Mindeværket Danske Landmænd og deres Indsats

Danske Landmænd søges fortsat

Den 29. august 2019 bragtes under overskriften “Danske Landmænd søges” en efterlysning af bind 4 i serien “Mindeværket Danske Landmænd og deres Indsats“, der blev udgivet i 1940´erne.

Hvert bind indeholder enkelte artikler og ikke mindst biografier over en lang række husmænd, gårdejere og proprietærer fra 1 eller 2 amter i hvert bind. Det var planlagt at serien skulle omfatte hele Danmark, men det blev ikke realiseret.
Bogværket indeholder derfor “kun” oplysninger om landmænd fra 14 amter fordelt på 12 bind. Vejle amt fylder f.eks. 2 bind, mens andre bind dækker 2 amter.
Man kan læse mere om bogværket her.

Efterlysningens resultat:

Efterlysningen gav det gode resultat, at en trofast og engageret læser af Den store krig 1914-1918 donerede nogle af de andre bind, nemlig:
Bind 1: Ribe og Ringkøbing amter.
Bind 2: Sønderborg og Aabenraa amter.
Bind 5: Vejle amt, begge bind.

Det lykkedes desværre ikke at skaffe bind 4, der dækker Tønder amt. Til gengæld meldte der sig 2 læsere af Den store krig 1914-1918 og tilbød hjælp til opslag, samt ét lokalarkiv, der evt. ville udlåne deres eksemplar af dette bind.

Foreløbig er én af de frivillige gået i gang med, at gennemgå ét af de ovennævnte donerede bind for at finde oplysninger om krigsdeltagere 1914-1918.

Gennemgangen af alle biografier og udarbejdelse af personsider vil være et meget langvarigt projekt. Derfor håber de frivillige fortsat på at én eller flere af sidens læsere har bogen stående i reolen og vil donere et eksemplar permanent.
Et langvarigt indlån er desværre ikke aktuelt, da en god scanning vil ødelægge bogen.

Kontakt Hanne C. Christensen, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot via mail for at aftale nærmere, hvis du kan/vil donere et eksemplar af bogen.

5 tanker om “Danske Landmænd søges fortsat”

  1. Det har nu vist sig, at bind 3, Haderslev amt, er skannet til en søgbar pdf-fil.
    Filen, med navnet 910649.pdf, er en del af Slægtsforskernes Bibliotek:
    https://bibliotek.dis-danmark.dk/cgi-bin/koha/opac-detail.pl?biblionumber=32360
    https://dis-danmark.dk/bibliotek/910649.pdf

    Filen er stor, 88 mb, men det er jo en bog på lidt over 700 sider.
    Kvaliteten af skanningen og tekstgenkendelse er høj. Tekst kan kopieres uden særlig brug af korrektur. Søgning fungerer fint.
    (Kun en enkelt fejl i tekstgenkendelsen har jeg fundet indtil nu: For Süberkrüb, August, Gdr., Mølby pr. Sommersted, gengives Süberkrüb som Siiberkriib).

    Ordet verdenskrigen forekommer 586 steder. Det betyder, at nok over 500 biografier oplyser om deltagelse i 1. verdenskrig. Ordet verdenskrigen kan også stå på en måde som: “Søn af Landmd. Lorenz Johansen (faldet i Verdenskrigen 1914)”.

    Typiske omtaler af soldatertiden:
    Mortensen, Christian, Gdr. “Skovlundgaard” pr. Simmersted: “han har deltaget i Verdenskrigen 1915-19 og var i fransk Krigsfangenskab i 3 Aar.”
    Diederichsen, Asmus, Landmd., Sdr. Vilstrup pr. Sdr. Vilstrup: “han har deltaget i Verdenskrigen 1914-18 paa saavel Øst- som Vestfronten og blev saaret 3 Gange.”
    Nissen, Jørgen, Gdr., “Ravnsgaard” pr. Sdr. Vilstrup: “han har deltaget i Verdenskrigen 1914-18 som tysk Soldat og fik da Malaria.”
    Juhl, Hans, Gdr., “Munkehøj” pr. Hoptrup. Født i Grarup 14. Juni 1895: “han har deltaget i Verdenskrigen 1914-18, men blev hjemsendt paa Grund af, at han havde 7 Brødre med og ikke selv var rask.”
    (Ingen af de her nævnte soldater har ‘StoreKrig’-personsider. Frederik Ender Juhl, som blev dræbt 24/03-1918, er formodentlig en af de 7 brødre til Hans Juhl. Begges far hed Claus Juhl).

    For ret mange soldater oplyses: Krigsinvalid.

    I sjældne tilfælde kan der også være oplyst en dødsdag: “Buhl, Niels Jensen, Gdr., Ørsted pr. Farris. Født i Skodborg 25. Aug. 1887, død 28. April 1942, … han havde deltaget i Verdenskrigen 1915-18 paa Vestfronten og blev saaret 2 Gange. Fru Buhl driver Gaarden videre efter Mandens Død med en ung Mand paa 20 Aar som Bestyrer.”

