H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 28. Oktober 1918.
I Formiddags aflagde jeg et Besøg hos Loretz, som vedvarende mener, at Wilsons Betingelser vil blive meget haarde.
I Gaar havde han forgæves søgt efter mig i Rigsdagen. Med Erzberger havde han ikke talt i de sidste 8 Dage, thi han var overordentlig stærkt optaget og desuden dybt nedbøjet over Tabet af sin Søn.
Loretz troede ikke, at Krigen vilde kunne afsluttes saa hurtigt, som man mener her i Berlin. Nye Kampe indenfor det tidligere østerrigske Monarki er langt fra udelukkede.
Det vil efter hans Mening vare længe, inden Verden atter falder til Ro.
Fra Loretz gik jeg til Eduard Bernstein, som jeg traf hjemme. Han fortalte mig, at alt sidste Lørdag havde staaet paa Vippen. Ludendorff og Hindenburg var, uden i Forvejen at underrette Rigskansleren, pludselig ankommen til Berlin, hvor de straks havde sat sig i Forbindelse med Kejseren. De havde hævdet, at den militære Situation nu var betydelig bedre, og erklæret, at Hæren og Flaaden vilde rejse sig imod enhver Tanke om Kapitulation. Ængstelige for den demokratiske Udvikling, som end ikke veg tilbage for den kejserlige Kommandomagt, var deres egentlige Ærinde at faa den demokratiske Regering afløst af et Militærdiktatur.
Kejseren havde svajet frem og tilbage, men turde dog ikke vove Springet og Regeringen havde vist større Myndighed og Handlekraft, end man havde ventet: Inden Aften var Ludendorff afskediget, og Regeringen har vedtaget, at han skal arresteres, hvis han forsøger at samle Militærpartiet til Kamp.
Bernstein havde i Dagens Løb haft Besøg af en Regeringspræsident og af en Kaptajn i den store Generalstab. De kom begge et Tidens Tegn — for at drøfte Situationen med ham. Ledebours sidste Tale imod Polakkerne med hans kraftige nationale Bekendelse som Tysker, havde vakt megen Opmærksomhed i disse Kredse. De søgte nu at knytte Forbindelser med de uafhængige Socialdemokrater.
Officeren var forberedt paa meget haarde Fredsbetingelser.
Under Vaabenstilstanden vilde de Allierede efter hans Mening ikke blot besætte Metz og Strassborg, men tillige Køln og Mainz Han regnede endvidere med, at de vilde forlange Undervandsbaadene udleveret og 100 Milliarder Mark i Krigsskadeserstatning.
Under denne Samtale blev Bernstein kaldt til Telefonen. Der var en, der meddelte ham, at Dr. Liebknecht udfoldede en meget kras og yderliggaaende Agitation, og udtalte Bekymring for, at Bolshevismen kunde bryde ind i Tyskland.
Bernstein refererede mig Samtalen og udbrød: „Det gaar hverken Kautsky eller jeg med til, det er vi for længst enige om.”
I Samtalens videre Løb meddelte han mig, at det Firma, der havde betalt General Keim fast Honorar for hans Agitation, var Krupp. Sagen var sikker nok. De skriftlige Beviser derfor var i hans Varetægt.
„Det tyske Folk”, sagde Bernstein, „er nu at ligne ved den gamle General i Maupassants bekendte Fortælling: Da han ikke kunde taale Modgang, fyldte hans Datterdatter ham hver Dag under Krigen i 1870-71 med Sejrsefterretninger. I hans Forestillinger rykkede Franskmændene længere og længere frem imod Berlin, indtil saa en Dag Tyskerne stod i Paris, og den preussiske Militærmusik lød igennem Gaderne. Da gik Sandheden pludselig op for ham, og han ramtes af et Slagtilfælde.
Saaledes staar det tyske Folk nu.”
Efter Besøget hos Bernstein traf jeg i Rigsdagen Korfanty, som meddelte mig, at Polakkerne af Hensyn til den foreliggende farefulde Situation, der naar som helst kunde udmunde i et Militærdiktatur, vilde standse deres Aktion og foreløbig indtage en afventende Holdning.