Fyens Stiftstidende skriver tirsdag den 15. april 1919 følgende:

Sønderjydernes tredje dag i Odense

I formiddag havde Albani Bryggeriet indbudt de sønderjyske gæster og modtagelsen var både hjertelig og smuk.

Klokken halvti i formiddags samledes byens sønderjyske gæster, måske en smule trætte efter den sene aften i aftes på Albani Bryggeri, hvis direktion rundhåndet havde indbudt samtlige ”odenseanske” Sønderjyder.

Mens man samledes, beså sønderjyderne med synlig interesse hele den store og blomstrende virksomhed, og (grundige som de er) lod de sig alt forklare uden at vige tilbage, selv for at gå i de mindste detailler.

Da alle var samlede, klokken var vel da bleven 10, blev et par mægtige porte slået op til et af bryggeriets store lokaler, og her stod, i tre lange rækker, nogle imponerende borde, smykket med en rigdom af flag og bugnende af det lækreste smørrebrød – og med rigelige mængder af bryggeriets gode øl til at fugte ganerne og få smørrebrødet til om muligt at glide endnu lettere.

Så lukkedes portene, direktør Arntz bød et kort og hjerteligt velkommen, og længe varede det ikke, før en af de allerede så populære og afholdte sønderjyder trådte frem for at takke, ikke alene for husrummet, men også for det hjerterum, sønderjyderne mødte overalt her i byen, Direktionen leve! (taktfast hurra).

Atter havde en sønderjyde ordet, dels for ligeledes at takke, dels for at tolke glæden over igen at være hjemme.

Aldrig havde man tænkt sig en lignende modtagelse som den her i Odense, hvor man havde mødt smil og sol og venlige ansigter overalt, hvor man var kommet frem.

Idet han atter betonede sønderjydernes dybe taknemmelighed over alt, sluttede han med et leve for Albani-Bryggeriet og for alle, der var knyttede hertil.

Inspektør Schiøtz udtalte, at det i år efter sagnet var 700 år siden, at gamle Dannebrog faldt ned fra himlen.

Vi danske har dog ikke altid haft respekt nok for flaget, men dette kan vi lære af sønderjyderne, og han ville (som et lille minde om dagen) beder hver sønderjyde medtage et af de flag, der stod på bordet.

Et leve gamle Dannebrog!

Atter havde en sønderjyde ordet, her for at bringe en smuk og oprigtig hyldest til de danske arbejdere. (De leve!)

Efterhånden som tiden gik, var der da også begyndt at tømme i smørrebrødsbjergene, adskillige flasker øl var gået med, og da ingen ønskede mere at spise (og der var såmænd reserver nok!), blev der budt velbekomme – og efter mange og velmente taksigelser for den vellykkede formiddag, spredtes sønderjyderne atter over byen, mætte, veltilfredse, og med silkeflag i lommen.

Også ved denne lejlighed forefaldt der smukke og gribende optrin, f.eks. en hustru, der var rejst herover for efter lange og trange års forløb på ny at træffe sin mand.

”Vil De se, hvad jeg har fundet?” sagde sønderjyden, med øjne, der strålede af glæde og stolthed, for så at dugges – og midt foran den store forsamling, glemmende taler og modtagelse, smørrebrød og det hele, kunne han blot gøre ét: give sin kone et kys!

Nå, i øvrigt synes sønderjyderne (heldigvis) at befinde sig særdeles vel herovre og at føle sig hjemme.

Mange venner har de fundet sig – og alles hjerter har de vundet ved deres hele beskedne, høflige, mandige og ærlige optræden.

Og var der end stillet store forventninger til deres komme – skuffet dem har de så sandelig ikke!

H.J.

Fyens Stiftstidende 15. april 1919. Tak til Odense Stadsarkiv for tilsendelse af kopier 🙂