Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.
Sammen med Mikael Steffensens Kammerater
Endelig hen ved Kl. 4 kom en Feldwebelfra Mikaels Kompagni. Det var en Hamborgsk Storkøbmand Langenfeld.Hr. Staack havde ikke kunnet komme bortfra Kontoret og havde da bedt Hr. Langenfeld om at tage ind til Byen og bringe mig derud til deres Kvarter. Han bragte Kisten til Mikael med.
Den var købt i Cortrick, en af Nabobyerne. Vi kunde benytte Vognen til at køre ud til Kvarteret. Men da Vejret var godt, foreslog Feldwebelen mig, at vi skulde tage den til Fods, det var kun en lille Mils Vej. Og det var ikke en udelt Fornøielse at sidde paa en faadan Militærvogn og blive dygtig gennemrystet,da den jo ingen Fjedre har.
(fortsættes under billedet)
Vi naaede da ogsaa derud inden Aston,og her traf jeg saa Mikaels nærmeste Foresatte, Feldwebel Staack, der imidlertid mere betragtede sig som Mikaels Ven end hans Foresatte.
De laa i Moorseele, en lille By iBelgien, kun ganske kort bag ved Fronten.Første Kompagni, ved hvilket Mikael havde ligget, var lige gaaet i Stilling.En af Officererne sendte Hilsen og beklagede, at han ikke kunde faa Lejlighedtil at hilse paa mig. Skrivestuen, hvor Hr. Staack residerede med sin lille Stab, var indrettet i et Bondehus ude paa Marken. Man indbød mig til Aftensmad efter Marchturen sammen med Hr. Langenfeld; de andre havde spist.
Maden, godt belagt smørrebrød, var fra Officersmessen.Hr. Staack var synlig bevæget, da han hilste paa mig som Mikaels Ven. Han fortalte mig om de nærmere Omstændigheder ved Mikaels Død, og Beretningen gjorde et stærkt Indtryk paa mig, da det vidnede om, hvor megen Pris man havde sat Paa ham. Mikael skulde sammen med en anden Kammerat bringe Mad ud til Officererne i de forreste Skyttegrave om Natten hin 26. November. Staack havde prøvet paa at faa en anden af Sted, da han vidste, at de laa under stærk Ild den Nat. Men Mikael havde sagt, at det var hans Tur, og saa vilde han ikke, at en anden skulde tvinges til at tage den for ham. Han havde været noget tynget den Aften, men gik dog frejdig som altid. Om Morgenen bragtes Kammeraten saaret tilbage. Mikael hentedes først senere.
Da han kom, kunde vi ikke opdage noget Saar Paa ham, og jeg bad da, udtalte Hr. Staack, en Læge om at undersøge, hvad Dødsaarsagen kunde have været.
Lægen fandt et lille Saar under Skuldrene, hvor Splinten af en Schrapnelkugle var trængt ind, havde gennemboret hjertet og var standset foran Brysthinden. Døden maatte være indtraadt øjeblikkeligt, som Kammeraten ogsaa havde berettet.
Dette Træk rørte mig dybt. At man havde haft Tid til derude, hvor de mange Saarede og Syge lagde fuldt Beslagpaa Lægen, at undersøge en falden Soldat, for at fastslaa Dødsaarsagen, det gjorde man kun ved en god Ven, som man satte ganske særlig Pris paa.
(fortsættes under billedet)
Kammeraten havde fortalt, at de netop havde knælet ned for at hvile et Øjeblik, inden det sidste og værste Stykke Vej maatte tages.
Mikael havde taget sin Madpose af og stillet den ved sin Side, ligesom han havde taget sin Hjelm af.
Da man fandt ham, laa han med Ansigtet mod Jorden, Hjelmen havde han i sin Haand og i den anden en Stok, som Ordonnanserne sædvanligt brugte dem, dels til at støtte sig paa, dels til at orientere sig med i Mørket, man kunde da ikke se Granathullerne, som maatte klares.
Havde han ikke knælet, mente Hr. Staack, saa var han formodentligt sluppetmed et Saar i Benene, og havde da været frelst.
