Knud Gjørup (1879-1936) var sognepræst Lundforlund ved Korsør, da han ved en pludselig indskydelse hoppede på cyklen for at deltage i festlighederne ved den gamle grænse ved Frederikshøj den 11. juli 1920.
Det var den 10. juli 1920 – en dag med sol og skærsommer.
Allerede på Dannebrogsdagen – den 15. juni – var den nye grænse notificeret af den danske og tyske gesandt i Paris, men i dag ville Kong Christian inde i hovedstaden underskrive den traktat med de allierede magter, der overdrog “de sønderjyske landsdele” mellem Kongeå og Kruså til Danmark, og fra hvert eneste kirketårn i landet ringede klokkerne dette budskab ud til de tusind hjem og bar med tonerne folkets tak op til ham, der har “sat folkeslagene deres grænser”.
Selv var jeg ikke glad. Endnu var der noget i mig, der græd ved klokkeklangen, og sorgen over det håb, som ikke blev opfyldt, ville ikke give glæden over det vundne rum. [Gjørup sigter her til Flensborg og 2. zone, red.]
– Mit store dannebrogsflag havde jeg svøbt om kirkens alter, ligesom jeg i det hele taget havde søgt at ordne den gudstjeneste, der efter kongens befaling skulle finde sted, så festligt som muligt, og da sognets folk ved middagstid fyldte vor lille, smukke, flag- og blomstersmykkede kirke i Lundforlund, søgte jeg så godt, jeg evnede, at give udtryk også for den glæde, der fyldte så mange sind.
Men selvfølgelig kunne jeg ikke skjule mit eget syn på dagens store begivenhed.
Jeg gik ud fra den ældgamle fortælling om Israels folk, der efter befrielsen fra Ægyptens trældom og efter den lange ørkenvandring omsider kom til det forjættede land, der af Gud var lovet deres fædre, men just som de nu stod ved alle længslers mål, gjorde spejderne dem bange, fordi der var kæmper i landet, og de vovede ikke at tage Guds gave i besiddelse. Derfor blev Herren vred og bød, at ingen af den dalevende slægt skulle se det land, som han havde tilsvoret deres fædre, men Herren slog ikke hånden af folket selv, thi – som der står skrevet: “Eders små børn, ja! dem vil jeg føre derind, og de skal erhverve det land, som I har forsmået.”
Og idet jeg nu ud fra denne gamle beretning talte om det nationale håb, der hele mit liv igennem havde lyst for mig, men som jeg i det, der nu var sket, kun delvist kunne se opfyldt – så lykkedes det mig virkeligt at tale mig selv gladere i sind, så at jeg med sandhed kunne sige: “Vi har opnået en stor glæde, men vore børn skal opleve den største.”
Og jeg forlod kirken, grebet af den glade højtidsstemning, der i de følgende dage skulle vokse sig til jubel.
Tanken om at rejse til Sønderjylland og være med til festen dér var dog ikke et øjeblik dukket op i mig, og heller ikke de forskellige festligheder rundt om på egnen ønskede jeg at tage del i, men havde bestemt mig til at tilbringe dagen i stilhed.
Lige over for kirken og præstegården i Lundforlund – på den anden side af landevejen – ligger den store proprietærgård Croneshvile, og med dennes ejer, Carl Christian Horn, og hustru, der havde delt håb og skuffelse i det nationale spørgsmål med os, havde jeg aftalt, at de to familier i fællesskab skulle foretage en køretur om eftermiddagen til Kobæk Strand ved Skelskør.
Vejret var stille og så varmt, at man følte trang til at smide frakken, men næppe var vi kørt af sted, før der indtraf et pludseligt omslag. En kold sydvestenvind drev tunge skyer op, og ude ved stranden var der så ubehageligt at være, at vi straks vendte om og kørte tilbage til Skelskør Lystskov for at spise til aften dér.
Her sad vi altså – klokken syv aften – bænkede om aftenbordet.
