Skulle læserne ligge inde med breve, postkort eller andet, der er skrevet med gotisk eller vanskelig læsbar håndskrift og måske på tysk, tilbyder vi her at lægge en skanning ud på siden, som andre så kan hjælpe med at tyde.
I er også velkommen til at stille andre spørgsmål om uniformer, våben mv.
I kan sende en skanning (300dpi) til May her
eller Hanne C. Christensen her
Et postkort der kom retur. Det er sendt fra Danmark.
Hvis man vil en tur i arkiverne (Rigsarkivet) kan ses en del postkort fra krigsfanger på Øst- og Vestfronten, der nok ville være værd at gå systematisk igennem. Vestfronten er et kæmpestort korpus og uhåndterligt.
Østfronten derimod er et korpus af en håndterlig størrelse, altså postkort fra sønderjyske (danske) krigsfanger i Rusland.
ARKIVALIER
I. Krigsfangepostkort
Rigsarkivet, Aabenraa: Dinesen, Ea: Korrespondance med sønderjyske krigsfanger (1914-1919), lbn. 141/-2.
Rigsarkivet, Aabenraa: Fergo, Marie: Breve fra sønderjyske krigsfanger (1914-1919), lbn. 169/-1.
Rigsarkivet: Rasmussen, Niels Hansen, Dagbøger med mere (1885-1924), lbn. 18. Breve 8642 til 8713: håndskrevne breve fra “non-Frits Clausen”, breve fra Jurjev-Polskij, Pavlovo Posad, med mere. (Breve fra Frits Clausen er udgivet).
Rigsarkivet: Midlertidige Ministerium Sønderjyske Anliggender: Krigsfangekontoret, Krigsfangekorrespondance, personlig (1920-1921), lbn. 1: 1-170.
II. Det ville være godt at påbegynde arbejdet med:
Rigsarkivet, Aabenraa: Den sønderjyske fond: Kartotek over krigsinvalider (1918-1937), lbn. 19/-455. Her er givet en masse gode historier. Der er vistnok endnu ingen, der har arbejdet systematisk med det kartotek. Heri ses ansøgninger om invalidepension og altså derfor levnedsberetninger.
Jeg er interesseret i Ruslands-delen.
Anton Marckmann har skrevet en bog Ofrene fra den store krig 1914-1918. Indvalidenævnet i Sønderborg og de sønderjyske krigsinvalider,faldne og deres efterladte udgivet af Historisk samfund for Sønderjylland i 2005.Heri gennemgår han Invalidenævnets arkiver systematisk
Mvh
Uwe Jansen
Den er fin, tak for bibliografisk hint. Jeg bestiller bogen frem. På jagt efter skæbner og fortællinger fra Rusland.
Årbøgerne findes online her:
https://tidsskrift.dk/soenderjydskeaarboeger/issue/archive
Den med invaliderne er iøvrigt 2001.
Ja, men så vidt jeg er løseligt orienteret er de enkelte personsager (invalidesager) endnu ikke systematisk gennemgået? Der må med sikkerhed være levnedsbeskrivelser – og fortællinger – i arkiverne, som vil være interessante at se efter.
Ea Dinesen (Ingeborg Benedicte Dinesen) var sangerinde og søster til Karen Blixen på Rungstedlund. I 1916 satte hun en annonce i “Vore Damer” i 1916, hvori hun søgte efter damer til at korrespondere med krigsfanger. I kassen ses f.eks. breve fra Pavlovo Posad i Moskva-regionen i 1916, fra krigsfangerne Jakob Johansen, og Niels Christensen (fra Brøns, krigsfange siden den 11. februar 1915), hvis forrige adresse var arresthuset i Tjita i Bajkalregionen.
Og her fra Bent Rasmussens samtale med Marie Fergo i 1926:
“Samtale med frk. Fergo, 1. november 1926.
›Frk. Fergo og i det taget familien Fergo arbejdede for krigsfangerne ved at sende pakker, i den største del af krigens tid væsentlig med tobak og chokolade, senere med mange andre ting og navnlig undertøj, til hvilket de satte en stor offentlig indsamling i gang.
›Frk. Fergos arbejde blev begyndt ganske uafhængigt af fars virksomhed, men kom snart i forbindelse med denne, og det blev efterhånden sådan, at frk. Fergo uden videre betragtede far som ”chefen” for krigsfangearbejdets organisation.
›Frøknerne Fergo – og boghandleren? – var i eftersommeren 1914 i Sønderjylland på besøg hos Jens Peter Jensen i Ragebøl. Krigen brød ud, og de rejste hjem. Jens Peter Jensen var blevet indkaldt med det samme.
