af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.

Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.

Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956

Fortsat fra den 19. juni.

Medaljen fra 1864

Jepsen flytter lidt på papirerne – leder lidt – – det rasler. Lyden går direkte i mikrofonen. Ja, her er så min morfars medalje fra 1864. Christian d. 9. – konge af Danmark føjer Jepsen til. Fik de alle en medalje, spørger jeg. Ja, det gjorde de, svarer Jepsen. Det er jo også en smuk tanke, tænker jeg, men da jeg senere undersøgelser sagen, viser det sig, at sandheden var, at de kæmpende fra 1864 først fik bronzemedaljerne i 1877. I et antal af 58.000 blev medaljerne uddelt til 1864-veteranerne ikke efter Rigsdagens initiativ men efter et initiativ af en komité under Våbenbrødreforeningen. Derefter vedtog Rigsdagen medaljeuddelingen i 1875. Alle fik altså medaljen, men altså først efter nogen tøven fra officiel side.

”Nej, han var ikke med i Dybbøl skanser”, svarer Jepsen på mit spørgsmål. ”Han var med ved Sankelmark. Han så, hvor nederdrægtigt det var, at de skulle slæbe kanonerne fra Dannevirke til Dybbøl. At de ikke kunne fatte at bruge toget, som holdt klar i Slesvig – opfyret og al ting. Ja – dem, som vi sætter højest, har ikke altid tanke for – – – ”

Senere kom han til Vorbasse. Der var megen sne. De tog ind til smeden – hestene skulle jo skos. Smedekonen kom ud med pandekager. Om de ville have nogle? Det ville de jo gerne. Pludselig kom der melding om, at østrigerne var der. De kastede sig på hestene med og uden saddel. De kendte jo terrænet, så de ”hvipsede” over sneen.

Ja, der er så meget at fortælle om grænsen, går Jepsen videre. Han taler sønderjysk. Måske er det for de indforståede ikke helt korrekt sønderjysk, men for mig, som lytter på, at det uforfalsket den sønderjyske dialekt. Faktisk var Jepsen fra Taps. Han var altså fra det gamle hertugdømme, men han var født i et af de 8 sogne, der ved fredsslutningen i 1864 blev ved Danmark – Danmark som hver gang kaldes ”Det gamle Land”.

Almindeligvis var der et godt forhold mellem grænsegendarmerne på begge sider af grænsen. Nede ved Kjær Mølle f.eks. Der var en bænk på den danske side, og tit kom de tyske gendarmer og satte sig dér for at snakke. Vi lokale blev aldrig kontrolleret. Der var heller ikke den store forskel på priserne nord og syd for grænsen. Det eneste, der kunne være lidt – – det var de cigarer, man kunne købe i Christiansfeld. De var bedre end de danske. – – men det var jo ikke noget, man snakkede om. Vi gik også til gymnastik i Christiansfeld – på Frej. Det var det danske forsamlingshus.

I de unge år vandrede jeg rundt i Tyskland. Da jeg var på Styding mejeri, kom der af og til en gendarm fra Vojens og snakkede. Jeg svarede ham ligegodt på tysk. Så kom der et stort brev – lukket og med stempel. Jeg skulle møde på Tivoli i Haderslev. Jeg var jo nødt til at møde op, men jeg protesterede. Det var jo session. De undskyldte, at jeg var blevet tilsagt, men de troede, at jeg var tysk på grund af mit gode tyske sprog. Der skete ikke noget.

Jepsen fortæller. Han følger nogle tankerækker, som har lagt sig tydeligt i hans erindring. På min side har jeg nogle spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på. Det er spørgsmål, som ikke så meget er på det personlige plan men mere på et overordnet historisk plan. Jeg spørger Jepsen, om der var nogle, der flygtede til kongeriget efter grænsedragningen i 1865.

”Jo”, svarer Jepsen. ”Det var der da. Der var unge slesvigere på næsten alle gårde på egnen. De opterede for Danmark. Det betød, at de vedblev at være danske statsborgere. Det var deres børn, der blev statsløse, men det fik H.P. Hanssen ordnet, dengang den tyske kejser skulle på besøg i København.”

Om der var grænsevagter, spørger jeg. Nej, der var ingen vagter – man kunne frit gå over grænsen. Vi havde jo jord på begge sider – det kunne man jo ikke kontrollere. Forældrene til dem, der gik over, blev heller ikke straffet.

Grænsebevogtningen blev skærpet.

I skrivende stund – i 2013 – fortæller det mig, at den periode, som Jepsen beskriver, antagelig er perioden efter Kölner-perioden omkring århundredskiftet indtil 1914, hvor 1. verdenskrig brød ud. Det betød, at grænsebevogtningen mellem 1914 og 1918 gradvis blev mere og mere skærpet.

”Tryk avler modtryk” siger Jepsen, men som eksempel på, at man også kunne tage trykket af modsætningerne mellem danske og tyske fortæller han:

2 gange om ugen gik vi til gymnastik på Højskolehjemmet i Haderslev. Det er det, de nu kalder ”Norden”. Vi kørte med toget, men der var nogle giftige kontrollører. Så kunne det jo ske, at vi kom til at synge ”Kong Christian stod ved højen mast.” Så blev vi anmeldt. Vi var en 4 – 5 stykker der blev tilsagt til møde hos amtsforstanderen på Tørninggård. ”Han var tysk, men han var ingen krakiler”. Ja, I er jo blevet anmeldt for at synge dansk i toget, sagde amtsforstanderen. Det var vel en aftensang, spurgte han. Ja, det var det da, var vores svar. Vi skulle holde op med det, sagde amtsforstanderen. Det er ikke alle, der kan tåle det. Så kunne vi gå.

Historien forsætter den 26. juni.

Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.