Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin.

Henimod jul, da jeg atter gjorde tjeneste inde på regimentets kaserne, fandt jeg omsider en lejlighed til flugt.

Jeg blev desertør, men med god samvittighed. Selv troskabseden til den tyske kejser kunne jeg roligt betragte mig som løst fra, efter at kejseren var flygtet til Holland.

På Lehrter-banegården kom jeg udenom kontrollen op i et tog mod Hamborg. Fra hovedbanegården her kom jeg videre til Altona, men så gik det galt.

Arbejder- og soldaterrådets vagter visiterede mig, og da de fandt en ladt pistol i min oppakning og jeg ikke bar rød kokarde, var de overbevist om, at jeg var en af de hvide frivillige.

Vi havde et længere skænderi, men jeg kunne ikke få dem overbevist om, at jeg ikke ønskede at deltage i de tyske stridigheder, men kun ønskede at komme hjem til Nordslesvig.

Under bevogtning blev jeg ført tilbage til Berlin. Jeg fik lov til at gå alene det sidste stykke vej til kasernen. Her havde ingen savnet mig, så der skete ikke mere.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).