Jeg havde netop arbejdet paa at faa Mikael helt bort fra denne farlige Ordonnanstjeneste og knyttet ham her til mit Kontor. Og selv om jeg maatte regne med store Vanskeligheder, fordi Officererne ikke vilde give Slip paa ham fra denne yderst vanskelige Post, hvor han gjaldt for den mest paalidelige, saa. havde jeg begrundet Haab om, at det vilde lykkes mig denne Gang.
Til Julen havde jeg tænkt at indstille Mikael til at blive dekoreret med Jernkorset af 1. Klasse, som han sikkert vilde have faaet og havde fortjent mange Gange. Det blev et Kors paa Kirkegaarden.
Jeg blev et Par Timer derude hos dem, og Samtalen kom selvfølgelig til at dreje sig om Krigen. Man var stærkt optagetaf den store Offensiv, som skulde begynde i meget nær Fremtid.
De mente endogsaa, at den var saa nær forestaaende, at jeg, da jeg skulde rejse igen den 15. Marts, vilde saa Ouverturen med, Hurtigskydningen for Stormen.Denne Gang er vi i den Grad forberedte, ytrede Hr. Staack, at vi vil ogskal bryde igennem. Men det stakkels Frankrig, det vil blive frygteligt! Jeg udtalte min Tvivl om, at det vildelykkes bedre denne Gang end de Gange, man havde forudsagt det tidligere, og sikkert ogsaa havde ventet det derude ved Fronten for.
Nej, mente baade Staack og Langenfeld, denne Gang er enhver Tvivl udelukket. (…)
Mens vi sad og underholdt os, kom en Soldat ind og stod stramt henne ved Døren.Han havde Hørt af en af Soldaterne om min Ankomst og bad om at faa Lov til at hilse paa mig, da han var en Landsmand af mig. Det var Landmand Kliver fra Mastrup.
Ja. saa kan De køre Hr. Sarup ind til Holluin i Aften, mente Staack.
Det var vi godt tilfredse med begge to. Han bestiltes saa til at mode Kl. 11.Og Samtalen gik videre. Langenfeld foreslog, at jeg skulde blive derude i Kvarter om Natten og saa gaa en Tur med ud til Skyttegravene næste Morgen.Han syntes, at der jo var forholdsvis Ro, og det vilde være en interessant Tur for mig. Jeg kunde saa ogsaa faa Lejlighed til at hilse paa Mikaels Kammerater derude.
Jeg var straks rede til at gaa ind paa dette Arrangement. Men Staack modsatte sig det Paa det allerbestemteste. Han vilde end ikke tillade, at jeg blev derude i Kvarteret om Natten. Vi faar stadig enkelte Granater, endnu i Gaar dræbte en saadan et Par af Bærerne her ude paa Marken. Vi andre skal være her, men hvem der ikke er tvunget til det, har ikke Lov til at udsætte sig for den Livsfare, som er forbundet med Opholdet her ude og endnu mere med en Afstikker ud til Skyttegravene.
Det interessante ved en saadan Tur ud til de yderste Skyttegrave og se Soldaterne i deres underjordiske Huler, som de nu havde kamperet i alle de lange Aar, virkede ret fristende. Jeg syntes, Hr.Staack saa for sort, jeg vilde nok trodse Faren, som jeg mente ikke var saa overhængende, og sluttede mig til Hr. Langenfelds Forslag, men maatte til Slut bøje mig for Staacks absolutte Modstand.
Vi aftalte saa en Tur til Lille næste Tag og derfra til Cortrick, i hvis nærmeste Omegn jeg vidste at Urmager P. Henningsen og Købmand Peter Frees fra Haderslev laa, og som jeg derfor gerne vilde benytte Lejligheden tilat hilse paa. Staack lovede at sætte sig i Telefonforbindelse med Feldwebelens Kontor der og anmelde vort Besøg. Klokken var imidlertid bleven ti og Kliver holdt for Døren med en Gig for at køre mig tilbage til mit Kvarter.