H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 8. Oktober 1918.
I Rigsdagen traf jeg i Formiddags Korfanty. Mens vi drøftede Situationen, kom Haase og slog sig ned hos os.
„Generalerne har,” fortalte han, „med Støtte af altyske og konservative Kredse rejst en Modaktion mod Vaabenstilstanden.
Hvis Vaabenstilstandsbetingelserne ikke tilfredsstiller dem, vil de sætte alt ind paa at faa Kampen fortsat.
Jeg: „Hvilke Vaabenstilstandsbetingelser mener De at der vil blive stillet?”
Haase: „For det første Rømningen af de besatte Omraader.
Dette Krav er man allerede forberedt paa. Det vil ikke være en Hindring for Vaabenstilstandens Afslutning. Ludendorff er nu klappet fuldstændig sammen. I Marts overbeviste han Kejseren, Regeringen, Præsident Fehrenbach og de fleste
parlamentariske Førere om, at Sejren var vis. Paris og Kanalhavnene, hævdede han, vilde falde for det første Stød.
Men saa kom Skuffelserne Slag i Slag. Den store Offensiv gik i Staa, Tilbagetoget maatte tiltrædes. Endnu stolede han paa, at Hindenburglinjen var uindtagelig, men den er nu gennembrudt paa flere Steder, og vil ikke kunne holdes ret længe.
I flere Uger har han holdt Regeringen uvidende om, hvor kritisk Stillingen i Virkeligheden var. Pludselig forandrede han saa Taktik.
Den 1. Oktober meddelte han Regeringen, at der maatte afsluttes Vaabenstilstand inden 24 Timer og Fred hurtigst muligt. Afgørelsen var falden, selv om Kampen kunde fortsættes 2-3 Maaneder. Men da Kampens Fortsættelse vilde kræve Ofre, som maa tælles efter Hundredetusinder vilde den være en Forbrydelse.
Hertling og Payer var da denne Depeche indløb, endnu af den Mening, at alt stod godt ved Fronten!
Hvad der i den sidste Tid har paavirket Hærledelsen saa stærkt er det frygtelige Tab, som vi har haft af Officerer, én enkelt Division har endog under de sidste haarde Kampe mistet alle sine Officerer.
Soldaterne gaar nu kun frem, naar Officererne er i Spidsen, dette forklarer de frygtelige Tab.
Skal Kampen fortsættes, vil Hæren gaa ud af den uden aktive Officerer.
„I det fortrolige Møde,” fortalte han videre, „hvor Regeringen meddelte os Partiførere Hærledelsens sidste Depeche og erklærede, at der nu ikke var andet at gøre end at søge Fred paa Grundlag af Wilsons 14 Punkter, udbrød Grev Westarp:
„Men det er dog forfærdeligt, det betyder jo, at vi maa give Afkald paa Posen!” — „Hr. Greve,” svarede Vicekansler v. Payer, „vi vil blive nødt til at bringe langt større Ofre!””
„En Rømning af de besatte Omraader,” fortsatte Haase, „vil sikkert blive forlangt, men jeg gentager, at det næppe vil volde Vanskeligheder, thi det er man forberedt paa. Der er endog høje Militære, der betragter Rømningen som fordelagtig, fordi Fronten dermed kan forkortes saa meget, at Hæren atter faar Reserver. Men der vil selvfølgelig blive stillet langt videregaaende Krav.’
Haase regner med, at Wilsons Svar først vil kunne foreligge i næste Uge. Korfanty fortalte, at der var udbrudt Panik blandt Tyskerne i Posen. De søgte allerede at afhænde deres Ejendomme.
I Eftermiddags opsøgte jeg Loretz paa hans Kontor for at udveksle Meninger med ham om Situationen. Han var allerede gaaet hjem, men en Kontordame bragte mig straks i Forbindelse med ham. Han foreslog, at vi skulde mødes paa mit Hotel, hvor vi kunde tale uforstyrret, og en halv Time efter mødtes vi paa mit Værelse.
„Ja, nu bliver vi franske og De danske,” indledede han Samtalen.
