Anbefales: Bjarne S. Bendtsen: Mellem fronterne. Første Verdenskrigs aftryk i dansk litteratur og kultur 1914-1939

Historikeren Bjarne S. Bendtsen har i dette storværk sat sig for at redegøre for og analysere  krigens aftryk i dansk litteratur og kultur i tidsrummet 1914-1939 – og resultatet er særdeles vellykket!

Første Verdenskrig var også en total krig i litteratur, kultur og samfundsdebat i Danmark, både før krigsudbruddet, mens krigen rasede 1914-1918 og i de følgende tyve år.

For denne hjemmesides læsere vil det være væsentligt straks at få at vide, at Sønderjylland får en både meget fyldig og meget grundig behandling. Talrige sønderjyske bogudgivelser præsenteres, analyseres, refereres kortfattet og sættes ofte også ind i en større litteraturhistorisk ramme.Bendtsen behandler både skønlitteratur, erindringer og udgivne brevsamlinger, og vurderer kritisk autenticiteten og sammenholder med andre tyske eller britiske udgivelser.

Det er ganske imponerende, hvad forfatteren har været igennem at litteratur på området. Man savner kun ganske få titler.

Enhver, der har ambitioner om at beskæftige sig med Sønderjylland under Første Verdenskrig (og måske ikke mindst sønderjyders oplevelse af krigen), vil have meget stor gavn af at læse denne fremragende bog!

Bjarne S. Bendtsen: Mellem fronterne. Første Verdenskrigs aftryk i dansk litteratur og kultur 1914-1939. Forlaget Klim, 2018. 560 sider, 399,- kr.

Køb den i boghandelen eller direkte hos forlaget

FORLAGETS PRESSEMEDDELELSE

Første Verdenskrig ændrede verden og synet på verden omkring os.

Johs. V. Jensen skrev: ”… man ser med Krigens øjne nu og vil aldrig komme til at se anderledes.”

Og derfor var interessen for krigen enorm – selv i det neutrale Danmark. Gennem alle krigsårene fyldte den voldsomt meget i datidens medier som et både fascinerende og rædselsvækkende tema. Derpå svandt interessen brat. Efter våbenstilstanden var læserne verden over trætte af alt, hvad der angik krigen og dens rædsler, skrev en dansk forfatter og krigsdeltager senere. Sidst i tyverne dukkede emnet dog op igen med det store krigsbogsboom ført an af tyske Remarques Intet Nyt fra Vestfronten; et boom, der også rummede en håndfuld danske bøger, som dog ikke blev kommercielle successer.

Danmark befandt sig således i frontlinjen midt mellem de krigsførende magter under Første Verdenskrig – som neutralt land. Men det betød ikke, at den danske debat var neutral. Der blev skrevet og debatteret om krigen fra alle tænkelige vinkler, tegnet satiretegninger og skrevet digte, filmet og malet, aviserne og bladene var fyldte med krigsstof. Ud over selve krigsstoffet: våbnene, krigens gang, udviklingen på fronten, osv. debatteredes temaer som: tysk kultur versus fransk-engelsk civilisation. Eller tysk kultur som værn mod slavisk barbari, fransk dekadence og engelsk materialisme. Mange af disse ting havde en øjebliksaktuel karakter, som måske kan forklare, hvorfor krigen ikke fylder meget i den danske litteratur- og kulturhistorie i dag. Men alligevel er de i høj grad værd at se på, da de fortæller historien om krigens aftryk på en neutral småstat, der både geostrategisk, handelsmæssigt og kulturelt bogstavelig talt og i overført betydning befandt sig midt mellem de vigtigste krigsførende magter.

Krigen kom til at udgøre det store vandskel mellem de gode gamle dage og en usikker fremtid. Johs. V. Jensen nævnte også om dette aspekt i den citerede passage: ” … man vil altid huske den store Idyl før Krigens Udbrud ved Kontrastforholdet som et forsvundet Land, man aldrig kan vende tilbage til, selv om man endnu til Stadighed lever midt i det.” Dén oplevelse kom i høj grad til at præge mellemkrigstidens syn på verden og krigen, også i en dansk sammenhæng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *