Senest ændret den 7. januar 2015 14:51

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Natten til den 5. Januar arbejdede vi i Sne og Kulde paa Gravning af Løbegrave imod Fjendens Skyttegrav. Pionerer sprængte Traadforhindringer, altsammen For­beredelser til næste Dags Stormangreb, som dog endnu holdtes hemmeligt for os.

Morgenen gryede, Arbejdet hørte op, men endnu lød intet om, at Dagen ventede paa os med et alvorligt Øjeblik. Hen paa Formiddagen trak vi os gennem Løbegravene og tilbage til anden Linje, hvor­under en Kammerat i min Gruppe blev dræbt af en Kugle. Vi fik nu af vor Delingsfører at vide, hvad denne Dag skulle bringe os. Vi var gaaet tilbage for at lægge vore Tornystre fra os og skulde kort efter frem igen. Nu vidste vi det selv: for at gøre Stormangreb.

Efter denne oprivende Meddelelse indtræder en angst­fuld Forventning, som vilde være uudholdelig, om ikke man her havde sin Skæbnetro. Man henfalder til en dyb Ligegyldighed. Man tænker ikke mere, kan ikke tænke mere. I stille Tavshed og Taalmodighed afventer man det frygtelige, — Vi lagde en Teltdug over vor døde Kam­merats Legeme, og saa gik det igen frem gennem Løbe­gravene til den forreste Skyttegrav, som blev tæt pakket af Mennesker. Stilhed var det alt over skyggende. Der var ingen, der skulde have noget sagt; man opdager, at man kan uhyre meget, naar man skal. I Sandhed en Til­stand, hvor Angsten driver sit Spil. — Et Øjeblik er man faktisk lammet af Frygt. Man bliver helt stiv, kan ikke engang dreje Hovedet. Man føler sig selv som en Klump levende Rædsel. Bag ved os fyldes Løbegravene med endnu mere Menneskemateriale. Alle Reserver sættes ind.

Paa Slaget Klokken eet skal alle styrte frem. En Time forinden tager Artilleriilden sin Begyndelse. Den frygteligste Artillerikoncentration, jeg hidtil har oplevet, bryder løs. 21 cm Morterer deltager. Det lyner i Luften. Dumpe Drøn, uhyggelige Brag, uhyggelig Hvislen. I Sal­ver kommer Granaterne fra vore svære Kanoner hylen­de hen over os for at sprede Død og Ødelæggelse over de russiske Skyttegrave. Tidspunktet nærmer sig. Nu begyn­der Befalingsmændene at se paa Uret. Samarbejdet mel­lem Artilleri og Infanteri afpasses efter Klokkeslæt; men baade før og under selve Foretagendet staar Tanken stille.

Pludselig er baade Hornist og Tambour ovenfor, over hele Linien blæses der og slaas paa Tromme en Stund, og alle styrter af Sted. I flere Rækker gaar det fremover. Ingen Kommando høres, men klagende Stemmer og smertelige Raab fra dem, der ikke naar frem, og dette er det pinligste under hele Dramaet. Mit Gevær er ved at tumle ud af Haanden paa mig. Jeg opdagede ikke straks, at Træet omkring Visiret er splintret af en Kugle eller en Granatsplint. Man er taknemmelig for Heldet. Snart er vi der, hvor Modparten maa ses direkte i Øjnene, og der skriges næsten: „Hoch die Hände!”. Nogle efterkommer Opfordringen og føres senere tilbage som Fanger. Andre tager Flugten.

Vi hopper i Russergraven, og Nerverne, der er anspændt til det yderste, finder Hvile. — Vild­mandens Blik faar normalt Udseende. Kanonernes Larm forekommer os nu næsten venlig. Maskingeværernes og Geværernes Knitren er næsten fortrolig. Solen straaler fra en skyfri Himmel. Den danner glinsende Perler i Sneen. Men paa dette lysende Tæppe ligger døde og saarede om­kring, Ven og Fjende mellem hinanden.

