4. december 1918. Tilbagetoget: “Og ikke aner man, hvorledes det staar til med ens kære og i ens Hjemstavn”

Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.

AF DET SIDSTE BREV.

Zündorf, 4. December.
I de sidste Uger er jeg vænnet af med at skrive. Jeg betragter det ogsaa som temmelig haabløst; men for det Tilfældes Skyld, at disse Ord naar frem inden jeg selv, vil jeg alligevel sende en Hilsen.

Jeg sidder i en Arbejder-Køkken-Dagligstue lige ved Rhinens østlige Bred syd for Køln. Manden, for nylig vendt hjem fra Militæret, er i Færd med at sætte sin Cykle i brugbar Stand igen. Huset er fuldt af Børn, fra 15 til 4 Aar, alle renlige og godt satte til.

Herfra skal der endnu vanke tre Dages Marche til Gummersbach, hvor Gruppens Maal vel er naaet.

Vort Kompagni, som har Hjemsted i Breslau, siges først at skulle hjemsendes derfra. Man holder os hen med, at vi snart skal “verladen werden” i et Jernbanetog. Vi har gjort Vrøvl paa Soldaterraadets Vegne og krævet at blive hjemsendte straks fra Marchegruppens Maal.

Hvorom alting er, jeg kan endnu slet ikke rigtig tro paa den Lykke at slippe helt fri; men alligevel kan en Uge gøre meget ved det.

Og ikke aner man, hvorledes det staar til med ens kære og i ens Hjemstavn. I en Avis har jeg her set et Rygte om, at Arbejder- og Soldaterraadene allerede har afstaaet det nordligste Nordslesvig.
Naa, det er vel Vrøvl! —

Foden har gjort ondt efter lange Marcher; men ellers har jeg det godt, og det kunde jo ikke nytte at blive liggende og lade sig internere. Jeg længes dog efter at slippe bort og faa mig badet og faa andet Tøj paa og blive Menneske igen.

Mit faste Haab er, at intet ondt vederfares mine kære, mens jeg i Ugevis er afskaaret fra al Forbindelse med dem.

(Dagbog.)

SOLDATERRAADET PAA FÆRDE.
4. December.
Hviledag, Morgentaage, Aftenregn, ind imellem lidt blegt Solskin. I Formiddags drog Soldaterraadets Medlemmer for at slaa en tiltagende Knurren i Geledderne ned til den Gaard, hvor Kompagniets Køkken var anbragt. Vi reviderede alle Vogne.
Hver Kasse og hver Sæk, ogsaa Officerernes Ejendele, toges ned, blev undersøgt og læsset paa igen.

Trænkuskenes store Bagage blev ligeledes efterset. De havde “reddet” ikke saa lidt. Vi fandt desuden en Del Sukker og aftalte dets Fordeling, men opdagede ellers ikke de skjulte Skatte af Madvarer, som der var fortalt om.

Under sidste Del af Eftersynet kom Kompagniføreren helt forfjamsket til Stede. Der havde samlet sig en Mængde Tilskuere.
Herskabelig Middagsmad, tyk Ris fra Kompagniet og Suppe fra Værtinden. Skrevet Brev og gaaet en Tur langs Rhinen.

Slæbetog arbejder sig op ad Floden, og Rhindampere sejler ned ad den til Køln.

Der er ensomt herude paa Vejen mellem grønne Enge og Piletræer. I Mørkningen paa Tilbagevejen træffer jeg Kompagniføreren, der klager sin Nød til mig.

Alle Fremtidsudsigter spolerede og en Oprørsaand i Kompagniet, der kunde blive farlig. Jeg raadede til hurtig Hjemsendelse. Det havde han ikke Lov til, hævdede han.

Aftensmad hos Familien. Mens det elektriske Lys strejker, passiarer vi i nødtørftig Belysning.

Børnene er flinke og artige, godt satte til af den pæne, lidt tidlig ældede Husmoder; men den fireaarige Simon er en lille Bajads.

Slutter igen Dagen ved en Tællepraas, men sover daarligt.
Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *