Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.
Efter omtrent 2 Døgns uafbrudt Rejse naaede jeg den belgiske Grænse. Indtil da havde jeg kun mærket lidt til Krigen, ikke stort mere, end vi mærkede til den herhjemme.
Der rejste selvfølgelig mange Soldater med Togene i Tyskland, men der var jo dog ogsaa Civilister med. I D-Toget, som kunde benyttes fra Hamborg til Køln, kunde man endogsaa spise baade godt og billigt i Spisevognen, bedre og billigere end man fik det i Hotellerne og Restaurationer i Hamborg. Det gjaldt jo om at bevare Skinnet udad til saa længe som muligt. Der rejste jo altid en Del Udlændinge gennem Tyskland, og de maatte for alt i Verden ikke ane den Nød, som herskede overalt i det tyske Rige, og som jo ogsaa mærkedes godt nok herhjemme, selv om vi langt fra lærte den at kende i en saadan Skikkelse, som den kunde møde os i en By som Hamborg eller i Jndustriegnene.
Brød- og Klædespørgsmaalet drøftedes meget mere blandt de Medrejsende end den foreliggende Krigssituation; man fattede ikke mere saa absolut Tillid til Sejrsmeldingerne fra det store Hovedkvarter.
Der var jo ogsaa da allerede indtraadt en ganske betydelig Krigstræthed inden for det tyske Folks store Masser.
Man ventede vel den Gang ikke nogen stor afgørende Sejr, selv om et Nederlag endnu laa uden for Mulighedens Grænse.
Madspørgsmaalet optog først og fremmest Sindene, og da al Elendighed stammede fra Krigen, saa ønskede man nu bare dens Afslutning saa snart som muligt; for at de gamle gode Tider kunde komme igen.
Gennem det hærgede Belgien
Da jeg kom ind i Belgien, da først mærkede jeg for Alvor lidt af Krigens Rædsler. Rejseselskabet var her et andet. De fleste Passagerer var Soldater, Civilister traf man kun ganske enkelte af.
Samtalestoffet var nu ogsaa et helt andet.
Nu fortaltes der mest om Oplevelser der ude fra Skyttegravene. De baade i Kupeer og paa Jernbanestationer opslaaede Plakater: „Vær forsigtig med Dine Udtalelser, pas Paa for Spionerne!” dem var der Øjensynlig ingen, der brød sig om.
Man lagde ikke Fingrene imellem, naar Talen faldt paa Officererne. I det hele mærkedes en voldsom Bitterhed mod dem.
Der blev fortalt de mest haarrejsende Historier om dem, og Soldaterne troede dem, det var det betegnende. Ikke en Prøvede paa at tage dem i Forsvar eller blot komme med en tvivlende Bemærkning, selv ikke tilstedeværende Underofficerer og Sergenter.
Snart saa man derude i Landskabet de første sammenskudte Huse. Vi nærmede os Louvain, den By, som havde naaet den sørgeligste Navnkundighed fra Tyskernes Fremfærd i 1914. Jeg var spændt paa, om man kunde se noget fra Toget.
Aah jo, der var tilstrækkeligt at se, hele Gader var raserede. Selvfølgelig var alt ryddet pænt til Side nu.
Tyskerne, som raadede i Belgien, skulde nok sørge for, at der kom Orden i Tingene igen, og at i alt Fald de værste Spor slettedes.
Det jeg ikke selv blev var, det skulde Soldaterne nok gøre mig opmærksom paa. De mærkede, jeg var ny paa Egnen og interesseret i Forholdene.
Jeg havde besøgt Belgien i 1913 og glædet mig over de gamle belgiske Byers Skønhed, nu saa jeg Landet igen efter 5 Aars Forløb. Men man saa ingen af de pæne, velklædte og høflige Konduktorer, som jeg mindedes fra min første Tur.
Konduktørerne var Tyskere. Krigen havde ogsaa givet dem et mere lurvet Udseende, end de havde haft tidligere, skønt Jernbanekonduktørerne ogsaa i det Tyskland, som man havde kendt for Krigen, hvor der herskede Orden overalt, og Togene var rene og pæne, var usædvanligt snavsede og ofte ogsaa lurvede i deres Paaklædning.
