Grev Holsteins Memorandum om Sydslesvig

Dr. J. Collin var anden Gang ankommet til Paris 13. Marts 1919. Grev Bent Holstein ankom sammesteds sidst i samme Måned, og de to Delegerede for Mellemslesvigsk Udvalg samarbejdede i den kommende Tid — Dr. Collin forlod Paris i Slutningen af April — paa Løsningen af de Opgaver, der var dem betroet.

I Slutningen af Marts havde Dr. Collin og Grev Holstein udarbejdet to Memoranda, der begge bærer Grev Holsteins Navn,  og af hvilke det ene, omhandlende Ejdersted-Halvøen, vil blive omtalt nedenfor. Det andet omhandler “den nuværende Stilling i Mellem- og Syd-Slesvig” (Memorandum sur la situation actuelle dans le Slesvig moyen el méridional).

Dette Memorandum, trykt paa Fransk i Paris, er udateret. I maskinskreven Form blev det indleveret til Fredskonf. 30. Marts 1919; det trykte Skrift afleveredes 10. April s. A.

Det trykte Skrift omfatter 39 Sider i Oktav, den egentlige Betænkning dog kun 8 Sider; Resten af Skriftet udgøres af 8 Bilag med Oversættelser af Grev Holstein’s Fuldmagt (fra Mellemslesvigsk Udvalg) og Udtalelser (dels i Oversættelse til Fransk, dels paa Tysk) af forskellige Personligheder i Mellem- og Sydslesvig. Bortset fra Red. E. Christiansens Betænkning, som gengives nedenfor, føjer disse Bilag dog intet væsentligt til Hovedteksten, og de er derfor ikke her medtagne.

Skriftet betegner sig som: “Fortsættelse af det af Jonas Collin til Fredskonferencen 20. Februar 1919 overrakte Memorandum om det slesvigske og særlig det mellemslesvigske Spørgsmaal”. Det har følgende Indhold:

“De Begivenheder, som har været foranledigede af Verdenskrigen, den tyske Revolution og Fredskonferencen, har udviklet sig med en saadan Hast, at det har været meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt for Mellemslesvigs Befolkning og navnlig for Bønderne at danne sig en Forestilling om deres nuværende og fremtidige Stilling. Soldaterraadenes Styre adskiller sig kun lidt fra den tidligere preussiske Regerings: Man hindrer stadig Sandheden i at komme frem, og Foredrag, Forsamlinger, Diskussioner m. v. bliver kun tilladt under “Autoriteternes” Kontrol og standses brat, hvis de ikke passer det nuværende Regimente.

Følgelig kan de Anskuelser, der gør sig gældende i Mellem- og Syd-Slesvig, kun vise sig underhaanden — enhver anden Ytringsform er umulig.

Ændringen i Sindelag og Fremtidsønskerne gør sig kun langsomt gældende i disse Egne. Men den er paa Vej, den udvikler sig mere og mere, hvad jeg personlig har kunnet fastslaa under de to Rejser, jeg har foretaget dernede i Februar og Marts Maaned. Jeg skal nu her fremlægge Resultatet af disse Rejser, og hvad jeg iøvrigt har kunnet bringe i Erfaring under mine Samtaler med indflydelsesrige Personligheder i Mellem- og Syd-Slesvig.

Den Egn, hvorom Talen er, er beliggende mellem de to Linjer, som er optrukne paa hoslagte Kort [kortet ses ikke]. Sproget er næsten udelukkende Tysk, men saavel i Sprog som i Dagliglivets forskellige Forhold finder man mange danske Elementer.

Tyskland militære og politiske Sammenbrud sidste Efteraar har foranlediget en Genopblussen af Slesvig-Holsteinismen. Et politisk Udvalg, hvis Opgave er at arbejde for Oprettelsen af en ny tysk Stat, Slesvig-Holsten, Kiel-Kanalens Vogter, er dannet i Rendsborg under Forsæde af denne Bys Borgmester. Dette Udvalg har udfoldet en betydelig politisk Propaganda og derved væsentlig bidraget til at afholde Mellem- og Syd-Slesvigs Beboere fra at gøre fælles Sag med Nordslesvigerne.

Imidlertid har en Petition, som er bleven tilstillet Præsident Wilson angaaende Dannelsen af et udelt og uafhængigt Slesvig-Holsten, for Slesvigs Vedkommende kun givet et middelmaadigt politisk Udbytte  for Ophavsmændene, idet den kun har fundet meget begrænset Tilslutning, selv fra de tysktalende Slesvigeres Side.

I Dag har den nye Slesvig-Holsteinisme ikke længere Fremgang i Sydslesvig; tværtimod er den godt i Færd med at tabe sine Tilhængere. Dens Nederlag er uafvendeligt, med mindre den bliver støttet af Vestmagterne og af de Forholdsregler, disse maatte træffe for at sikre Kiel-Kanalens Internationalisering.

