Senest ændret den 17. september 2021 20:17
I.J.I Bergholt var i oktober 1918 kommet på lazaret i det østligste Tyskland i Insterburg (i dag: Chernyakhovsk). Men i januar 1919 blev forholdene dér for urolige, og han blev efter eget ønske hjemsendt den 15. januar.
Dagen efter, at Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var blevet myrdet, nåede vi Berlin (dvs. 16. januar 1919).
Der var »brand i gaden«, men vi nåede da helskindet fra den ene banegård til den anden og kom til Hamborg i god behold.
Herfra var togforbindelsen nord på meget dårlig, men jeg opdagede, at der omgå ende gik et tog til Kiel, og det benyttede jeg mig af, idet jeg tænkte, så er du da så langt nordpå.
I Kiel måtte jeg vente i fem timer, før der gik tog over Egernførde til Flensborg.
Jeg nåede Haderslev den 18. januar, hvor jeg straks gik på »Bezirkskommando« og meldte mig til.
Her tilbød man mig, at jeg kunne komme til den danske grænse som grænsevagt.
Det blev godt betalt, men jeg betakkede mig og sagde, at jeg foreløbig havde fået nok af det tyske militær.
Da jeg forlod kontoret som civilist, men dog stadig i uniform, standsede jeg op ude på gaden.
Lige overfor lå domkirken. Det var på pladsen uden for kirken, jeg i 1915 begyndte min militære løbebane, og det blev altså også her, jeg sluttede den i 1919.
Mange tanker gik gennem mit hoved. Den mellemliggende tid havde gjort drengen t i l en mand med sørgelige erfaringer, men også med mange minder om gode kammerater. Jeg var skæbnen uendelig
taknemmelig.
Det randt mig også i hu, at jeg den dag i 1915, da jeg sammen med mange andre marcherede ud t i l banegården, traf min gamle skolelærer. Han stod inde på fortovet og så på den flok drenge, som militæret havde lagt sin hånd på.
Da han genkendte mig, løb han op på siden af mig, greb min hånd
og sagde: »Vorherre være med dig, min dreng.«
Hvor hårdt brug jeg ville få for dette ønske, anede jeg ikke den dag; men nu stod jeg her uden et sår eller en skramme, så ønsket var gået i opfyldelse.