Familien har meddelt, at Erik Sommer (1940-2024) er gået bort efter længere tids sygdom.
Erik Sommer har været knyttet til denne hjemmeside i tæt ved ni år. Spontant skrev han i begyndelsen af 2016 en mail til mig, i hvilken han dels påpegede nogle mangler, unøjagtigheder og et dødt link, dels stillede mig en serie interessante spørgsmål.
Hjemmesiden her er som bekendt drevet på frivillig basis, og Erik Sommer forstod med det samme, at vi ikke selv havde kræfter til at foretage de undersøgelser, som var nødvendige, for at rette de fejl og mangler, han opdagede. Så det tog han på sig med flid og grundighed.
Det blev indledning til et langvarigt medarbejderskab. Erik Sommer var vel ikke direkte medlem af den lille skare af egentlige frivillige, og sygdom forhindrede ham desuden i at deltage i de få fælles arrangementer, vi indbød til.
Alligevel var han en del af holdet.
Lige knap 600 bidrag nåede Erik Sommer at skrive, langt de fleste af dem i form af kommentarer. De er kendetegnede ved at være velresearchede, fyldt med informationer og grundigt dokumenterede med links og andre henvisninger.
Ofte faldt Erik Sommer over en spændende sidehistorie eller en skæv vinkel, som han omhyggeligt nedfældede og indsendte som kommentar. Det skete som regel først langt på den anden side af midnat, hvor de fleste andre mennesker for længst er gået til ro.
Familien har sendt os en sidste hilsen fra Erik og meddelt, at han “nød sit detektivarbejde på nettet, som han kunne fortsætte med længe efter at mange andre aktiviteter ikke længere var ham mulige at udføre”. De fortæller også, at interessen for sønderjyderne i Første Verdenskrig holdt ved lige til det sidste.
Denne hjemmeside og dens læsere og følgere har haft stor glæde og gavn af Eriks Sommers detektivarbejde og interesse.
Erik Sommer indsendte en kommentar til Hannibal Dahls personside den 3. august 2024. Kommentaren er grundig og veldokumenteret – lige som alle hans øvrige kommentarer. Men det skulle samtidig blive hans sidste.
Vi kommer til at savne Erik Sommers bidrag.
Æret være hans minde.
René Rasmussen