Under de nuværende Forhold i Tyskland føler Sydslesvigerne sig først og fremmest som Slesvigere. De tysktalende slesvigske Bønder finder den Uretfærdighed og det Tyranni, som Tysklands nuværende socialistiske Regering udøver, lige saa afskyværdigt, som det preussiske Embedsmandsregimente var det for Nordslesvigs danske Bønder. Deres Sympatier har været tyske og holstenske, men aldrig preussiske; deres Lokalpatriotisme er meget udpræget. De er nu naaet til Erkendelse af, at de 50 Aar under det preussiske Aag sluttelig kun har bragt dem Skuffelser, Savn og Lidelser. De indser, at Nordslesvigerne nu vil forene sig med et Land, i hvilket Fred, demokratiskliberal Orden og gode økonomiske Kaar hersker. De indser, at økonomiske, sociale og etnografiske Forhold knytter dem til Nordslesvigerne. Det staar dem klart, at Slesvig er en organisk Enhed, og de foretrækker, at størstedelen af Slesvig genforenes med Danmark, fremfor en geografisk Deling af Hertugdømmet, som vilde medføre en økonomisk Lemlæstelse.

Denne Slesvigernes nye Indstilling fremskyndes af Bekymringerne for de knugende  Krigsomkostninger, som de, der forbliver tyske, vil have at betale, saavel som af en voksende Følelse af Ubehag ved i Fremtiden at tilhøre en Nation, der mere eller mindre er sat udenfor de civiliserede Folks Samfund.

Hvad angaar Amterne Eidersted og Husum, Byen Husum medindbefattet, findes her ingen fjendtlige Følelser mod Danmark.

Grev Holstein nævner en Række Personligheder, paa hvis Udtalelser han støtter den Opfattelse, han nys har gjort gældende, og fortsætter:

Hvad Eidersted Amt angaar, bør jeg her tilføje, at en Tredjedel af Jorden tilhører Nordslesvigere, og at en betydelig Del af Resten er udlejet til Slesvigere fra forskellige Egne til Opfedning af deres Kvæg.

Hvad Angel angaar, er Indbyggerne her mere forbeholdne og nøler med at tage Stilling for Danmark; medens Indbyggerne i Amterne Eidersted og Husum gruppevis har undertegnet Petitioner [om Tilslutning til Danmark], foretrækker Angelboerne at underskrive enkeltvis, for at deres Nabo ikke skal faa det at vide. Imidlertid er der dog i Løbet af de to Uger før min Afrejse fra København indsamlet et vist Antal Underskrifter i Angel, og saaledes øges ogsaa her Bevægelsen for Genforening med  Danmark.

Byen Slesvig, hvis Indbyggere for en stor Del er af dansk Oprindelse, vedbliver ikke desto mindre at være temmelig tysksindet, hvad der navnlig skyldes Byens isolerede Stilling og den tidligere preussiske Garnison, som har præget den, medens Husum har været fri for Garnisoner og som Landsdelens største Kvægmarked vedblivende har været i Handelsforbindelse med Nordslesvig.

Ogsaa i denne Forbindelse nævner Grev Holstein derefter flere Personligheder, til hvis Udtalelser han støtter sig.

Hvad Flensborg angaar, øges ogsaa for dens Vedkommende den danskvenlige Stemning. Flere kyndige Personligheder i denne By mener, at under de nuværende Omstændigheder kan det ikke betragtes som udelukket, at Danmark vil kunne opnaa Flertal.

I Almindelighed kan man sige, at den Fjendtlighed mod Danmark, som findes i Slesvig, er paa Vej til at omdannes til en velvillig Holdning, som Tilfældet har været for X …

Af Interesse er det at kunne fastslaa, at de Anskuelser, som næres af “Mellemslesvigsk Udvalg”, deles af alle indflydelsesrige Sydslesvigere. I denne Forbindelse tillader jeg mig at henvise til medfølgende Memorandum fra Flensborg Avis’ Redaktør, Hr. E. Christiansen.

Saavel de tysktalende Slesvigere som indflydelsesrige danske Slesvigere anbefaler til Sikring af det gunstigst mulige Udfald af en Folkeafstemning i Sydslesvig følgende Foranstaltninger:

