Paa Lazaret.
(Feltbrev til “Flensborg Avis”)

Feltlazaret — Lazarettog — Reserve-Lazaret. Hvem, der har været i Felten, kender ikke ovennævnte? Der er vel ikke mange af dem, som har været med, der ikke har været paa Lazaret enten syg eller saaret.

Som Følge af en Mave- og Tarmlidelse, som jeg havde paadraget mig under vort Ophold i en Skovlejr i sumpet Terræn i Frankrig, beordrede vor Bataillonslæge mig indlagt paa Kompagniets Sygestue; men efter i Ugers Forløb var Sygdommen snarere tagen til end af, og Enden blev, at en Morgenstund holdt Lægen selv for Døren og bragte mig i hurtigt Tempo med sit Enspænderkøretøj til nærmeste Feltlazaret, en 6 Kilometer borte. Der blev jeg indlagt paa en „Skørbugsbarakke” til Iagttagelse.

Den lyse og rummelige Barakke med 2 Rækker Senge gør et godt Indtryk; naar man kommer fra en Kompagni-Sygestue, er man nemlig ikke forvænt. Jeg blev puttet i en pæn, ren, hvid Seng, og nu begyndte jeg at se mig lidt om i Barakken. Omtrent alle Senge er belagte af mere eller mindre Haardt syge; nogle er allerede i Bedring og hjælper dem, der stadig maa ligge i Sengen, besørger dem Vaskevand og bringer dem deres Mad og andre Smaating. Alle er venlige og forekommende over for hinanden; nogle af dem, som er Haardt medtagne, finder sig rolig i deres Skæbne, andre klager og jamrer. Maden smager ikke. Appetit eller Hunger er der ingen, som har. Et Par Senge fra mig til venstre ligger en ung, bleg Fyr med indfaldne Kinder; han klager over slemme Smerter i Maven. Saniteteren bringer ham Medicin og pusler rundt om ham, men det nytter ikke; jeg maa altid kigge hen til ham, Sygdommen bliver værre, og en Morgenstund er Sengen tom. Han er gaaet hjem til den evige Hvile. Han haabede at komme til Tyskland; to Dage efter blev han begravet med militær Honnør.

Efter nogle Dages Forløb erklærer Overlægen, at jeg ikke er smittefarlig, og jeg kommer paa en anden Afdeling af Lazarettet, som befinder sig i et lille pænt Slot. Jeg kommer paa en lille luftig Sal med 11 Senge. Her er ingen, der er Haardt syg, og her er der altid Underholdning. Men ogsaa her kommer og gaar de syge; nogle af de yngre gaar „til Afdelingen”, andre kommer lidt længere tilbage i et Krigslazaret til videre Behandling; engang imellem har en Lykken med sig og kommer med Lazarettog til Tyskland — alle syges Ønskers Maal, som ikke gaar i Opfyldelse for de fleste.

Lægen, som tilhører den Afdeling, jeg er paa, er en herlig Mand, som har Hjertet paa det rette Sted, altid venlig og vittig, naar det gælder om at live op paa en eller anden, som er forknyt. Han undersøger grundigt, og min Dom er færdig med det samme. Henvendt til Sanitets-Feldwebelen dikterer han kort og fyndigt: „Patienten lider af Mave og Darmkatarrh samt Underernæring; han sendes med første Lazarettog til Tyskland paa en Specialklinik for ovennævnte Sygdomme. Patienten befordres liggende.”

Nu er jeg med eet Ord bleven en interessant Person i mine Lidelsesfællers Øjne. Næppe er Lægen ude af Døren, inden alle i Kor raaber i Munden paa hinanden: „Mensch, hast du Schwein!” Selv den gamle Landstormsmand henne i Hjørnet, som lider af Influenza og Rheumatisme i alle Lemmer, rejser sig over Ende og siger, henvendt til mig: Tag mig med, Kammerat, over paa den anden Side Rhinen, saa er jeg hjemme (han stammer fra Baden). Og nu begynder han at fortælle sin Lidelseshistorie. Hjemme en syg Kone; han er Bagermester, Forretningen staar stille paa tredje Aar; han har været med i Rusland og mener, at han nu har gjort sin Pligt. Begyndelsen og Enden er: Bare jeg kunde komme hjem. Jeg indgyder ham Mod: Du maa tale med Lægen. Og Dagen efter spørger han Lægen i sin uforfalskede badensiske Dialekt, om han ikke kan komme med et Lazarettog til Tystland. Lægen er fra Nordtyskland og kan ikke rigtig forstaa ham; men Enden er og bliver: Han kan ikke komme med, men saa snart han er feberfri, kommer han paa et Krigslazaret længere tilbage. Lægen trøster ham med, at han saa kan komme til Tyskland.

Efter 14 Dages Forløb bliver jeg med Avtomobil sendt til Sygesamlestedet, hvor et langt Lazarettog holder parat. Jeg entrer op i Vognen, som bliver mig anvist, og i den hængende Baare-Seng — aa, man ligger ganske godt i den. Langsomt bæres de syge og saarede ind og lægges varsomt i deres Senge, og en ½ Time senere gaar Toget. Nu ser man sig lidt omkring. Der er 10 Senge. Mine Kammerater er alle Haardt saarede, som har faaet deres Part i det sidste Slag. Behandlingen og Forplejningen er god, og der hersker en løftet Stemning trods Smerterne, ikke mindst, da Søsteren kommer og uddeler Cigarer og Cigaretter, saa efter ½ Times Forløb er alle indhyllede i Tobaksrøg.

Toget kører langsomt, men vi har Tid. Dagen efter om Aftenen er vi komne til Rhinlandet og Saaromraadet, som kendetegnes ved Bjergværker med rygende Skorstene. Saarlouis, Völklingen og Saarbrücken er Maalet, og nu begynder de syge at blive baarne ud. Vognene tømmes hurtigt, nogle her, andre paa næste Station. — Paa Gensyn! lyder det. Hvem veed, hvornaar. —

Jeg kommer ud i Völklingen og bliver med 10 Kammerater sendt hen paa et stort Sygehus, som tilhører et Bjergværk. Det er nyt og pænt og praktisk indrettet, luftige Sale, dejlige hvide Senge. Vi trækker i de stribede Lazaretdragter, og saa i Sengen. Den Sal, hvor jeg ligger, har 8 Senge. Atter nye Kammerater fra alle Egne af Riget: en vittig Berliner, to lystige Rhinlændere, som ikke er saa lidt stolte af, at de er komne til deres nære Hjemstavn, en Bajrer, to Polakker, en Vestprøjser; man bliver hurtig kendt med hinanden. Lægerne er forekommende og Søstrene venlige. Vi gør alle gode Fremstridt, og den ene efter den anden kan staa op. Lægen mener spøgende, at vi har faaet Juleorlov i god Tid; han har Ret, selv om vi ikke er kommen hjem, saa er vi dog i Landet og en Rekreations-Orlov efter endt Lazaretophold er jo sikret. Det er nu den fjerde Jul, som mange maa fejre fjernt fra Hjemmet. Forhaabentlig bringer det nye Aar Freden.

Med Hilsen og glædelig Jul
Hans Dahl.

(Bragt i Flensborg Avis den 29. december 1917)