Anmeldelse: ”Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike”

En roman af Anna Elisabeth Jessen, Forlaget Rosinante, 2019 (416 sider).

Ikke ret meget bliver sagt i Anna Elisabeth Jessens debutroman ”Om hundrede år”. Den sønderjyske bondefamilie deler hverken personlige oplevelser eller diskuterer vigtige samfundsanliggender, for ”det er der heller ingen grund til”.
I ”Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike” følger vi en sønderjysk familie i flere generationer. Da første verdenskrig bryder ud i 1914, må Hans og Marius kæmpe på tysk side trods deres danske sindelag. Hans vender aldrig hjem, og Marius får varige mén som følge af krigen. Den sønderjyske slægtsgård, som Hans skulle have overtaget, bliver derfor søsteren Helene og Marius´ ansvar. Senere får de fem børn, Åge, Hans, Johanne, Marie og Niels Frederik, som er romanens egentlige hovedpersoner. Således dannes rammen for livet i Sønderjylland gennem 100 år.

Romanens omdrejningspunkt er Sønderjyllands historie, hvor man stadig ikke har glemt krigen i 1864, hvor dansksindede unge mænd kæmper i tyske uniformer under første verdenskrig, og hvor russiske krigsfanger opholder sig på sønderjyske landbrugsgårde. Krigene satte sine spor i Sønderjylland, og derfor fylder de meget i hovedpersonernes bevidsthed. Det er ligeledes en af årsagerne til, at den unge Niels Frederik senere bliver modstandsmand under anden verdenskrig. Ellers går livet sin gang på den sønderjyske slægtsgård; gården og landbruget passes, og bondefamilien lever et mere eller mindre isoleret liv. Men da romanen strækker sig over et århundrede, oplever vi også den voksende samfundsudvikling eksempelvis i form af charterrejer, fjernsyn, elektrisk lys, curlers til håret og mælkekvoterne i 1980erne. Brugen af en slægtsgård som centrum for historien fungerer godt, for på den måde får Jessen beskrevet både lokalhistorien og det landlige gårdliv, hvor hele omdrejningspunktet er landbrug og jord, mens den overordnede historiske udvikling foregår lige ude foran deres dør. Således er der en perfekt vekselvirkning mellem lokalhistorie og den øvrige samfundshistorie.

Romanens kapitler er hver tildelt et årstal og er meget korte – blot 4-5 sider. I begyndelsen bekymrede det mig, idet jeg tvivlede på, hvorvidt Jessen af samme grund formåede at komme ordentligt i dybden med historiens kerne og hovedfortælling. Men Jessen viser, at hun på sparsom plads formår at få formidlet essensen – både skønlitterært og historisk. De korte kapitler bevirker, at de historiske elementer der indlemmes i hovedpersonernes hverdag ikke forklares til læseren, men inddrages på en naturlig måde. Til eksempel kan nævnes, at familien har fået fjernsyn eller Marie der i 1977 sætter curlers i håret til aftentid. Dermed benyttes forskellige rekvisitter til at gengive årtiet uden mange ord eller forklaringer. Heri ligger en underforstået konsensus mellem forfatter og læser om, at vi har en basal baggrundsviden om, hvordan samfundet tog sig ud i de årstal, kapitlerne omhandler. På den måde fortælles meget uden ord.

Selvom det er tydeligt, at romanens udgangspunkt er fortællingen om Sønderjyllands historie, handler ”Om hundrede år” også om mennesker og menneskeskæbner. De fem børn, der er romanens primære hovedpersoner, er alle meget forskellige. Det betyder, at man som læser involveres i følelsesmæssige konflikter, idet man i det ene kapitel kan holde af kapitlets hovedperson, hvor efter man kan finde karakteren utålelig i et andet kapitel. I starten fandt jeg det ganske frustrerende at læse med så splittede følelser grundet de skiftende synsvinkler, men som romanen skred frem, begyndte jeg at holde af disse nuancerede karaktertræk, idet det gik op for mig, at Jessens formål var at beskrive alle facetter af menneskets væsen. Hermed favoriserer Jessen ingen af sine karakterer, men formår at holde sig neutral, øjensynligt med ønsket om at fremstille en palet af forskellige facetter i menneskets natur og væsen – på godt og ondt.

I nogle af kapitlerne bevæger perspektivet sig væk fra den sønderjyske familie, og danner en rammefortælling om tjenestepigen Mary, der udvandrer til Amerika og slår sig ned i New Jersey. Denne sidefortælling havde jeg det ambivalent med under læsningen. På den ene side er udvandringshistorien til Amerika spændende, og man får lyst til at høre mere om den unge danske pige i det store nye land. På den anden side kan Marys historie sagtens udelukkes fra romanen, idet den ligesom bliver ”presset ind” i den centrale fortælling, og fordi den sønderjysk fortælling i sig selv har en masse at byde på.

Alt i alt synes jeg, at ”om hundrede år” er en velskrevet og god roman. Sproget er let, ikke for følelsesladet, men klart og nøgternt. Fortælleformerne med de korte kapitler og deres nedslag i hvert årstal, samt de skiftende perspektiver fra de fem børn, blev jeg hurtigt begejstret for, da fortællingen levendegøres, og det bliver svært at lægge bogen fra sig. Og for at holde fast i romanens tråd, så pløjede jeg mig igennem den på få dage.

Amalie Hjort Storm