Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I efteråret 1918 befandt han sig i Rumænien.

I Bukarest, hvor vi var indkvarterede i lang Tid, lærte jeg en dansk Kunstmaler fra Vejle at kende. Han var gift med en Østerriger, og dette Hjem besøgte jeg næsten hver Aften. Jeg traf der flere Danske, som var bosat i Bukarest. De viste mig Byens Seværdigheder, og det var en Glæde at tale dansk.

Det sidste Aar i Rumænien holdt jeg »Flensborg Avis« og den kom temmelig regelmæssig. Her læste jeg da — sammen med Maleren og de andre Danske — om Wilsons fjorten Punkter og om H. P. Hanssens Tale i den tyske Rigsdag i Oktober, og vi forstod, at nu led det mod Enden.

Den 10. November begyndte vi at rømme Landet. Forrest gik Infanteriet, og vi med vore Kanoner og Heste sluttede Troppen.

Lige bagefter os kom Rumænerne, som straks besatte Landet. Tit blev vort Feltkøkken saa langt tilbage, at det kom ind mellem Rumænerne, men de gjorde os aldrig noget.

Togene gik ustandseligt Nord paa og tog især Infanteriet, som ikke kunde holde Marchen ud, med sig.

Det var tysk Jernbanemateriel, og Togene vendte ikke tilbage.

Vi marcherede ustandseligt Nord paa, men maatte holde Hvil en Dag ind imellem for at holde det ud. Og næsten allevegne, hvor vi kom frem, blev vi indkvarterede hos Beboerne. Det hørte til Undtagelserne, at vi maatte tilbringe en Nat under aaben Himmel.

Sønderjyske Årbøger 1928.