›De gik nu og tænkte på, hvorledes de dog kunne gøre noget for sønderjyderne, således at de dog kunne vise, ”at de dog turde”.
›I oktober kom der et brevkort til familien Fergo fra Jens Peter Jensens hjem med meddelelse om, at denne var faldet lykkeligt og vel i fransk fangenskab. ”Og nu vidste vi, hvad vi skulle gøre: ”krigsfangerne!”
›De sendte pakker til Jens Peter Jensen, og ved at skrive til forskellige bekendte rundt omkring i Sønderjylland, skaffede de sig adresser på andre krigsfanger, som de sendte pakker til.
[EA DINESEN]
›En gang først i december kom daværende frk. Ea Dinesen ind i Fergos boglade på Vesterbrogade [i København], hvor frk. Fergo stod og ekspederede. Hun ville gerne tale et par ord med hende og fik hende derfor til at gå med sig ind i baglokalet. Jo, det var krigsfangerne. Frk. Dinesen ville gerne sætte et arbejde i gang for at hjælpe krigsfangerne, og det ville hun gerne have Frk. Fergo til at hjælpe sig med. Frk. Fergo svarede, at hun var allerede i gang med et arbejde selv. Nå, så måske hun ville overlade frk. Dinesen sine adresser, så skulle hun få frk. Dinesens adresser.
›Den aftale blev truffet, og de gik i gang. Mange penge rådede de ikke over. De skrev derfor breve til forskellige chokoladefabrikanter og tobaksfabrikanter og bad dem om at give bidrag i varer. Der kom noget, men i første omgang kun meget lidt. Tobaksfabrikant Lange, Slagelse, kom op og gav tilsagn om bidrag, samtidig rådede han dem til at lægge indsamlingen anderledes an. De havde skrevet nogle små pæne breve af privat tilsnit. Det duede ikke. Det havde gjort indtryk på ham, men andre gjorde det ikke indtryk på. Det skulle slås ganske anderledes op. Han gav nogle råd om, hvorledes de skulle gribe sagen an. Så lavede de nogle skrivelser og sendte ud. Nu fik de noget ind, og så sendte frk. Dinesen og frk. Fergo denne første jul et halvt hundrede pakker ud. Efterhånden fik de flere adresser.
›Så en aften kom frk. Fergo med til et møde i Grundtvigs Hus, hvor far var til stede og læste krigsfangebreve højt. Frk. Fergo gik netop med et brev i lommen, som hun havde fået samme dag fra Jens Peter Jensen. Far sluttede sin oplæsning med at sige, at hvis der var nogle, som havde breve, der også egnede sig til oplæsning, så kunne de komme med dem. Frk. Fergo gik så hen og gav far sit brev, og det blev læst højt. Efter mødet gik hun hen og ville have brevet igen. Men far bad, om det ikke måtte vente til næste dag, da det lå i bunken mellem alle de andre, og han først skulle hjem og have bunken ordnet.
›Næste dag ringede frk. Fergo så til far, og ved samme lejlighed spurgte hun, om hun ikke kunne få overladt nogle af fars krigsfangeadresser at sende pakker til. Far trak på det og lod til at være meget betænkelig, men gik dog omsider ind på at give frk. Fergo adresserne. Han satte hende i forbindelse med frk. Nygaard og fru Thomsen, således at hun dels straks fik adresser fra dem og dels i tidens løb fik de nye adresser efterhånden som de modtog dem.
›Da de i foråret 1915 igen skulle til at henvende sig til fabrikanterne, ville de ikke direkte tigge. De samlede nogle penge og opfordrede så fabrikanterne til at sælge dem tobakken og chokoladen billigt. Hvad der kom ind, pakkede de i pakker til krigsfangerne. Det var familien Fergo, der pakkede, hele familien var i arbejde. En tid prøvede de at få andre til at hjælpe sig, men det holdt de hurtigt op med, for der gik lige så megen tid med at varte de fremmede op, som der tjentes på deres hjælp.
›En skøn dag skrev boghandler Fergo et offentligt opråb i aviserne om penge til pakkeforsendelserne til krigsfanger. Samme dag blev han ringet op af fru Friderichsen, som var yderst indigneret over at han havde vovet at komme offentligt fred med det. Hun arbejdede selv med noget lignende, men holdt på, at det af forsigtighedshensyn burde gøres i stilhed. Også fru Schmiegelow blev meget betænkelig. Så ringede Fergo til far, og sagde, at nu måtte han støtte ham. Ja, det skulle far nok.
