Anmeldelse: Karsten Skov: “Enkeland”

Louise Klinge, historiker, formidlingsmedarbejder ved Christiansfeld Centret og medarbejder ved denne hjemmeside siden 2014, anmelder Karsten Skovs nyeste roman.

”Enkeland” er den seneste roman af forfatter Karsten Skov fra Sønderborg. Bogen er fortællingen om den dansksindede kvinde Sille Laukam, hendes mand Traugott og deres to børn fra Broagerland i perioden november 1916 – marts 1918.

I vinteren 1916 sker det familien har frygtet, Traugott bliver indkaldt til tysk krigstjeneste. Herefter foregår handlingsforløbet dels i skyttegravene i Frankrig, dels på familiens hjemegn på Broagerland.

For ikke at spolere læseoplevelsen, vil jeg forsøge ikke at røbe for meget af handlingen. Bogen er nemlig spækket af uventede drejninger og overraskende forløb, der både får læseren til at trække på smilebåndet og knibe en tåre væk i øjenkrogen.

En stor del af bogen omhandler forholdet mellem tysk og dansk og om den preussiske stats tvangsfjernelse af dansksindede familiers børn, så de kan blive gode tyske borgere. Vinklen i romanen er dansk, men forfatteren giver dog også plads til tyske synspunkter. Her benytter Karsten Skov sin ret til kunstneriske frihed, der er tilladt i skønlitteratur, og blander forskellige tidsperioder sammen i sin fortælling. Det stærke forsøg på fortyskning, der beskrives i romanen, foregik nemlig hovedsagelig i årene lige omkring 1900 og ikke under Første Verdenskrig.

Men det fungerer fint i fortællingen, især fordi forfatteren i sit efterord, gør det meget klart for læseren, at bogen er ren fiktion inspireret af virkelige hændelser fra forskellige tidsperioder.

Udover temaet om konflikten mellem dansksindede og tysksindede, beskrives det tabu, der var forbundet med at blive gravid uden for ægteskab. Men vi oplever også teglværksmiljøet mellem Egernsund og Sønderborg, krigens rædsler, jalousidrama, sorg og ikke mindst det stærke bånd kan eksistere via blodet.

Det almene liv på hjemmefronten i Sønderjylland kunne til gengæld godt have fyldt mere i bogen. Når hjemmefronten endelig bliver beskrevet, bliver især ernærings- og mangelsituationen i Sønderjylland beskrevet væsentligt bedre, end den reelt var i denne periode.

Det er ærgerligt, for der ville ikke have været noget tabt i historien, hvis denne del af fortællingen havde været tættere virkeligheden.

Ikke desto mindre kan bogen varmt anbefales. Man kommer virkelig under huden på de forskellige personer og bliver grebet af fortællingen ligesom ens sympati for de forskellige karakterer skifter gennem historien.

Louise Klinge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *