Senest ændret den 30. november 2017 14:29
Den sønderjyske krigsdeltager, lærer, digter og forfatter Johannes Reiff skrev i 1921 i Højskolebladet om Mikael Steffensen på baggrund af sin læsning af hans breve.
Til Minde om en af dem, der faldt.
Mikael Steffensen.
Krigens Mord, Brand og Ødelæggelser er, naar de skal opfattes som Led i Folkenes Udvikling, Fødselsveer ved Historiens Frembringelse af en ny Tid. Men Oplevelsen af disse Krigens Hverdagstræk kan ogsaa i det enkelte Menneskes Liv virke opbyggende, selv om de synes nok saa nedbrydende i det Øjeblik, de kun forstaas som Elementer i det store Fremad, som hedder Tid. Saaledes har vi, Genforeningstidens Danske set en Mand gaa gennem Verdenskrigens Helvede – og, maalt med Menneskers Maal ganske vist, ud af det som en Helgen. Det var, da vi læste Sønderjyden Mikael Steffensens Breve fra Vestfronten.
Mikael Steffensens sjælelige Indtagelse af de store, brutale Oplevelser i Nordfrankrig og Flandern blev ejendommelig – ikke typisk, – fordi han var født og opdraget som Sønderjyde. Verdenskrigen betød ikke det samme for ham som for de Millioner af Mænd, der stod paa Valpladsen som Repræsentanter for to Verdener, hvis inderste Livsnerve var Viljen til at sejre over hinanden. Være med derude skulde han ene og alene for at være lydig mod en Lov, der greb ham isnende koldt om Hjertet, fordi den ikke kunde faa den instinktive Forstaaelses Varme inde fra Sjælens evige Dyb. Han blev ikke Helt i den spartansk-preussiske Forstand af dette Ord. Den Stordaad, han kom til at øve ude ved Fronten, maatte naturligt blive en af ganske anden Art end den, der i Bladenes Beretninger fortaltes at være udført at Frivillige paa begge Sider af Ingenmandsland. Mikael Steffensens Ansigt prægedes af de Forudsætninger, et dansk Hjem og en dansk Højskoleopdragelse havde givet ham for at blive en Personlighed paa Slagmarken uden at ligne den sædvanlige Krigertype.
Da Krigsklokkernes uhyggelige Klemten bragte den store Disharmoni ind i Mikael Steffensens lyse Ungdomsliv, stod han som Landbrugskandidat midt i det danske Hedeselskabs Arbejde, hvor han vilde forberedes til en stort anlagt Gerning i sin Sønderiydske Hjemstavn. At Fremtiden for ham som enkelt Menneske betød Kamp, vidste han. Men sammen med denne Viden ejede han Troen paa, at Sejren i hans individuelle Kamp var et Skridt fremad mod hans Folks stor Maal. Denne Tro bar hans Sjæl i høj Flugt op over alle hverdagens Øjebliksnederlag. Det var den, som fik hans Mund til at fremstamme de kendte Ord, der ved Indkaldelsen kom fra han Hjertes allerdybeste Krog: ”Her er jeg født, og her er jeg vokset op; her bor de Mennesker, jeg holder, og her har jeg tænkt at skulle have min Virksomhed, og det vil jeg sætte mit Liv ind for”.
Da han saa en graa Vinterdag i Verdenshistoriens store Aar 1914 var stillet op sammen med Tusind andre unge Soldater paa Pladsen ude foran Gottorp Slot i Slesvig By for at marschere mod Vest, – da havde han vokset sig stor og stærk til at være en af de unge Mænd, som Frederik Paludan-Müller ønsker det danske Folk, for at det kan naa sit Fremtidsmål: ”Ynglinger i Plade, Drenge i klædt i Staal, Mænd med faste Hjerter …” Og saa kunde da Livet derude i Vestfrontens Skyttegrave begynde at riste sine dybe Runer ind i Mikael Steffensens Sjæl, hvis barnlige Renhed lyser os klarest i Møde, da han kort før den store Rejse ind i det ukendte Land skriver til Fru Melchior Hansen i København: ”Bed for mig! En Mors Bøn er stærkest af alt. Jeg føler mig angst – tyr til Dem som min Mor. De vil bede for Deres Dreng!”
Disse Runer, samlet til Mikael Steffensens Saga, læser vi i Hans Breve fra Fronten. Men Brevene, Historien om den unge Sønderjyde i Verdenskrigen, skrevet af ham selv, indeholder mere end Skildringen af hans eget Liv. De er et – ganske vist ikke villet, men netop derfor saa meget dybere – Udtryk for en hel Slægts Indsats eller rettere Idealet for denne Indsats i Folkets Udvikling Fremad og opad. Thi dette historiske Dokument, som hedder ”Mikael Steffensens Breve”, viser os en Karakter, der, født af den største Tid i vort Folks Historie, ogsaa har kunnet bringe sig selv helstøbt og slakkefri gennem den Skærsild, som ved denne Tids tragiske Storhed er blevet bestemt til Menneskesjæles Smelteovn.
Hvad Mikael Steffensen har været for sin Samtid, særlig for sine Krigskammerater, det ved vi. Men hans Helteskikkelse blandt sønderjyske Soldater i Verdenskrigen betyder ogsaa noget for Fremtiden. Hans Liv er et Stykke Danmarkshistorie. Thi hans Kamp derude ved Fronten har til Trods for den dybe Tragik i Sønderjydens Stilling som preussisk Soldat været et Stykket af Folkets Vej fremad – Hjemad mod Nord. Derfor vil Mikael Steffensens Grav paa Hammelev Kirkegaard være et historisk Vidne om slesvigske Mænds Kamp – bag fremmed Maske – for deres dyrebare Hjemstavn.
Johannes Reiff.
(Højskolebladet 1921, sp. 825-6)