskland. Det bliver taget med alt nu. Vor Koks Fader, er bleven indkaldt, han er 49 Aar gammel. Kan den Misvækst, der er, Ikke faa Krigen til at høre op før, saa bliver der vist Ikke Slut, inden der ingen flere Folk er. Men i hvordan det end gaar, vil det give nogle kønne Finanser.

Nu maa jeg slutte. VI har i Dag begyndt at høste Vinterbyg og Rug. Nu mange Hilsener til Dig og M. og hvem der ellers bryder sig om en
Hilsen fra Jeres H. S.

Har læserne har en ide hvem brevskriveren er?