Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten. Efter at være kommet for sent tilbage fra orlov havde hans foresatte, en ung løjtnant, set sig gal på ham.
Sidst i august blev vor division indsat i kampene omkring Lassigny. Det er de sværeste kampe, jeg har oplevet. Vort regiment besatte til at begynde med en reservestilling, mens Regiment 165 lå i forreste stilling. Den 30. august blev vi alarmeret og kastet ud i kampen for at komme Regiment 165 til undsætning, men hvad vi her blev vidne til af døde og lemlæstede, lader sig ikke beskrive.
Vi lå i en lavning bag ved et bakkedrag, mens Regiment 165 eller resterne af det lå på den anden side af bakken. Det blev nu min opgave at arbejde mig op over den med mine folk for at komme Regiment 165 til hjælp, og vi måtte mave os gennem en kun påbegyndt Forbindelsesgrav, der førte os op over bakken.
Et hjørne var i den grad taget under ild, at alle, der vovede sig frem, ubarmhjertigt blev skudt ned. Der lå allerede et antageligt antal dræbte og mange ilde tilredte sårede, som vi kunne høre jamre, hvorfor vi anså al videre fremrykning for umulig, så vi standsede op.
Derved stoppede vi for kompagniets fremrykning, og der kom snart besked fra vor unge løjtnant, som lå allerbagest i rækken, at vi skulle kravle videre frem, men efter en kort rådslagning med min geværskytte, August Erbe, og de nærmestliggende blev vi enige om det fuldstændig meningsløse i at forcere dette hjørne og blev liggende.
Kort efter kom ordren igen, men vi blev liggende, og da ordren kom tredje gang, lod jeg melding gå tilbage, at vi fandt en fremrykning umulig, og vi blev liggende.
Kort efter kom kompagniføreren kravlende op i højde med os, og da han så, at det var mig, der havde stoppet det hele, sagde han: »Aha, Sie sind es«, og så, om jeg ikke kendte krigsparagrafferne, og hvad de sagde om lydighedsnægtelse foran fjenden.
»Jo«, svarede jeg, jeg havde været længe nok soldat til at vide, at der var dødsstraf for det. Hvad jeg så mente med fortsat at nægte at adlyde en ordre?
Jeg svarede, at jeg anså det, man forlangte af os, som fuldstændig meningsløst og til gavn for ingen, og resultatet af en videre fremrykning lå jo lige for hans øjne, så jeg hverken ville eller kunne give en sådan ordre. Han var hvid i ansigtet af raseri, og jeg må indrømme, at jeg efterhånden befandt mig i en ophidset tilstand, men terningerne var kastet, så der var intet »tilbage« mere.
Han gav mig endnu en fjerde og direkte ordre til at rykke frem, men jeg nægtede at efterkomme den, og jeg tilføjede, at hvis kompagniføreren ville gå foran, så ville vi følge efter.
Det svarede han ikke på, og kort efter kravlede han tilbage med et ildevarslende udtryk i øjnene.
Snart efter kom befalingen, at vi kunne trække os tilbage ned bag højen, og her dannede vi så for natten en forsvarslinje.