›Men nu, efter opråbet i aviserne, nu vrimlede det ind med gaver: tobak, chokolade, sæbe, stoppegarn, osv. i én uendelighed. ”Vi havde huset så fuldt, at vi var sommetider ved at segne under det”. Der blev samlet over tredive tusinde kroner. Disse gik ind i Sønderjysk Centralforenings kasse, der nominelt overtog indsamlingen. ”Så gik min moder fra butik til butik i tre dage” og købte ind af alt muligt (navnlig undertøj?). Det fyldte en stue. ”Vi lavede så ensartede pakker. Vi købte sækkelærred, det blev klippet i stykker, og så tog vi fat ganske mekanisk”. Én pakkede det ene sammen, én det andet, én pakkede det hele ind. Én skrev tolddeklaration, osv. Pakkerne blev stuvet hen i et rum for sig selv, og når der så kom femogtyve nye adresser fra far, så blev adresserne skrevet på pakkerne, og så blev de sparket ned ad trapperne og ekspederet af sted. I den yderste tåspids af en af de strømper, der var i pakken, lå der en lille trykt seddel, hvorpå der stod, at hvis der var noget, modtageren trængte til, kunne han henvende sig til den og den adresse (Sønderjysk Centralforenings indsamling, Fergo).
›Disse nævnte pakker var alle sådanne, som de imellem sig kaldte enkeltmandspakker. Efterhånden svulmede arbejdet sådan op, at det det var umuligt at blive ved at sende på den måde, og de gik derfor over til at sende varerne samlet i ti punds pakker til nogle få tillidsmænd i hver fangelejr. Der blev sendt samlet ti pund uldtøj, ti pund tobak, etc., så mange pakker af hver slags, som var nødvendige for at lejren kunne få et tilstrækkeligt kvantum. Tillidsmændene, med hvem Fergos korresponderede, havde så besked om at sørge for, at sagerne blev delt ud. Der blev gerne sendt fire gange årligt. At sende undertøj var noget, man kom ind på efterhånden.
›Frk. Fergo mener bestemt, at den offentlige indsamling til krigsfanger er begyndt meget før 1917.
›Frk. Fergo har ingen breve fra far. De talte altid sammen i telefonen. Det gjorde de til stadighed, men frk. Fergo har kun været oppe i gymnastikhuset en gang, nemlig da hun skulle have sit skrin.
›Hjemkomsten (Primula): Fergos telefon stod ikke hele dagen. Når de selv skulle ringe op, måtte de gå ind hos bageren ved siden af. På deres egen kunne de slet ikke komme til. Folk tog noteringen, så den ene samtale kom, lige så snart den anden var færdig. Skibet var jo forsinket, og folk var vrede over at de skulle vente på deres gæster. De fleste skældte ud. Nu havde de gjort i stand og ventet gæsten til frokost, og så kom han måske ikke før til middag! Da frk. Fergo fik beskeden om, at Primula ikke kom før om aftenen, tog hun ud til Frihavnen for at få sin moder hjem. I sporvognen mødte hun rektor H. P. Hansen, der kom med høj cylinderhat og i følge med sin frue. Han skulle ud at holde modtagelsestale. Det bliver der ikke noget af, fortalte frk. Fergo ham: ”De kommer ikke”. ”Kommer de ikke?” Hun huskede længe hans forbavsede ansigt”.
KILDE: Rigsarkivet: Niels Hansen Rasmussens arkiv, lbn. 3.
Fra
Martin Jensen
Allégade 7
Skive
Til
Kriegsfreiwilliger Füsilier
Hermann Brautsch
1. Ersatz Bataillon
Füsilier-Regiment Nr. 86
Flensburg
Tyskland
Kære Ven. Ja, du forstaar vel ikke, hvor jeg bliver af; men naar du intet modtager, er det ikke min Skyld. Den 10. marts afsendte jeg herfra et langt Brev, og skikkede Penge til Boghandler Rüffer i Flensborg med samt din Adresse og bad ham sende dig en bestemt Bog, har du faaet den? Da jeg nu kommer hjem, jeg er jo stadig paa Rejse, er Brevet kommen tilbage igen; men om du har modtaget Bogen ved jeg saa ikke. Jeg vilde først have sendt dig Tobak og Cigarer og en del Delikatesser; men det gik ikke for vi har Ausfuhrverbot paa næsten alting. Det er altså ikke min Skyld naar du intet hører. Jeg ved jo ikke engang om dette Kort naar dig, at du er kommen til Flensborg, erfarer jeg gennem Carstensen. Skriv lille Ven straks du modtager dette Kort, saa skal du faa Brev. Hør nu Herman, hvorfor har du ikke skrevet før, du er da ikke smaalig, du vidste da, at naar du intet modtog, var det ikke min skyld. Nu mange kærlige Hilsner, kære Ven, lev vel til vi ses din hengivne Ven Martin Jensen, Allégade nr. 7, Skive
Den 15. April 1916.