Af Füsilierregiment 86’s historie:
Det andet krigsår begyndte ikke særligt lovende. Den nye stilling (ved Moulin-sous-Touvent, RR) adskilte sig i sin beliggenhed ikke meget fra den, som regimentet havde holdt før afmarchen fra Dreslincourt og den 8. oktober havde forladt. Den højre fløj lå foran den tidligere nævnte Quennevières-Ferme, som franskmændene ved et kup i mellemtiden havde erobret, og strakte sig nordfra mod syd indtil højderne umiddelbart sydvest for landsbyen Moulin sous Touvent. Dér begyndte 85ernes stilling, som bøjede i sydøstlig retning ind mod Autrêches. 3-400 m bag den forreste skyttegrav og parallel med den løb landevejen Nampcel-Attichy, ca. 1 km bagved igen ligeledes fra nord til syd strakte sig slugten ved Moulin, af os slesvigere kaldet dal.
Stillingen var den mest trøstesløse, som regimentet oplevede indtil vinteren 1916/17. På en fladbølget, udstrakt højslette, hvis tomhed kun blev afbrudt af de forskellig gårdes trægrupper, trak den sig afsted. Kønne er i den egn kun de indskårne dale. Nogle forfaldne og utætte, allerhøjst splintsikre dækningsrum gav ingen nævneværdig beskyttelse. Dertil havde det i begyndelsen af året regnet i stride strømme. Ingen vandafledning, og i bunden af graven ingen rist, derfor løb skyttegrave og dækningsrum fulde af vand. Vand eller mudder stod knæhøjt. Væggene styrtede sammen og forvandlede mudderet til sejt ler. Dette sugede fødderne fast til bunden, trak støvlerne af og gjorde trafik i gravene næsten umulig. Allerede ved afløsningen opstod der timelange køer, fordi mange sad fast i leret og måtte trækkes fri ved adskillige kammeraters hjælp.
Også med forsvaret så det ringe ud. Ingen brugbar trådspærring, kun lidt snubletråd, skytternes standpladser var ikke afstivet bagtil og rutsjede ned. Ingen indretning, så ammunitionen kunne ligge tørt. Kampen mod væden var i det hele taget det værste ved denne stilling. Tornystrene blev mudret til i jordhuller og dækningsrum, geværerne blev mudret til og var ikke til at få op, ikke et eneste tørt sted, hvor man kunne rense dem. Ammunitionen blev mudret til og kunne ikke gå i geværet mere. Knap bajonetten, det sidste håb, kunne opplantes. Med alvorlig bekymring måtte regimentet imødese et fransk angreb. Alene at besætte stillingen varede i leret så lang tid, at fjenden kunne have været fremme tre gange. Hvor længe ville det mon vare, før reserven kunne være fremme? Løbegravene var så tilmudrede, at man til en strækning, der normalt let kunne tilbagelægges på 10 minutter, nu brugte en time. Ved længere ture trak man gerne støvlerne af, så man ikke risikerede at miste dem. Alligevel måtte man med hænderne stemme sig afsted. Ikke så mærkeligt, at hår og skæg efter kort tid stivnede af ler, at kappen fra øverst til nederst var overtrukket med et fingertykt lerlag og vejede ti gange sin naturlige vægt.
