Johan Thaysen, født i Tråsbøl i Felsted sogn i 1892 og fra 1913 soldat i 5. kompagni ved det 163. infanteriregiment. I 1915 blev han såret i slaget ved Soissons. Det skrev han hjem om i breve til sin mor i Tråsbøl i tre breve, dateret 25. og 28. januar og 1. februar.
Schlüchtern i Hessen, 25. jan. 1915
Kære mor!
Ja, i dag er jeg så kommen på sygehuset i S., og det ser ud til, at man kan få det rigtig godt her. Jeg ligger i en meget fin stue, vi ligger 10 mand der, og vi har fine bløde senge, så man er nu som genfødt. Så godt har jeg ikke sovet, siden jeg sidste sommer var hjemme på orlov.
Den 11. nåede vi ud i nærheden af valpladsen. Vi lå dagen over i en sandstenshule. Der lå vor og et par andre slesvigske bataljoner. Om aftenen kl. 11 skulle vi af sted ud til fronten. Vi fik stormoppakning på. Imidlertid skød både vort og franskmændenes artilleri, så vi måtte vente flere timer, inden vi kunne komme hen til fronten. Der var 2 skyttegrave med 100 meters mellemrum. Midt mellem dem gravede vort kompagni en ny grav, hvor vi lå roligt til om eftermiddagen. På slaget 12 blev der givet signal, og alle vore tropper sprang ud af graven og stormede frem. Men sikken ild vi kom i, både fra infanteri og artilleri. Det var rædselsfuldt, og da vort kompagni var i anden linje fik det naturligvis den værste granat- og shrapnelild.
Jeg nåede lykkelig hen i den forreste grav, pustede lidt, og så gik det videre. Men da jeg var kommen ca. 100 meter længere frem, blev jeg ramt af en kugle, der først gik gennem højre lår og derefter ind i venstre lår og igennem dette. Heldigvis er det kun et kødsår. Jeg faldt, sprang op igen og løb lidt længere frem, hvor der var dækning i et granathul.
Schlüchtern i Hessen, 28. jan. 1915
Kære mor!
Jeg vil i dag fortsætte mit brev fra den 25. januar: I granathullet, hvor jeg havde søgt dækning, blev jeg liggende 5 – 10 minutter, og i den tid så jeg alt, hvad der gik for sig omkring mig. Alt, er dog for meget sagt, jeg kunne naturligvis ikke se alting, men hvad jeg så, var tilstrækkeligt til at få et indtryk af, hvor grufuldt et sådant stormangreb er. Fjendens geværkugler, shrapnels og granater eksploderer uafladeligt over hovedet på de stormende, 10 – 20 projektiler på en gang, og det blev ved uafbrudt hele eftermiddagen. Der faldt mange og mange blev såret. Mod et stormangreb nu til dags med alle de moderne våben er stormen på Dybbøl i 64 for intet at regne.
Det tyske artilleri beskød naturligvis også de franske stillinger, så graven var helt sønderskudt. Alligevel blev franskmændene ved med at skyde, så længe de nogenlunde kunne. De blev ved med at skyde, til vore tropper stod lige foran dem. De gav sig da endnu ikke, og det gik løs med bajonetten. Graven var helt fuld af døde, forsvarere og modstandere. Blodet flød i graven.
Da jeg havde ligget 5 – 10 minutter i granathullet blev stillingen for kritisk for mig, og jeg kravlede tilbage til graven. Her fik jeg det ene af mine sår forbundet. Jeg anede ikke, at der var fire.
Schlüchtern, den 1. februar 1915
Kære mor!
Tak for dit brev, som jeg nu lige har modtaget. Det var en glæde endelig at høre et par ord hjemmefra. Jeg ser, at du har været meget urolig; Ja fare har der også været på færde, men jeg er sluppen godt fra det. Kan man forlange det bedre, nu da der er sne frost og kulde, end en god varm seng og god mad, i stedet for at ligge i skyttegravene. Her har jeg det rigtig godt.
Sidste gang sluttede jeg med, at jeg var kommen tilbage til skyttegraven og var bleven forbunden. Derpå bragte vore sanitetssoldater mig hen til en hytte, hvor der allerede lå 4 fra vort kompagni. De lovede at hente os om aftenen. Men da de først var borte, lod de sig ikke se mere, og vi lå der i hytten i over 2 dage og manglede mad og drikke.
Endelig kom sanitetssoldaterne fra et andet regiment og bar os bort. De bragte os hen til en kalkstenshule, hvor vi blev forbundne og fik mad og drikke. Der lå vi til næste dags eftermiddag. Da kom sanitetskompagniet og kørte os hen til den store troppeforbindingsplads. Der blev jeg straks forbundet og straks i automobil sendt videre til Chauny. Da jeg på ny blev forbundet der, sortnende det alligevel for øjnene af mig, så jeg havde ondt ved at holde mig fast. Feldwebelen, som forbandt mig, holdt stadig øje med mig. Jeg tænkte, at han ville hjælpe mig, hvis jeg skulle falde, men det viste sig at det var noget helt andet han tænkte på.
Jeg savner min pung. Lommen er borte, og da jeg ingen penge har, og vi her kun får 10 Penning om dagen, som først udbetales, når vi rejser herfra, beder jeg dig om at sende mig 5 Mark. Det er længe siden, jeg har været i pengeforlegenhed.
Mange hilsner og tak til jer alle.
Din søn
Johan
