Ubådskaptajn Max Valentiner fra Sønderborg fik i september 1917 kommandoen over U157, som han og hans nye besætning brugte efteråret på at lære at kende. I sin bog Der Schrecken der Meere beskriver han sin nye ubåd.
“U157” var oprindeligt bestemt til at sejle som handelsubåd og var bygget derefter. Tyskland forsøgte som bekendt at modvirke Ententens blokade, som USA den gang endnu ikke var en del af, ved at bygge kæmpe ubåde, der opretholdt forbindelsen til Amerika. […] Min ubåd skulle have været døbt U-Bayern og også have sejlet til Amerika. De forenede staters krigserklæring gjorde en ende på de planer, men handelsbåden blev ombygget til en krigsubåd.
Ombygningen vil jeg underkaste en nærmere kritik. Det er rigtigt, at båden var en ren kolos, den havde en størrelse på næsten 2000 tons. Den var overordentlig luksuriøst indrettet, kaptajnen havde en herlig kahyt og ikke sådan et lille hul, som jeg havde beboet på U38, som mandskabet måtte passere igennem, når de ville agterud. Der var en officersmesse “med alt tilbehør”, mandskabet sov menneskeværdigt.
Bevæbningen var fantastisk: To 15 cm-kanoner. Med dem kunne man skyde 16.000 meter og næsten tage kampen om med en lille krydser. Torpedorør var der også indbygget. Ammunition medbragte båden i kassevis og den beløb sig til 1.800 granater og tyve torpedoer! Bemanding: 8 officerer, 78 mand. Aktionsradius? 5.000 til 6.000 sømil.
Den var enorm. Så vidt må alle vel medgive mig bådens specifikationer var tillokkende. Ja, ideelle. Desværre var der en hage ved det hele: For at spare på vægten, udstyredes den kun med lette maskiner. To maskiner af hver 400 PS. De kunne – i gunstigt vejr – nå 10 sømil i timen. Er den hastighed allerede beskeden, så var den ved søgang forfra snarere 4 til 6 sømil, i storm kunne man overhovedet ikke sejle mod søgangen. […]
Ved de første prøvesejladser måtte jeg smile af den iver herrerne fra admiralstaben lagde for dagen. Naturligvis sejlede båden langsommere over vandet end en almindelig damper, under vandet var kolossen plump, ikke særlig manøvrerbar, og selvindlysende langsommere end over vand. Kanonerne tiltalte mig derimod. De skød præcist ud på 16.500 meter og havde en høj skudhastighed.
(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 224-5.)