H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 26. September 1918.
Før Finansudvalget i Dag gik over til Dagsordenen, afgav Rigskansleren en Erklæring, hvis Ordlyd er bleven offentliggjort.
Den blev modtaget med Bravo af Centrum, men med isnende Tavshed af Venstre og afgjort Mishag af Højre.
Venstre var forstemt, fordi det havde ventet, at Hertling frivilligt vilde træde tilbage. Nu opfattede de Erklæringen som et Udtryk for, at han alligevel vil blive. Han er, som det viser sig, en „Klæber”, sagde en Kollega til mig.
Dr. Oscar Cohn fortalte mig, at Hauptmann v. Beerfelde vedvarende sidder arresteret. Hans Kone og hans Sygeplejerske har ligeledes siddet arresterede i et Par Maaneder. Sygeplejersken havde bragt Breve fra ham til hans Kone ud af Arresten. Hans Kone havde atter sendt Brevene videre.
Under Partiførernes fortrolige Forhandlinger i Gaar spurgte Grev Westarp – efter hvad der blev mig meddelt – General v. Wriesberg, om den øverste Hærledelse ogsaa var sikker paa, at den nuværende Vestfront i det store og hele kunde holdes. Hvis ikke, var han og hans Venner ogsaa nødt til at revidere deres Program.
Dette er et Tidens Tegn. Den trykkede Stemning breder sig daglig mere til alle Sider.
Debattens videre Forløb bragte ikke noget af særlig Interesse Ved Middagstid blev Mødet udsat til Kl. 3 1/2, fordi der var indløbet vigtige Efterretninger, som Udenrigsministeren i streng Fortrolighed vilde meddele Partiførerne i Forbundsraadets lille Sal.
Ved Firetiden aabnedes Mødet paany, og Ledebour fik Ordet for at fortsætte sin Tale. Da han havde talt i henved 3 Minutter, kom Korfanty ind i Salen og vinkede mig til Side, „Statssekretær v. Hintze har lige meddelt Partiførerne, hviskede han til mig, „at Bulgarien eller Tyrkiet vil slutte Fred med Ententen.
Der er stor Katzenjammer i Udenrigsministeriet. Men det er paabudt Partiførerne saa streng Fortrolighed, at Hr. v. Trampczynski ikke engang vil meddele Seyda og mig noget. Ved De mere?”
Jeg havde ikke hørt noget endnu. Da jeg gik tilbage til min Plads, vinkede Professor Doormann ad mig og spurgte, hvad Korfanty havde meddelt mig, han kunde se paa os, at det var noget meget vigtigt.
Jeg fortalte ham det, og han blev meget nedslaaet. Saa faar vi maaske Fred inden Jul,” udbrød han „og hvad for en Fred.”
Forhandlingerne gik videre. Ledebour sluttede sin Tale med at tiIraabe Regeringen: „Udviklingen skrider nu fremad med Syvmileskridt, glem endelig ikke det!”
Efter Ledebour fik Seyda ordet. Til Udgangspunkt tog han Hertlings ord_ “Hvad Behandling af de nationale Mindretal angår, har vi en ren Samvittighed.”
Med Henblik derpaa citerede han en samtale, som han i disse dage havde haft med er Serber fra Banat, som klagede over Magyarerne Undertrykkelse. “Tænk”, havde Serberen sagt, “vort Modersmaal er banlyst i den offentlige Skole, og vi maa opretholde Priskolerne på vores egen Bekostning.”
“Men De har altsaa Privatskoler, I hvilke der undervises paa Modersmaalet?” havde Seyda svaret.
Det har vi Polakker ikke i Preussen. Oprettelsen af Privatskoler er os forbudt, al privat Undervisning er forbudt. Jorden opkøbes og udstykkes til Tyskere for Statens Regning. Vore Ejendomme kan eksproprieres. Vi maa ikke bygge nye Huse, etc. etc.”
Serberen blev forfærdet over at høre, at et nationalt Mindretal på 4 Millioner maatte leve under saadanne Kaar i Kulturstaten Preussen. Det var nødvendigt, sluttede Seyda sin Tale, at Regeringen her foretog et hurtigt Systemskifte.
Mødet hævedes efter denne Tale, da Statssekretær v Hintze ønskede at fortsætte sine fortrolige forhandlinger med Partiførerne.
Jeg gik hen til Seyda og udtalte i Korfantys og v. Trampczynski min Tilslutning til og Anerkendelse af hans udmærkede Tale. Vi drøftede Talen og i samtalens Løb undslap der Hr. v. Trampczynski en Ytring om at Tyrkerne ikke kunne forvente en Forstærkning i Palæstina, da Tyskland havde Brug for sine Tropper andetsteds. Han greb sig i det og tilføjede — „Det er noget, jeg har læst i Aviserne.”
Dermed var jeg imidlertid klar over, at det er Bulgarien, der vil slutte Fred.
En nervøs Spænding havde imidlertid bredt sig i Salen.
Partiførerne, som havde deltaget i de hemmelige Forhandlinger, bestormedes med Spørgsmaal, som de afviste under Henvisning til deres Tavshedspligt. Det rygtedes imidlertid hurtigt, at et Par af dem havde ytret, at de indløbne Efterretninger var meget daarlige.