Dette er ikke et af de forbudte feltbreve i Hejmdal, men det første feltbrev aftrykt i bladet.
Hejmdal 6. oktober 1914.
Fra Felten.
Efterretninger fra Nordslesvigere.
Fra den russiske Grænse.
Efterstående brev er skrevet af en ung mand fra Løjt, hvis forældre velvilligt har sendt os det til afbenyttelse.
”——— Der har ikke været mange oplevelser, siden jeg skrev sidst. Et kort, som jeg skrev dagen efter, at vi var i fægtning, håber jeg, at I har modtaget.
Ja, vi må rigtig hugge om os til alle sider heroppe, men russerne har også lidt svære nederlag, først den 20. august ved Gumbinnen, senere længere imod vest, hvor vi vendte os imod en anden Armé, som var gået over grænsen. Derfra gik vi påny imod øst, og hver gang er russerne bleven slået, så deres tilbagetog har været en vild flugt. Under det sidste store slag flygtede den russiske hærfører i civil dragt.
Var sidste march begyndte den 4. september og den 8. september havde vi det første sammenstød med fjenden. Den 9. september forsattes kampen. Vi stod da foran forskansninger, som russerne havde bygget på i over fjorten dage. Hele dagen gik det i vild kampalarm., dog uden at vi havde særlig store tab ved mit kompagni. Vi stod den dag i forstærkningen og var ikke så meget udsat for kuglerne. De peb bort over os. Henad klokken 5 blæstes signalet: Bajonetterne på! Hvad der tillige betyder stormangreb, og så må alle med, også dem, der ligger bagved. Snart lød signalet: Avancer! Og så gik det, alt hvad remmer og tøj kunne holde, ind mod den af russerne besatte by.
Stormen var dog ikke så svær. Da vi kom ind i byen, så vi, at vore kugler havde virket mere end russernes. Skyttegravene lå fulde af døde og sårede. Byen var dels afbrændt, dels skudt sammen i ruiner. En del af beboerne var ikke flygtet. For dem var det værst. De var næsten fra sans og samling. Alle huse blev gennemsøgte, men ale dem, der kunne bruge deres ben, havde taget flugten.
Vi marcherede derefter ud af byen og tog natteleje i et skovkrat. I de følgende dage til den 15. september forfulgte vi fjenden til over graænsen og tog et stort bytte af fanger, kanoner, bagage og meget andet.
Nu er vi atter marcherede ind på tysk grund, hvor vi i Goldap, en by så stor som Aabenraa. Herfra hedder sig, at vi skal til …… eller ……., men vi ved aldrig noget bestemt.
Livet her i felten er nok noget lig en manøvre, med anstrengelserne og manglen på fornødenheder er betydelig større. Vi mangler især brød. Der er de dage, hvor bagagen udebliver og vi er helt uden brød. Feltkøkkenet er nok med, men af det får vi kun én gang daglig, og det kan vi ikke hjælpe os med. Men vi har nu fundet på et godt middel. Vi graver kartofler op på marken, gør ild på, koger dem og spiser dem så med salt. Og selv om vi til tider har måttet sulte og tørste, har vi dog endnu ikke lidt egentlig nød.
Vor levemåde er ellers nærmest at ligne ved små eller store Grises. At vaske sig, hører ikke længere til dagens orden, kun et visk en gang imellem ved lejlighed. Om aftenen kryber vi ned i halmen. Vi har endnu for det meste haft tag over hovedet om natten.
Mange steder står husene tomme. De bliver da gennemsøgte på alle kanter. Der jages særlig efter fødevarer. Men vi er ikke slemme som russerne. De må have en særlig forkærlighed for ænder. Høns og den slags, thi vi finder allevegne afrappede fjer og tomme steder efter dem. Men hvad de har taget af levnedsmidler, er ikke det værste. I alle større byer, som de har haft besat, har de borttaget alle maskiner og alle industrivarer. Det ser ud til, at de har lagt mere vægt på røveri end på at gå i felten imod os. Men det bliver dem nok en dyr historie. De vil vist komme til at betale, hvad de har røvet.
Hvordan det står i Frankrig, ved vi ikke. Der er endnu næppe udsigt til fred. Men Gud give, at det må gå mig som hidtil. Så vil vi også ses sunde og fornøjede igen. Undskyld mit smudsige papir og min dårlige skrift. Vi er som sagt nogle små grise. Mange kærlige hilsner til venner og bekendte.
Ved læserne mon hvem brevskriveren er?