Redaktør Anders Lebeck tog i maj 1919 på en rejse i Angel for at undersøge, om Danevirkebevægelsens påstande om en spirende danskhed var sande. Hans meget lange beretning fra rejsen bringes her og de kommende dage som følgeton, dog af hensyn til læseligheden fordelt på flere indlæg end antallet af Lebecks rejsedage.
Forkæmpere for Dannevirkelinjen.
Men der er da ogsaa andet end Tyskere i Angel? Der er da ogsaa Folk, som vil tilbage til Danmark? Javel, nu kommer Turen til dem!
Det var min Mening at ville gemme det bedste tilsidst. Jeg har omhyggeligt opbevaret Navnelisten, jeg modtog paa Det mellemslesvigske Udvalgs Kontor. Og nu kommer Øjeblikket, da den skal bruges.
Fra Sønder Brarup med Slesvig-Chausseen et Stykke mod Vest, saa til højre ind efter Strukstrup, med det mærkelige danske Hjem i Angel. Ved en Korsvej ligger en mindre Gaard, Ejeren, en ældre Mand, gaar og pysler og bakker paa sin Pibe.
Jeg spørger om Vej, – og drejer Samtalen ind paa det politiske. Manden er den sædvanlige angelske Blanding af Slesvig-Holstener og Tysker. Han ser ikke venligt paa mig, da jeg siger, at nu skal Angel vel snart være dansk igen! Men formildes, da jeg tilføjer, at jeg ikke er kommen for at hente ham. For mig maa han gerne blive, hvor han er. Et Par voksne Sønner kommer til, begge i aflagt Militærtøj. Begge har været Soldat i Krigen.
– Hvad kan Danmark byde os? spørger den ene. Maaske et Par Aar, men saa -! Dette lille Land.
Jeg fører Samtalen ind paa andre Baner. Manden er saa gammel, at han haft nogen dansk Skolegang.
– Kan De se Aaen derhenne? spørger han. Den dannede Grænsen mellem det tyske og det blandede Distrikt. Syd for var Sproget tysk i offentlige Forhold, nord for blandet. Sønder Brarup laa i det tyske Distrikt, Nørre Brarup i det blandede. Ingen fattede, hvorfor Grænsen netop var sat paa dette Sted.
Maaske var det, fordi der var en Aa, tilføjer han med et smørret Smil.
Og jeg cykler videre, kører i Fart ned ad Bakken.
Ved Aaen standser jeg et Øjeblik. Den slynger sig smaaklukkende gennem et bredt Dalstrøg. Her var altsaa Skellet mellem det tyske og det blandede Distrikt før 1864. Da var Sønderjylland delt i tre Distrikter, et dansk, et tysk og et blandet. Det var navnlig fra den blandede Del, at der fanatisk klagedes over dansk ”Undertrykkelse” og ”Vold”. Skal vi nu til at begynde forfra igen, med danske og blandede og tyske Omraader, eller vil det endelig lykkes at faa en national Grænse.
Jeg gaar over Broen og trækker langsomt Cyklen op ad Bakken paa den anden Side. Standser nu og da og ser udover den brede Dal, betragter Byerne, der ligger saa tæt i Angel, som i Sundeved og paa Als. Det er varmt, Solen staar paa den klare Himmel og varmer. En Gøg kukker et Sted langt borte.
En Timestid senere drejer jeg ind i Lassens Gaard i Strukstrup, med Dam og et Springvand foran. I Dagligstuen hænger et Billede af Gaarden med Underskriften ”Die Heimat”. En ældre tysktalende Kvinde modtager mig og byder mig til Sæde.
P. Lassen er ikke hjemme, han er i Flensborg, men hans Broder, der har opholdt sig i Nordslesvig, og hans gamle Fader, P. H. Lassen, som endnu ejer Gaarden, modtager mig. Vi er snart dybt inde i en politisk Samtale, drikker Kaffe, taler længe sammen. Den gamle Lassen ønsker Dannevirkelinjen, rundet af med Stykke Land syd for Slesvig, for at Byen ikke skal savne Opland mod Syd. Rendsborg overlader han til Tyskerne, – saameget er han villig til at lempe paa den historiske Ret!
Han er født 1839 og taler helst om den ældre Tid – da Frederik den Syende, tæt omringet af Befolkningen, foretog Udgravninger i Torsbjerg Mose, og da Angelboerne gik i Gaasegang gennem Salen for at se den folkelige Konge spise! Konge og Folk var lige tilfredse. Det var gode Tider.
Gamle Lassen tror, at Angelboerne igen vil kunne blive tilfredse under dansk Styre, men de ophidses af Det tyske Udvalg. Paa Præst, Lærer og Amtsforstander har han intet at udsætte. Han har oplevet fem Krige, 48, 64, 68, 70, 1914. Og ser stærk nok ud til at kunne opleve den sjette. – Sønnen havde helst set, at vi havde faaet, hvad han kalder den etnografiske Grænse, Dannevirkelinjen, fastsat af Ententen uden Afstemning. Ententen holder nok Tyskland i Ave. –
Om vi kan vinde Angel tilbage nationalt? Foreløbig ikke. Vi er nødt til at lade de nuværende Embedsmænd blive siddende. Senere kan vi maaske lempe nogle danske Embedsmænd ind og faa Befolkningen vendt.
Den i Flensborg fraværende P. Lassen lover, har jeg læst, at Tyskerne skal have Lov til at forblive, hvad de er. Han tilføjer – i Skriftet ”Angriffe und Abwehr” -: ”Efter min Mening kan kun Tilknytning til det gamle Fædreland redde os fra den økonomiske Ruin, som uvægerlig vil komme.”
I Hjemmet i Strukstrup holdes de gamle danske Traditioner vedlige, fastholdes med jydsk Sejhed. Men uden om er det overmægtige tyske Folkehav, Naboen, der kommer ind med en Forespørgsel, taler Platysk, naar den gamle Lassen og hans Søn henvender sig til hinanden, bruger de ogsaa dette hjemlige Maal.
Jeg mindes, hvad en dansk Mand har sagt: Det er, som om denne ene Stemme i Angel yderligere fremhæver, hvor stærkt det Tyske er blevet hernede. Angel og Danmark stod hinanden fjernt i 1864, – og siden da har to Menneskealdres mægtige Udvikling yderligere lagt en Verden imellem dem.
Anders Lebeck: Gennem Angel til Dannevirke. Skildringer og Indtryk fra en Rejse i Maj 1919.