Samtalen drejede sig, som naturligt var, udelukkende om de nationale begivenheder og særlig da om de store forestående festligheder ved grænsen og på Dybbøl. Alle var enige om, at det nok ville blive en prægtig fest. “Hvis jeg var mand, så tog jeg derover!” – hævdede fru Horn, og de andre damer stemte i med. “Ja! jeg kunne nok have lyst til at være med på Dybbøl på søndag – kunne du ikke?” – spurgte Horn, og ved dette spørgsmål vågnede lige så voldsomt som brat lysten hos mig til at være med derover, men vanskeligheden ved at få de to gudstjenester om søndagen aflyst gjorde for det om lørdagen ved skolernes og landspostens hjælp.
“Skulle vi derover, så ville jeg helst være med ved grænsen”, svarede jeg, stadig lidt tøvende.
“Det kan vist nås endnu! – med færgen 9.18! – skal vi?”, spurgte Horn æggende, og så lod jeg alle betænkeligheder fare. “Jeg er klar!”
Hele selskabet sprang op for med rasende travlhed at hjælpe os til at nå frem i rette tid.
På kun syv kvarter skulle alt pakkes ned i vognen, og damerne køres de ti kilometer til Lundforlund, hvorfra vi så måtte cykle de 16 kilometer til Korsør. Udsigten til at nå det var kun ringe.
Da vi i skarpt trav var nået til hjemmet, og Horn og jeg – forsynede
blot med penge og tobak – sprang på cyklerne, var der kun 38 minutter til færgens afgangstid.
Det småregnede, så at vi desværre måtte have overfrakker på, særlig da vinden var os imod, og hvad der for mig var det værste: min egen cykel havde vist sig punkteret, så at jeg i hast måtte låne en fremmed cykel, der var meget tung at trække, og hvis pedaler jeg kun lige kunne nå med tåspidsen.
Gentagne gange var jeg da også ved at opgive det hele, så at kun min djærve rejsekammerats energi fik ægget mig til fornyede anstrengelser, men kl. 9.18, da færgen skulle gå, var vi endnu fire kilometer fra Korsør havn.
Her byttede vi imidlertid cyklen, og nu gik det bedre fremad.
Da jeg ankom til stationen, havde Horn allerede taget billetter og greb nu min cykel, som han kastede ind over Skranken til bagagerummet.
“Jeg er Horn! – kommer på mandag!” – råbte han, og uden at bekymre os om vores køretøjers videre skæbne ilede vi ud, hvor færgen allerede – 14 minutter forsinket – var sat i gang, men uden betænkning løb vi ud på den optrukne broklappe og sprang derfra over på færgen, hvor jeg segnede om på dækket, drivvåd af regnen udefra og sveden indefra.
“Vi kom med, du!” – råbte Horn helt sejrsstolt og ikke særlig medtaget af turen. “Omen accipio!” – tænkte jeg ved mig selv, og i virkeligheden blev denne begyndelse som et godt varsel for hele denne tur: uhyre anstrengende, men altid kronet af et ganske mærkeligt held.
Der er vist intet, der bedre knytter mennesker sammen end dette: at en stor og glad forventning drager dem mod et fælles mål, og det kendtes på tusinder, der fyldte færgens kahyt og dæk, at noget ganske enestående var i gære.
Man havde – idet man fulgte strømmen vestpå, fra færge til tog og fra tog til færge – en egen anelsesfuld fornemmelse af, at vor strøm kun var en af de mange strømme, der fra alle egne af Danmark ville mødes den kommende morgen i det vældige folketog ved grænsen, og en sådan stemning kan give kræfter, der gør, at selv det besværlige synes let.
At finde en hvileplads om bord var ganske umuligt, både på færgen og senere i toget over Fyn måtte vi stå op som sild i en tønde, og først i toget fra Fredericia fik vi lov til at sidde ned, men alligevel står denne rejse slet ikke for min erindring som trættende og besværlig, og da vi klokken halv tre om natten ankom til Kolding, følte vi os begge så friske som nogensinde.
Sønderjyske Årbøger, 2010