af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Forsat fras den 26. juni.

Dramatisk Kieler-tur

I 1918 kom Georg Jørgensen hen på mejeriet. Han var formand. Jørgensen havde et brev med fra sin doktor i Kiel. Det var en forespørgsel fra doktoren, om Jørgensen kunne skaffe Kielerdoktoren et hus i Haderslev.

Formand Jørgensen og mejeribestyrer Jepsen blev enige om, at de ville rejse til Kiel – postgangen var usikker og langsom. Det var den 7. eller 8. november 1918. De kom til Flensborg og tog ind på Sommers (?) Hotel. Der var mange soldater i Flensborg. Mange snakkede om revolution og om, at krigen snart var slut. Jørgensen og Jepsen troede ikke på det.

Så kom de til Kiel. Jørgensen gik op til sin læge, og Jepsen gik lidt rundt i byen, som han kendte ret godt.

Jepsen fortæller, at i havnen lå det største tyske slagskib ”Markgraf”. Afstanden fra ham selv og han til skibet illustrerer han med afstanden fra stuen i hans hus, hvor vi sidder, og hen til et hus i nærheden. De var ved at losse projektiler på krigsskibet fra godsvogne. Jeg ville gerne se, hvad der skete – dum som jeg var – men nogle soldater sagde, at jeg hellere – for min egen skyld – måtte gå lidt af vejen. For os er det ”egal”, sagde de, fortæller Jepsen.

Han gik så hen i retning af værftet. Han kunne se flere krigsskibe fra Skagerakslaget og flere u-både. Da han ville gå ind gennem en port, blev han stoppet og sendt tilbage.

Lidt derfra mødte han Georg Jørgensen, som var kommet tilbage fra lægen. ”Vi skal herfra”, sagde Jørgensen. ”Der bliver revolution”! Tror du virkelig det, spurgte Jepsen – – du som gammel preussisk soldat kender jo den disciplin, der er! Jørgensen havde også hørt om 70.ooo marinesoldater ved Frederiksort, som nægtede at slås i Flandern.

”Vi så skibet dreje lidt rundt, og så hørte vi, at de skød. Vi så også nogle, der blev smidt ud – vist nogle officerer”, fortæller Jepsen.

”Så kom vi op til banegården. Der var fuldt af folk – alle værftsarbejderne var gået”. Der var en officer, som blev gjort til nar.

”Så kom vi op til Holtenau med toget. Der var så mange med toget, at det ikke kunne trække op. Vi var nok 30 i hver kupé. Så skulle vi stå ud og gå et stykke, før vi kunne køre videre. Det tog noget tid. Det gjaldt om at komme derfra.

Vi kørte over Eckernförde og kom til Flensborg, hvor toget nordpå ventede. I Flensborg var de ved at afvæbne nogle soldater. I Tinglev var der fuldt af soldater. Så kom vi til Vojens, men der var ikke noget tog til Haderslev, så vi gik hjem”.

”I Haderslev var alt roligt. Jeg kom hjem den 10.november. Så kom telegrammet med besked om, at der var våbenhvile fra den 11.11. kl. 11.”

Mange møder

Jepsen understreger, at jeg jo nok kan forstå, at det var en bevæget tid, hvad jeg naturligvis nikker bekræftende til. På dette tidspunkt synes Jepsen, at vi skal stoppe optagelsen og fortsætte en anden gang. Alligevel må han være fortsat med at fortælle – i hvert fald fortsætter optagelsen efter et kortere eller længere brud. Her fortæller Jepsen, at han ønskede ”Ausweiss” for at rejse til Danmark. Han går op til formanden for soldaterrådet. Han kendte ham lidt, men alligevel var ”det vist lidt vovli”.

Her beder Jepsen igen om at få stoppet optagelsen. Da den bliver genoptaget, leder han i nogle papirer, og det rasler i mikrofonen. ”Her er det”, siger han så. Han læser navnene på det omtalte Ausweiss: Hr. Erik Oluf Jepsen und Hausfrau Alma Betty Jepsen aus Hadersleben. Godkendt af formanden for soldaterrådet.

Jepsen foreslår at vi stopper for at fortsætte en anden gang, men hans tanker er allerede ved det næste, som han vil fortælle. Han fortæller om møder på Harmonien. Fortæller om en ældre købmand og ægsamler, der bliver anklaget for uregelmæssigheder. Hans fra fronten hjemvendte søn tager faren i forsvar, og Jepsen bemærker, at ”så blev der ro i lejren – – men de var jo tyske”.

På et andet møde var der en konfrontation om sproget. En mand rejser sig og forlanger, at han og andre skal have lov til at tale dansk. Da de dansksprogede truer med at forlade mødet, får de lov til at tale dansk. Det hele var så ”kommunistisk”, bemærker Jepsen. ”Der var generalstrejke hver 14. dag”. Han nævner, at ”soldaterrådspigerne” (??) var det værste skidt. Her i 2013 kan jeg ikke komme frem til, hvad det drejer sig om. Det er svært at høre, hvad Jepsen har ment, og det må stå hen i det uvisse.

Jeg får også en lille beretning om en togtur til Skodborg, hvor de kom over grænsen og til Vejen, hvor de drak chokolade. Efter en tur til Kolding kom de efter nogle problemer tilbage over grænsen og hjem til Haderslev.

