Th. Kauffmann befandt sig ved revolutionen i november 1918 i Vogeserne. Nu var han på vej hjem med et overfyldt tog.
Ud paa Natten mellem den 12. og 13. November naaede jeg til Hannover.
Her skulde vi vente i hvert Fald til ud paa Morgenstunden, da de reaktionære Tropper, som endnu ikke var nedkæmpede her, flere Gange om Natten havde øvet Attentat paa Jernbanetogene. Selve Banegaarden var besat af en stærk Vagt af røde Tropper. Ude fra Byen, som laa i fuldstændigt Mørke, faldt der med korte Mellemrum Geværskud.
Jeg traf paa Banegaarden sammen med en gemytlig Hamborger fra
samme Bataillon, som jeg sidst havde tilhørt, og han fortalte mig, at han
havde “reddet” sig en Pølse, som han foreslog, vi to skulde fortære i Fællesskab. Vi saa os saa om efter en hyggelig Krog, hvor vi kunde indtage vort overdaadige Maaltid, men i samme Øjeblik tikker Maskingeværerne, og Projektilerne fløjter os om Orerne.
Jeg hører Hamborgeren udbryde: “Wir sind noch nicht aus dem verfluchten Schwindel raus!”
I en Port søgte vi Dækning, kom bort fra hinanden, og jeg traf ikke siden paa Manden med Pølsen.
Nede paa Trappen til en Tunnel havde jeg søgt Dækning, en ældre Dame klynger sig ind til mig med alle Tegn paa den dødeligste Skræk, mens hun spørger: “Hvorfor skyder Soldaterne?”
Nede i Tunnellen opstaar pludselig vild Panik. Med Raabet: “De kommer!” styrter Mængden op ad Trapperne, river hinanden omkuld og løber fra deres sikre Dækning direkte derhen, hvor Kuglerne slaar ned.
Den gamle Dame udstæder et Hvin, og tager tre Trappetrin paa en Gang, mens hun løber omkap med Soldaterne og de øvrige. Jeg søgte at holde hende tilbage, men forgæves.
Det hele var blind Alarm, opstaaet derved, at en Soldat nede i Tunnellen havde faaet Krampe, og saa troede man, at han var skudt.
I et Par Timer knaldede det lystigt, der havde udviklet sig en regelret Fægtning om Banegaarden, men hen paa Morgenstunden stilnede Kampen af. De røde havde beholdt Pladsen.
Saa vidt jeg ved, blev ingen dræbt ved den Lejlighed, jeg saa kun to Soldater med Skudsaar, men det var jo vanskeligt at overse “Valpladsen”.
Omsider kørte et Tog frem, og skønt enkelte Kugler endnu slog ned paa Banegaarden, skyndte jeg mig at faa Plads i en fjerde Klasses Vogn, hvor jeg tog Plads paa Gulvet.
En Stund efter satte Toget sig i Bevagelse, langsomt, indtil vi var naaet et godt Stykke bort fra Hannover, saa satte det Farten op.
Om Eftermiddagen, naaede jeg Hamborg, og sent om Aftenen den 14. November naaede jeg til Flensborg, Dagen efter var jeg hjemme.
Rejsen blev saaledes langt hurtigere tilendebragt, end jeg havde tænkt mig, men behagelig var den ikke.
Sprogforeningens Almanak, 1927.