Paa Jernbanestationerne saas kun tyske Jernbaneuniformer, og den kendte røde Hue, som de tyske Stationsforstandere bærer, luede frem overalt. Ja, man havde sat Kloen godt fast i Landet, og at de var de eneste Herrer og selve Befolkningen døjede rene Slavekaar, det skulde jeg senere saa at se med egne Øjne!
I Bryssel havde jeg et flere Timers ophold fra om Morgenen til henimod Middag. Det benyttede jeg til at se mig omkring i Byen. Af Ødelæggelser saa jeg ikke mange her. Men som det myldrede af Soldater her! Der var næppe en Civilist at se paa Gaderne for hver 10 Soldater, syntes jeg. De marcherede gennem Gaderne, og de drev omkring eller spadserede i Boulevarderne eller de skønne Anlæg. Jeg hørte senere ude ved Fronten, at man regnede med, at der gemte sig ca. 6000 tyske Soldater som Flygtninge i Bryssel.
I Butikkerne laa Vinduerne fulde af Varer, men allerede da til utrolige Priser. Et Par Damestøvler, fineste Pariser-Mode, kostede 160—200 Frc.
Slagterbutikkerne viste hele Bjerge af Kød og Pølser, men Priserne var høje, syntes jeg. Det var Fødevarer fra Amerika, som jo skulde komme Belgierne til gode.
Om Eftermiddagen rejste jeg videre til Gent. Strengt taget gik min Vej ikke over denne By, men jeg længtes efter at se denne vidunderlige gamle By med de utallige, gamle dejlige Bygninger igen.
Da jeg sidst saa Gent, husede Byen en Verdensudstilling og var derfor festsmykket saa ødselt med levende Blomster og Palmer, som man kun venter det i Feernes Lande, men smagfuldt, som kun et Kulturfolk forstod at pynte til Fest.
Da jeg nu hen paa Eftermiddagen naaedl Gent, var det med en vis Lettelse, at Øjet ikke straks mødte Ødelæggelsen.
Byen lod til at være skaanet, thi jeg saa heller ikke senere større Ødelæggelser i Byen. Jeg kendte den kønne By igen, dog, hvor var alt forandret. For 5 Aa, siden var der Liv og Fest i Byen, og Festen viste sig jo ikke blot i Byens fine Festskrud, der genspejlede sig paa alle Ansigter, naar man gik gennem Byen eller Udstillingerne. Indbyggerne var stolte af deres Udstilling, og med Rette!
Nu var. der en underlig Stilhed over den gamle By. Den laa ikke paa den militære Rute den Gang, og var derfor nogenlunde befriet for Soldater, der var vist kun netop saa mange, som krævedes for at sætte Ejendomsstemplet paa Byen og opretholde tysk Tugt og tysk Orden.
Jeg styrede mine Skridt mod en Restaurant for at spise til Middag. Man havde intet, svaredes der, uden for de normale Spisetider, mellem Kl. 6 og 7 kunde jeg faa stegte Kartofler og Spejlæg.
Der fortaltes mig i 1913, at Gent var en stille By, trods den store Tekstilindustri, som drives i Byen. Der skulde være over 1000 Fabrikker i Byen og alene 50.000 Vævestole. Nu mærkede jeg Stilheden, men den virkede som Kirkegaardens.
Fabrikkerne har vel nok været lukkede og Maskinerne været sendt til Tyskland.
Jeg saa senere en stor Vævefabrik blive afmonteret, alle Maskiner skulde sendes til Tyskland. Tyskerne var jo Sejrherrerne, og „vae victis”! [”Ved de besejrede!”, RR] Hvad dette frygtelige Ord rummer i sig, har Belgierne faaet Beviser nok for. Det var kun saa lidt, jeg saa, men nok til at sende en Tak til Himlen, at mit Folk var blevet fri for Krigens værste Rædsler.