1) Hurtigst mulig Udvisning af de preussiske Embedsmænd.
2) Udvisning af de tyske Soldater.
3) Udvisning af de russiske bolchevikiske Agenter og de tyske Spartakister, af hvilke der findes en Del i Byerne (Flensborg, Aabenraa og Slesvig).
4) Ordre til den tyske Regering om øjeblikkelig at ophøre med Udskrivningerne af Landbrugsprodukter i Slesvig.
5) Tilladelse for Danmark til at sende Levnedsmidler til Sydslesvig mod Sikkerhed for, at intet bliver genudført til Tyskland. (Som Følge af Udskrivningerne af Kvæg er Bestanden bleven formindsket med Halvdelen. Desuden har Bønderne næsten ingen Korn eller Kartofler til Udsæd nu til Foraaret. Danmark vilde uden Tvivl være i Stand til at forsyne Egnene med det nødvendige.)
6) Afsendelse af en sydslesvigsk Delegation til Paris.
7) Godkendelse af det af Sydslesvig selv i Overensstemmelse med “Mellemslesvigsk Udvalg” stillede Forslag om, at Folkeafstemningen skal finde Sted paa følgende Maade:
A. Hele Slesvig eller i det mindste Landet indtil Linjen Dannevirke-Tønning tilbagegives Danmark.
B. Efter en vis Frist skal Befolkningen i den sydlige Del have Adgang til at stemme for en Genforening med Tyskland — altsaa saa at sige: “en omvendt Paragraf Fem”.
Kiel-Kanalen
Sluttelig vil jeg fremsætte nogle Ord om Sydslesvigernes Opfattelse af Spørgsmaalet om Kiel-Kanalen.
I denne Henseende er vi aldeles enige med de nationale og Entente-venlige Kredse i Danmark, og deres Mening er følgende:
For at sikre en varig Fred, for at hindre det slesvig-holstenske Spørgsmaals Genopstandelse, for at  opnaa Fred og Ro for den slesvigske Befolkning er det nødvendigt at skille Danmark (henholdsvis Slesvig) fra Tyskland ved Hjælp af en international Zone paa begge Sider Kiel-Kanalen.

Naar denne Zone er oprettet, vil ingen Slesviger være i Tvivl om, at Landet bør tilhøre Danmark, og ingen vil agitere for Genforening med Tyskland. Det er min Overbevisning, at kun et ganske lille Mindretal vil ønske en saadan Genforening med Tyskland, men det vil kunne udnyttes af dygtige tyske Agitatorer.

Varig Ro og Fred i disse Egne er nødvendig ikke blot for Danmark, men for hele Europa, i hvis Historie det slesvigske Spørgsmaal har foranlediget saa megen Uro.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Danmarks fremtidige Grænse mod Syd er det min — og jeg tør sige de allerfleste danske Flensborgeres og Mellemslesvigeres — Overbevisning, at en Linje Slien— Dannevirke— Frederiksstad vil være en for vort Folk fuldt retfærdig Grænse.

Paa Linjen Slien— Dannevirke svarer den til, hvad der er dansk Folkegrund.

Ejdersted er saavel som Vestkysten beboet af Frisere. Dets Marskjorder kan daarligt undværes for den nordslesvigske Kvægavl. Meget af dets Jord er paa nordslesvigske Hænder, og vide Krese af  Befolkningen i Ejdersted vil næppe have noget imod at komme tilbage til Danmark. Jeg mener, at Danmark kan magte denne Grænse, naar det indfører et fornuftigt Styre, idet de nuværende gode økonomiske Vilkaar vil lette den for en stor Del fortyskede Befolkning i Mellem- og Sydslesvig Tilslutningen til Danmark.

Da de nye Grænser imidlertid skal drages paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelses-Ret, og dette, især for et lille Land, giver den bedste Betryggelse for Fremtiden, og da ved Valget i 1867, det første Valg, efter at Løftet i Pragfreden var givet, Grænsen for dansk Flertal gik sønden om Flensborg og over til Tønder, mener jeg, at der bør holdes paa, at saafremt Danmark faar Tilbud om at faa hele vor fraskilte Landsdel tilbage, bør det tage imod dette Tilbud, og derefter, naar den tysktalende Befolkning i Sydslesvig og Mellemslesvig tilkendegiver Ønske herom, inden for en nærmere fastsat Frist give denne Befolkning Lejlighed til ved en distriktsvis Afstemning sydfra at stemme sig bort fra Danmark til Tyskland, hvor Flertallet af de stemmeberettigede stemmer derfor, selvfølgelig dog saaledes, at der tages rimelige geografiske Hensyn.

Denne Afstemningsmulighed bør dog ikke tilstedes længere nordpaa end til den Linje, der af den nordslesvigske Vælgerforening er draget som Grænse for et samlet nordslesvigsk Afstemnings-Omraade (Krusaa-Dalen – Vesterhavet Syd for Vidaaens Udløb), for at Nordslesvig med sit utvivlsomt danske Flertal straks kan føle fuld Tryghed.

Den Frist, indenfor hvilken en Afstemning sydfra maa berammes, bør fastsættes under Hensyn til, at den mellemliggende Uvisheds-Tilstand vil medføre adskillige Ulemper, især ogsaa for Flensborg By. Desuden maa Afstemnings-Vilkaarene være fuldt betryggende og i alt Fald ikke daarligere for den trofaste danske Befolkning, end der kan være Tale om nu at faa paa Grundlag af den nordslesvigske Vælgerforenings Resolutioner.

For Flensborgs Forbliven ved Danmark maa det være tilstrækkeligt, Naar ikke et overvældende Flertal af de stemmeberettigede udtaler sig for at komme bort fra Danmark.

Paa denne Maade opnaas, at ikke den danske Befolkning behøver at stemme sig tilbage til sit gamle Fædreland. Genforeningen sker som en Selvfølge, og derefter har den fortyskede Befolkning Lejlighed til at stemme sig bort.

Dette synes at være den mest tiltalende og værdige Løsning.”

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.