Søren Larsen-Kjær fra Skodborg tilhørte 3. Landstormsbatl. Ved årsskiftet 1918/1919 var hans enhed på vej hjem fra Ukraine. Den 3. januar 1919 forlod hans tog banegården i Kiev på en farefuld færd mod vest.
Om Morgenen gik Toget efter Padborg. Da vi kom der, blev vi noget skuffet, for vi havde ventet der at se danske Soldater. Allerede nede i Ukraine havde vi talt om den ny Grænse, og vi var enige om, at den skulde gaa fra Flensborg Fjord i en Linje Syd om Tønder; men vi havde tillige ventet, at den Del af Sønderjylland, der laa Nord for denne Grænse, øjeblikkelig ved Vaabenstilstanden var bleven besat af Danmark.
Mon da ikke H. P. Hanssen var i København, og var han ikke det, havde vi Lyst til at rejse om til ham i Aabenraa og faa ham sendt derover.
Men vore civile medrejsende fortalte os, at det gik slet ikke saa let at blive enige om den ny Grænse. I dansk Politik var det jo saaledes, at den ene ikke kunde taale den anden, saa hvad den ene vilde, vilde den anden ikke.
I Tinglev tog to af vore Kammerater Afsked med os, og nu blev der taget Afsked paa hver Station; navnlig i Voyens var der mange, som skulde ud.
Alle Steder lød Raabene: „Farvel Kammerat, Tak for godt Kammeratskab, lev nu vel, Farvel, Farvel og hils hjemme!”—Og paa Stationerne var Kvinder og Børn mødt for at byde Velkommen til den kære Mand og Fader; der var Smil og Graad, og vi var bevægede i Glæde over at komme hjem til vore kære.
Saa var det ogsaa dejligt at høre vort yndige Modersmaal, naar det som nu lød fra danske Kvinders Mund.
Vi var tre, som skulde længst mod Nord, nemlig til Skodborg. I Sommersted steg vi over i Amtsbanen, og Kl. 9½ kunde vi være hjemme.
Nu traf vi næsten ene kendte Mennesker; alle spurgte de ud om den farefulde Rejse fra Ukraine. De havde været ængstelige for os; vi maatte fortælle saa længe, at Munden blev helt træt.
Nu bremser Toget, og vi er hjemme. Min kære Hustru og mine kære Børn var paa Stationen for at tage imod mig. Hvor var det dog et skønt Møde! Bag ved laa 4½ Aar i Krig, og nu var man hjemme!
I Tankerne havde vi forestillet vor Hjemkomst med Guirlander, Æresporte og Fester; ikke fordi vi havde kæmpet for Tyskerne, men fordi vi havde gaaet Pligtens Vej. Der var ingen anden Vej til vor Befrielse, vi havde derfor kæmpet for Danmarks Sag. Maaske havde Menneskene tænkt en anden Vej, og derfor havde vi drømt om Fester og lignende; men Gud vilde det anderledes, og hans Vilje var den rette.
Nu vendte vi altsaa hjem, tavse, blege og afhjaskede; men glade var man i Hjertet over at være omgivet af Hustru og Børn.