    Lige så interessante er biografiernes oplysninger om tiden før og efter krigen. For mange står om tillidshverv. Desuden er fx højskole-ophold nævnt.

    Bogen er altså en meget nyttig kilde til oplysninger, som kan angives på personsiderne.

  2. Næsten som en julegave er også bind 2 af ‘Danske Landmænd og deres Indsats’, Sønderborg og Aabenraa amter, nu blevet digitaliseret til en søgbar pdf-fil.
    Bogen er et digert værk på 689 sider, og filen er tilsvarende stor, 77 mb. Filen indeholder 667 sider inkl. startsiden om ‘Slægtsforskernes Bibliotek’ og fotos af bogbindets for- og bagside. Så der må være en del blanke sider, som ikke er medtaget i skanningen.

    Filen har navnet 911876.pdf, og den kan findes på
    https://bibliotek.dis-danmark.dk
    Søg efter: Danske Landmænd og deres Indsats

    Samtidig er bind 9, Københavns amt, blevet frigivet. Og 2 bind mere ventes i januar eller februar: Bind 4 Tønder amt, og bind 8, Odense og Assens amter.

    Der kan stadig være ophavsret til ‘Danske Landmænd og deres Indsats’, og derfor er PDF-filerne kun til rent personlig, privat brug.
    Danske Slægtsforskere og Copydan har indgået en licensaftale, der giver Slægtsforskernes Bibliotek mulighed for at digitalisere værker med ophavsret inden for personal-, slægts- og lokalhistorie samt relaterede emner.

    Se mere på https://denstorekrig1914-1918.dk/danske-landmaend-soeges/#comment-26748

    Som for det foregående bind 3, Haderslev amt, er kvaliteten af skanningen og tekstgenkendelse høj. Tekst kan kopieres uden særlig brug af korrektur. Søgning fungerer fint.
    Dog ikke 100 % fejlfrit. Hvis man ikke straks finder det rigtige, så prøv med et andet søgeord.
    Et eksempel: I overskriften til artiklen ‘Sønderjydske Slægtsforhold’ (som jeg omtaler nedenfor) er ordet Sønderjydske blevet til Sønderjydshe. Altså et k er ved tekstgenkendelsen blevet læst som et h.

    I det ‘nye’ bind 2 forekommer ordet verdenskrigen 649 steder. Det betyder, at nok over 600 biografier oplyser om deltagelse i 1. verdenskrig. Lige så interessante er biografiernes oplysninger om tiden før og efter krigen. For mange står om tillidshverv. Desuden er fx højskole-ophold nævnt.

    Men bogen er ikke komplet. Der kan mangle enkelte gårde / landmænd. Det ville være interessant at få noget at vide, om hvordan oplysningerne er indsamlet. Formodentlig har der været uddelt skemaer til udfyldelse, og måske var der derefter en medarbejder fra forlaget, som har samlede tekst og billeder ind.
    Antagelig har man kunnet frabede sig at blive nævnt i bogen. Og der har kunnet ske fejl ved indsamling og redigering, så enkelte har kunnet blive glemt.

    Jeg har prøvet ganske få opslag, og har allerede fundet 2 landmænd, der mangler:
    I Bedsted: Min moster Margrethe og hendes mand Johannes Enemark, min onkel, på Nygård. Det var ganske vist en mindre gård, men gården og ejerne burde have været med i bogen.
    I Felsted Sogn: Jeg kan ikke finde Hans Lorentzen, født den 7. december 1894 i Traasbøl. Han døde i 1964 i Felsted, og var da gået på ‘pension’ og var flyttet fra gården. Men i 1943, da bogen blev udgivet, må han stadig have været aktiv. Hans Lorentzen skrev dagbog, og den blev udgivet i 1998 med titlen “Og det kalder man at være civiliseret”.

    Bogværkets ‘hovedaktiv’ er naturligvis de tusindvis af biografier. Men det er værd at bemærke, at der i de fleste bind er artikler i forbindelse med emnet ‘landmænds virke’.
    I det aktuelle bind 2 er der således en artikel ‘Sønderjydske Slægtsforhold’, skrevet af seminarielærer Claus Eskildsen. Denne artikel er uhyre interessant.

    Eskildsen skriver bl.a.:
    “Man regner med, at der er over 15.000 Slægtsgaarde i Danmark, d.v.s. Gaarde, der i Øjeblikket ejes af 5. eller 6. eller maaske 7. Generation af samme Slægt. Ud fra en saadan Gaard gaar der et Filter af Slægtstraade til de andre Gaarde i Byen, i Sognet, paa Egnen, i Landet. Gaardens Døtre og yngre Sønner er kørt ud fra Gaardspladsen med Kister og Skabe og andet Udstyr hen til det Sted, hvor de har fæstet Bo. Ind paa Gaardspladsen er i Tidernes Løb rullet andre Vogne med Kister og Skabe, tilhørende de unge Kvinder, som nu skulde være Husmødre der. Hvis vi tegnede alle disse udadgaaende og henførende Linier op paa et stort Egnskort, vilde vi se, hvorledes den enkelte Gaard er indspundet i et Filter af Traade, der knytter Gaard til Gaard og gør, at alle de gamle Bondeslægter i et Sogn er knyttede sammen med utallige Slægtsbaand.”

