25. maj 1915. H.C. Brodersen uddanner rekrutter i Aabenraa.

Senest ændret den 4. december 2020 8:58

H.C. Brodersen fra Nordborg var med Füsilierregiment 86 ind i Frankrig og Belgien i de store offensiver i august-september 1914. I slutningen af oktober 1914 fik han gigt i benene som følge af de kolde og fugtige skyttegravsliv i Frankrig, og han kom på lazaret. Siden julen 1914 har han været på orlov – og er det fortsat, nu et halvt år senere. Han har udført bevogtningsopgaver i hjemstavnen og er nu med til at uddanne nye soldater til fronten.

Aabenraa, den 25. Maj 1915.

Vi har nu faaet noget mere at bestille, thi der er indkaldt nye Rekrutter, og Krigserfaringerne og anden Militærteknik skal indpodes i dem. Kompagniføreren er en gammel, skikkelig Major, der i Fredstid har været Amtsforstander. Han gør ingen Fortræd, og Rekrutuddannelsen overlader han til dem, der har Forstand paa det.

Han er ikke „saddelfast” i det tyske Sprog, og hans Taler er derfor aldrig af lang Varighed. Bedst tilpas synes han at være, naar vi har en Udmarch i Retning af Løjtkirkeby og Barsmark. Fra Hesten nikker og smiler han til mange Bekendte, der faar et „God Daw, Mari”, eller et „God Daw, Jens” med i Købet, ligesom det nu passer.

Lockstedter Lager fredstid
Uddannelse af rekrutter – her i Lockstedter Lager i Angel

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *