Rigsdagens fortrolige fællesmødet blev genoptaget Kl. 19.
Forhandlingslederen, Pedersen-Nyskov, aabnede Mødet og gav straks Ordet til Folketings­mand Neergaard, der udtalte:

Jeg skal ikke bidrage til en Genoptagelse af Forhandlingerne fra i For­middags, men kun sige, at vi har ført en Forhandling indenfor det poli­tiske Udvalg, der ogsaa har nedsat et Underudvalg, be­staaende af to Medlemmer fra hvert Parti.

Der har vi gjort Forsøg paa, om vi kunde komme til en fælles Udtalelse, men dette strandede. Vi maatte fra vor Side fastholde, at som Sagerne laa, kunde man ikke uden at udsætte sig for Misforstaaelse udadtil undlade positivt at bekræfte det Standpunkt, der tidligere er taget ved Resolutionen af 23. Okt. i Fjor og ved Rigsdags­delegationens Optræden i Paris, hvorimod man fra det konservative Folke­partis Side ikke kunde gaa ind paa denne Betragtning.

Som Følge deraf kunde vi ikke komme til nogen Overenskomst mellem alle Partier. Da der imidlertid fra de to andre Partiers Side vistes Villighed til i det væsent­lige at tiltræde Venstres Forslag, og man derfra fremsatte Ønske om en tydeliggørende Tilføjelse, saa er denne optaget i Forslaget.

Taleren oplæste og anbefalede den vedtagne Resolution, hvorefter Ordet blev givet til

Statsminister Zahle: Jeg skal paa Ministeriets og det radikale Ven­stres Vegne tage det Forslag til Resolution, som vi havde stillet, tilbage. De to Resolutioner er i det væsentlige overens­stemmende. Der var i Ministeriets Forslag medtaget noget mere Argu­mentation, men paa den anden Side var den mundtlige Begrundelse, som Hr. Neergaard leverede for Venstres Forslag, klar og fyldestgørende, og Ministeriet kan fuldtud tiltræde den.

Gennem den nu foreslaaede Reso­lution udtrykker Fællesmødet paany Ønsket om, at Afstemningsomraadet i Overensstemmelse med Delegationens Henvendelse til de allierede og asso­cierede Magter i Paris begrænses til de Egne, hvor der endnu lever dansk Sprog og dansk Sindelag, og lægger saaledes Nationalstaten til Grund for Danmarks forventede Udvidelse. Det er saaledes lykkedes, hvad Afstem­ningen her sikkert vil vise, at samle et overvældende Flertal i Danmarks Rigsdag om en Fællesoptræden i denne Sag, og dermed er Formaalet for dette Møde paa en lykkelig Maade naaet.

Efter at Folketingsmand Sigvald Olsen paa Socialdemokratiets Vegne havde givet sin Tilslutning til Forslaget, udtalte

Landstingsmand Alexander Foss: Det konservative Parti har i det ned­satte Udvalg stillet et Forslag til en Udtalelse af Rigsdagen, som slutter sig til de Bemærkninger, jeg fremsatte i Formiddags, og som paa een Gang fastholder det Standpunkt, Rigsdagen har taget, og tager Afstand fra at fremsætte nye Resolutioner. Det lykkedes ikke at opnaa Tilslutning hos de andre Partier til denne Betragtning.

Paa det konservative Folkepartis Vegne stiller jeg da følgende Forslag, der i Betragtning af, at de andre Partier har taget deres Stilling, har faaet Form af en Mindretalsudtalelse:

Det konservative Folkeparti, der fastholder sin Tilslutning til Rigsdagens Resolution af 23. Okt. 1918 og bekræfter sin Medvirken gennem sin Delegerede i den politiske Delegations Virksomhed i Pa­ris, maa, efter at der foreligger en Beslutning af Fredskonferencen — i Fredsforslaget — om Afstemning i den 3. Zone af Slesvig, anse det for ubetimeligt, at der i denne Anledning vedtages nogen ny Udtalelse af Rigsdagen.

Folketingsmand Vanggaard udtalte derefter, at han, da han ønskede Af­stemning overalt Nord for Danevirke-Linicn, maatte undlade at stemme for Resolutionen.

Folketingsmand L. V. Birck erklærede, at han vilde stemme for den af Neergaard foreslaaede Resolution, og beklagede saaledes at være uenig med sit Parti, det konservative Folkeparti.

Forhandlingen sluttede, efter at der var udvekslet enkelte korte Bemærkninger.

Det af Alex. Foss stillede Forslag til Resolution forkastedes med 117 Stemmer mod 29.

Det af N. Neergaard stillede Forslag til Resolution vedtoges med 124 Stemmer mod 30.

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.