Vi udbedrede Skyttegraven, der af Artilleriet næsten har jævnet med Jorden. Nu havde den jo ogsaa Dækningen paa den forkerte Side. Imidlertid skal vi videre fremad, og den næste Russergrav kommer ogsaa i vor Besiddelse. Fangeantallet stiger, men ogsaa de dødes Tal bliver stort. Enkelte Kammerater løber ind i en lille brændende By foran os. — Vi saa dem aldrig igen, for Byen blev ikke vor; derimod kunde vi se, hvorledes Russerne førte Forstærkninger frem, og at de besatte Løbegravene foran os.

Skumringen begyndte saa smaat at brede sig, og vi haabede dermed at faa Ro. Vi var kommet for langt frem, fik Flankeild, hvorfor vi fik Ordre til at trække os tilbage. — Heller ikke Russerne var sikre i deres Forehavende, for af og til dukkede der en enlig Russer frem, og da saadanne forvildede og desorienterede russiske ”Forstærkninger” naaede til vor Grav, blev de under al­mindelig Jubel modtaget som Fange.

Da det endelig var blevet mørkt, listede vi lydløst tilbage, og takket være Mørket skete det uden at blive bemærket. En Del saarede blev baaret tilbage, og de fik en mere forsvarlig Forbinding. Vi naaede den Skyttegrav, vi havde taget om Middagen, og her gik vi i Stilling. Nu fik vi Lov at hente hele Kompagniets Tornystre, hvor vi om Formiddagen havde ladet dem tilbage. Da vi kom tilbage til Skyttegraven, maatte vi, første Deling, udfylde hele Kompagniets Plads, idet de to andre Delinger blev sendt tilbage efter Mad og Patroner. Maskingeværer blev bragt i Stilling, Lyskastere stillet op.

Efter at Lytteposter var sendt frem, og der var opstillet Poster til at holde Udkig, krøb jeg sammen med to Kammerater ind i en af Russernes Huler. Da vi alle tre var blevet sultne, aabnede vi for Spisekammeret. Det skete med en vis Andagt. Man gjorde klogt i ikke at tøm­me Spisekammeret helt. Derfor blev Brødet omgaaende pakket i Tornystret igen, efter at der var skaaret et Par Skiver af. Dette krævede dog en vis Overvindelse, ganske efter, hvor sulten man var. Vi havde Erfaring i saa Hen­seende. Derefter lagde vi os, med Tornystret som Hoved­pude, til at sove.

Med eet blev der dog et vældigt Røre. Vi tumlede op fra vort Leje, og samtidig med, at der raabtes: „Die Rus­sen kommen,” var disse næsten over os. I nogle Sekun­der stod vi rystende og famlende og saa dem komme i store Flokke. I sidste Øjeblik tog vi vor Beslutning. Vi sprang op og tog Flugten, næsten i samme Sekund, som Russerne sprang ned i Graven. Den ene af mine to Kam­merater fik end ikke sit Gevær med.

I Traadforhindringerne, som desværre endnu stod der, hvor vi om Midda­gen var tumlet igennem, hang vi fast. Jeg flængede min Kappe fra øverst til nederst. Farten var desperat, man fløj formelig af Sted, for Russerne skød ind i Mørket efter os. — Da vi endelig igen var kommet under Jorden, var alt splittet. Der var kun een, vi kendte, og det var vor Kom­pagnifører, Feldwebel Lapuhs. Han blev under Flugten haardt saaret og laa nu i en Understand. Hans Smerter var saa store, at han tryglede alle forbipasserende om at gøre en Ende paa hans Lidelser. Han døde samme Nat.

Vi maatte efterlade tre Maskingeværer, som Mand­skabet løb fra. Tabet af hele Kompagniets Tornystre, som vi ogsaa maatte lade i Stikken, endda med Indhold, var dog det værste. Vi havde nu hverken Tæpper eller Teltdug. Mit Tornyster indeholdt Julepakker mad dejlige, lækre Sager, ligeledes dejligt varmt Undertøj, som var pakket af to smaa Piger i Københoved Skole; men det matte man affinde sig med.

— En rædselsfuld Nat, og mellem Skyttegravene laa baade saarede og døde, Dagens store Offer. — Og det var Helligtrekongers Aften.