Efter et spørgsmål om afstemningen forud for Genforeningen, mener Jepsen at kunne huske, at H.P. Hanssen holder tale på Folkehjem i Åbenrå d. 17. november 1918. Her nævner han, at den tyske udenrigsminister Solf havde lovet en afstemning.

Jepsen fortæller, at man ikke var sikker på, om tyskerne ville anerkende §5 fra Pragerfreden. Derfor ville man sende en deputation til Paris, og de mødtes for at samle penge ind til formålet. En navngivet mand tegner sig for 30.000 Mark, nævner Jepsen.

Det blev ikke nødvendigt at sende en deputation af sted. Nu blev der holdt møder overalt. I Haderslev 3 steder på samme tid: Harmonien, Højskolehjemmet og måske er det tredje sted, som Jepsen nævner, Missionshotellet. Talerne var bl.a. Kloppenborg Skrumsager og advokat Andersen. De gik fra det ene sted til det andet og talte. Der var fuldt af folk. Vi sad på madrasser, fortæller Jepsen, og da vi kom hjem, var vi fulde af lopper.

Ved et af møderne, hvor Jepsen var med, fortæller han om en gammel kone. Hun stod oppe på en balkon og viftede med sit Dannebrog samtidig med, at hun fortalte, at dette øjeblik havde hendes bedstefar drømt om at kunne overvære.

Her er det, at jeg afbryder båndoptageren. Nogle gange har Jepsen bedt om at få stoppet båndoptageren, men vi er fortsat alligevel. Nu er jeg klar over, at den skal stoppes. Jepsen bliver meget bevæget, og det er først efter nogen tid, at vi fortsætter med optagelsen.

Jepsen fortæller, at ”det trak ud”, men den 20. januar 1920, mens de var ved at bygge mejeriet om, kommer han forbi Julius Nielsen, som er ved at hejse Dannebrog. Nielsen fortæller, at franskmændene kommer. Jepsen fortæller, at franskmændene kom lige fra fronten med geværerne skydeklare. De vidste jo ikke, hvor og til hvad de kom. En ung student talte til dem på fransk, og så blev geværerne lagt til side, og franskmændene myldrede ud.

Så drog franskmændene ind på kasernen, og tyskerne drog af. På banegården stod de tyske soldater og deres kommandant. Før afgang sagde kommandanten til de omkringstående: ”Um fünfzehn Jahre kommen wir wieder”. (Om femten år kommer vi igen) Det var der ingen, der troede på!

Afstemningen

Så kom afstemningsdagen. Det regnede og stormede. Der kom både med danske og tyske embedsmænd, der skulle stemme. – og der kom tog fulde af folk. Det var en fest! Der kom også nogle tyske seminarister. De viftede med deres medbragte tyske flag foran næsen på en fransk soldat. Til sidst var han så provokeret, at han rev flaget fra dem, trampede på det og greb til geværet. ”Så blev der ro”, fortæller Jepsen.

Dagen efter marcherede vi gennem byen med franskmændene foran.

Hvor mange tyske stemmer var der i Haderslev, spørger jeg, og Jepsen mener at kunne huske, at der var 24 %.

Hen i maj rygtedes det, at de danske soldater skulle komme. Der var sort af mennesker på havnen, da de skulle komme. Ligesom ud af tågen kom der først en undervandsbåd fulgt af flere skibe deriblandt Heimdal. De danske soldater blev opstillet med front til de franske. En lille pige kom en buket blomster, som hun gav til den franske kommandant. Han delte buketten og gav halvdelen til den danske kommandant. Så holdt franskmanden tale, og den danske kommandant svarede ham med en tale på fransk. Derefter blev der kommanderet præsentér gevær og geledderne rettede ind.

Et par tysksindede officerer i civil, som var til stede, bemærkede, at det kunne tyske soldater ikke have gjort bedre. Og sådan var det, fortsætter Jepsen i forlængelse af denne bemærkning. Altid var det ”die dumme Dänen”. Her kunne de høre, at danskerne ikke stod tilbage for andre, hverken med hensyn til militær eksercits eller sprogkundskaber.

De franske soldater var i Haderslev fra 20. januar til 6. maj 1920, fortæller Jepsen, ”men dem havde vi nu længe nok”. Igennem hele interviewet udtrykker Jepsen sig med varsomt og sagligt, men her fortæller han uden filter. ”De var de rene svin – altså seksuelt. De kom jo lige fra fronten og havde ikke set kvinder i lang tid – – de var helt vilde. Jo, jo, der var mange problemer”.

”Der var mere orden og disciplin hos tyskerne. Klokken 5 minutter i 10 gik der 12 bevæbnede mand gennem byen med en underofficer og holdt orden. ” Denne erindring må henvise til tiden, før de franske soldater kom til Haderslev.

Jepsen sidder lidt. Han er gammel. Længe har han fortalt, og mange minder og tanker er genopfrisket og genoplevet. Jepsen er træt.

”Det var en tid, som vi aldrig glemmer”, afrunder han, og ”nu tror jeg vi skal holde, for nu kan jeg ikke holde til mere”.

Erik Jepsen sagde et par gange under interviewet: ”Det kan vi tage en anden gang”. Jeg glad for, at han alligevel fortsatte med at fortælle den eftermiddag, for ”den anden gang” kom aldrig, og nu er det for længst for sent.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.