Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen kunne fejre sin 4. fødselsdag ved fronten. De andre år var han sikker på det skulle blive den sidste før krigens afslutning, men nu var han ikke så sikker længere.
Kort efter holder jeg min 4. Krigsfødselsdag. Den første fejrede jeg i Lockstedt Baraklejr, sikker paa, at Krigen højst vilde vare et Fjerdingaar endnu.
Da jeg et Aar senere om Aftenen lagde mig til at sove paa den smalle Bænk i Køkkenet i Vojtoshi, sagde jeg spøgende til de andre: »Hvis vi næste Aar den 12. Januar endnu skulde være sammen, maa I gratulere mig, for jeg har haft Fødselsdag i Dag.«
Jeg troede ikke, at Krigen vilde vare et Aar endnu.
Den tredje Fødselsdag gratulerede Svoger Nis mig i en Kreaturvogn paa Transporten fra Hénin-Liétard til Somain.
Vi var ikke mere saa sikre paa, at det vilde blive den sidste i Felten. Denne Gang røbes Dagen; men ingen vover at tro, at det bliver den sidste.
Vi har slaaet os til Taals med, at vor Generation skal gaa til Grunde derude.