Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.
7. Juli 1918.
Veed du, hvor jeg er henne i Verden i Dag? En pæn Stue, højt til Loftet, et stort Vindue, rigtignok uden Glas, i Loftet nogle afskallede Steder, men ellers helt og det fine lysstribede Tapet delvis ubeskadiget. Møblementet er tre to Etagers raat sammen tømrede Sengesteder, men rummelige med fjedrende Langbrædder, saa man godt kan sove uden Træuld, og desuden ejer hver en lille Træstol med Halmsæde, som vi har hentet fra en Kirkeruin lige overfor. — Jeg bor nu i Armentiéres.
En Aftenstund forleden fik vi Ordre til Afmarche næste Morgen. Jeg gik hen i Gartneriet for at sige Farvel til Blomsterne og plukkede halvtudsprungne Roser. Næste Morgen stillede vort Korporalskab med hver Mand sin Rose, jeg med en dejlig mørkerød, og Kompagniet kørte med Feltbanetog til St. Andrée. Indkvartering i en lille Arbejdergades tomme Huse. Stuerne halvfulde af muggen Halm og Støv. Et Par Timers Rengøring, saa saa alt pænt ud. Men straks efter Ordre til ny Flytning næste Morgen. Spaseret til en af Lilles gamle Stadsporte, Porte de l’Abbaye, men for at komme ind i Lille skal man have særlig »Ausweis«. I Nærheden laa et Soldaterhjem i en smuk herskabelig Ejendom med Tæppe paa Gulvet i Læseværelset og Musik i Restaurationen. Man levede ligefrem op den Dag.
En søvnløs Nat paa Grund af et stærkt Hold i Ryggen og Flyverbomber. Næste Morgen kunde jeg knap røre mig; men en Sygemelding afvistes, og en Stuefælle hjalp mig Tornysteren paa. Naar den først sad der, stivede den Ryggen af. Men de 117 Gange, da den skulde af og paa i Dagens Løb, var lidt tragikomiske. Med et Transporttog til Armentiéres forbi; vort Frugtparadis og Hjem i to Maaneder. Langt om længe Indkvartering i halvt hele Huse, Arbejde med at indrette sig, Vagt om Natten. Jeg havde min Hyre med at passe paa Øjenlaagene, der vilde falde i.