„Ja, det elsass-lothringske Spørgsmaal kan allerede betragtes som afgjort,” svarede jeg. „Det er endnu ikke Tilfældet med det nordslesvigske, men jeg haaber bestemt, at det ogsaa vil blive løst ved Fredsslutningen. —
Hvilke Betingelser mener De, at de Allierede vil stille Tyskland?”
„De vil blive haarde,” svarede han. „Wilson vil svare, at Vaabenstilstandsbetingelserne maa aftales med Ententens Overfeltherrer Foch, Haig og Pershing. Dernæst vil han kræve
1) Besættelse af Metz og Strassborg,
2) Rømning af Frankrig og Belgien,
3) Demobilisering af Flæren, saa der kun staar 4-5 Divisioner bag Rhinen,
4) Demobilisering af Flaaden, som stilles under de Allieredes Kontrol.
Der er megen Bitterhed, megen Hævnfølelse og meget Had i de Allieredes Rækker som Følge af det tyske Militærs Brutalitet. Det maa og vil der endvidere blive taget Hensyn til naar Vaabenstilstandsbetingelserne formuleres.
Jeg er forbavset,” fortsatte Loretz, „over den Maade, hvorpaa det tyske Folk tager imod dette forfærdelige Slag som tilmed træffer det uforberedt. I Rigsdagen var alt forleden Resignation, der var ingen Lidenskab at spore. Fædrelandets Ulykke berørte tilsyneladende ikke Folkets Repræsentanter.
Det tyske Folk opgiver af forstandsmæssige Grunde Kampen, skønt Fjenden endnu ikke har overskredet Grænsen, og det endnu har megen Kampkraft tilbage. Det opfører sig næsten som en Forbryder, der er brudt ind f Naboens Hus og ikke tænker paa at forsvare sig, naar han gribes paa fersk Gerning.
Og så Gadebilledet! Jeg spadserede i Søndags rundt i Gaderne. Folk var nærmest glade og veltilfredse. De spøgte og lo og gjorde Indtryk af at være bedre tilpas end de har været i lange Tider!”
“Mit Indtryk er det samme”, sagde jeg. „Her i Hotellet har jg sonderet Terrænet hos det talrige Personale. De er alle lige fra Forretningsføreren og ned til Pagerne og Stuepigerne glade over, at Freden er i Sigte. De frygter kun for, at Fredslutningen endnu kan glippe i sidste Øjeblik.”
“I Frankrig”, fortsatte Loretz, er Chaivinismen i Øjeblikket Triumf. Tyskland har endnu ikke følt Krigens hele Grusomhed. Der er her megen Overmod tilbage, og det maa knækkes. Tyskerne er endnu ikke omvendt, de må gå i sig selv og erkende, at det ikke er nok at tage en ny Overfrakke på, men at de maa skifte Dragt fra inderst til yderst. Hvad der nu har Overtaget her i Berlin er nærmest en snusfornuftig Betragtning, der sætter sig som Maal at komme ud af Krigen med de mindst mulige Tab.
Vi talte videre om Stillingen. Derpå sagde han: “Erzberger meddelte mig i Gaar, at der alligevel ikke vil blive oprettet et Propaganda- og Presseministerium. Det har særligt fra Militærets Side været megen Modstand at overvinde, men nu er den brudt.
“Krigen er endnu ikke endt”, vedblev han, “det vil ikke gaa saa glat indadtil, som man i Øjeblikket tror, men opstaa mange Rivninger. Kommer de Feltgraa først hjem og ser Elendigheden herhjemme, viI bolshevikiske Strømninger slaa ind over Landet. Jeg tror dog ikke, at de vi, vinde Herredømmet i Tyskland. Dertil er Arbejderorganisationerne for faste, og Arbejdermasserne for veldiciplinerede.”
Vi aftalte et nyt Møde og vil vedvarende gensidig holde hinanden underrettede om Forholdenes videre Udvikling.
Hjemmefra fik jeg i Dag et ret omfattende Materiale til Brug ved det planlagte Oplysningsarbejde.