    Senere i teksten:
    “Saaledes som her er Bønderslægterne i vore Landsbyer indgiftede i hinanden.” … “Farligt kan det blive paa snævert afgrænsede Omraader som en lille Ø eller en Bjergdal, hvor der kan blive Tale om for stærkt Indgifte. Der skal fra Tid til anden frisk Blod ind i de gamle Slægter, hvis de ikke skal degenerere.”
    … “Der kommer ogsaa stadig frisk Blod til et Sogn, mindst i Gaardmandsstanden, mest i Smaakaarsstanden. Derfor faar vi et andet Billede, naar vi gaar uden for Bondestanden i Genner Landsby og tager Øster Løgum Sogn som Helhed.”

    (I disse ‘klip’ fra pdf-filen var der kun 4 små fejl, jeg måtte rette: Et ord-mellemrum manglede, 2 enkelte bogstaver var læst forkert, og et enkelt linieskift med en orddeling havde givet et ekstra mellemrum).

    Artiklen er baseret på Claus Eskildsens bog: “Den sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser”, C.A. Reitzels Forlag, København 1942. Bogen er på 110 sider. Artiklen er på 16 sider, inkl. flere illustrationer. (Side 353 (side 333 i filen) – 368).

  3. Hvis det ikke allerede er gjort, vil jeg anbefale at gennemse værket “Dansk Politistat” bind. I-II. Det er redigeret af Christian Gjerløv og er udgivet 1933/1934. Værket indeholder biografier over ansatte i dansk politi, fængselsvæsen, grænsegendarmeri og sognefogeder.
    Tilsvarende indeholder værket “Danmarks Brandvæsener (De kommunale brandvæsener)” fra 1936, biografier over brandmænd i Danmark, herunder også brandmænd i de frivillige brandværn i Sønderjylland.

    1. Til Dan Obling.

      “Dansk Politistat” er på listen over kilder, der ønskes gennemgået. Nogle biografier er allerede hentet og lagt ud på Den store Krig.

      Problemet med “Dansk Politistat” er, at det er et meget stort 2 bindsværk, der skal gennemgås side for side. Derefter skal der oprettes personskemaer for krigsdeltagere – og der er faktisk en hel del.

      Den opgave er der pt. ikke fundet 1 eller 2 frivillig til. Det er også en meget stor opgave.
      Er der nogen, der har lyst? Ja, så er det bare at sende en mail til mig efter den 6. januar 2020. Så kan der nemt aftales omfang, fremgangsmåde mm.

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen
      Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

  4. Tusind tak til Dan Obling.
    Det er godt at få flere kilder frem i lyset.

    Begge nævnte bogværker findes som pdf’er fra ‘Slægtsforskernes Bibliotek’:

    Dansk Politistat: Danmarks Politi- og Fængselsvæsen, Grænsegendarmeri og Sognefogder
    https://www.ronlev.dk/stater-og-andre-erhvervsfortegnelser/4302-dansk-politistat-danmarks-politi-og-faengselsvaesen-graensegendarmeri-og-sognefogder-af-christian-gjerlov-1933-34.html

    Danmarks Brandvæsener (de kommunale Brandvæsener):
    https://bibliotek.dis-danmark.dk/cgi-bin/koha/opac-detail.pl?biblionumber=32356

    – – –
    I øvrigt lidt tankevækkende, at ordet Politistat nu kan have flere betydninger.
    For ordsammensætninger kan jeg kun finde noget for ‘stat-‘ / ‘stats-‘, altså hvor stat er første led.
    Sammensætninger med ‘-stat’ som sidste led eksisterer jo også.
    Fx Ingeniørstat om Opslagsværket Danske civil- og akademiingeniører, fx Lægestat om ‘Den danske lægestand’, fx ‘Dansk mejeristat’ (i 5 bind).

    http://bogoetidende.dk/index177.html står således om ‘Navigatørernes håndbog’:

    “I slutningen af 1920’erne og gennem 1930’erne udkom i Danmark en række bogværker, såkaldt “Stats”. Stat’erne er en beskrivelse af fagområder og tillige en omfattende mængde biografier om personer inden for det enkelte fagområde.
    Der findes utallige: Mejeristat, politistat, lærerstat, erhvervenes funktionærstand, post og telegrafstat og utallige andre.”

    “I 1938 udkom på forlaget Poseidon “Navigatørernes håndbog – den danske handelsflådes befalingsmænd” med biografi på over 800 søfolk.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *