8. november 1917 – Danske officerer på vestfronttur: Krigshunde

Midt i oktober samledes en lille gruppe danske officerer sig i Berlin for at påbegynde en rejse til vestfronten arrangeret af det tyske militær.  Deltagerne var oberst A.G. Nyholm, Kaptajn V.A. Wilkenschildt, Kaptajn C.H. Rye og militærattaché i Berlin oberst E.O.N. Castonier. Da der var tale om en tjenesterejse aflagdes behørigt rapport, der i dag befinder sig i Rigsarkivet.

“Meldehund med sin ene Herre”, vestfronten november 1917 (Rigsarkivet)

Den følgende Dag – den 8/11 – overværede vi en meget interessant Opvisning af Krigshunde med Fremstilling af den hele anvendte Dressurmetode m.m., og kørte derefter til Charleville, som er Kronprinsen af Tysklands Hovedkvarter. Her var vi til Frokost Gæster hos Etapeinspektøren for 1´Armee, Generalløjtnant von Heydebrecht, og fik et interessant og instruktivt Foredrag om hele Forsyningstjenesten bag Fronten. Vi besaa fremdeles Kraftwagen-Depot og Reparationsværksteder for Automobiler samt Benzindepot (”Tankstelle”).

Om Aftenen var vi inviterede til Middag hos ”Oberkommando der Heeresgruppe”. Kronprinsen var selv bortrejst; hans Stabschef, Oberstløjtnant Grev Schulenburg tog imod os.

[…]

g. Meldehunde.
Hver Meldehund uddannes af og vænnes til 2 Soldater, saa den paa den enes Ordre: ”Meldung vor” øjeblikkelig opsøger den anden. Vil man f.Eks. bruge en Meldehund mellem en Kompagnichef i forreste Linie og Bataillonschefen længere tilbage, maa den ene Soldat blive hos sidstnævnte, medens den anden med Hunden gaar til Kompagnichefen.

Meldehunde under udddannelse, vestfronten november 1917

Til Meldehunde kan alle Racer bruges, bedst dog de sædvanlige Politihunde. Vi saa en Meldehundeskole i Nærheden af Rethel; hertil indkommanderedes Soldater, der skal have Hundene, for en Tid af et Par Maaneder.

Hundene lærer her at løbe mellem sine 2 ”Herrer” uden at lade sig anfægte af Geværskud (løse), Granatnedslag (Kanonslag), forskellige Hindringer og andre Menneskers Kalden.

Hunde kan ogsaa bruges til at bringe Kurve med Brevduer frem i de forreste Linier og paa Skolen forsøgtee man endog at lade dem udlægge Telefonledninger.

(Rapport over en Tjenesterejse til den tyske vestfront okt.-nov. 1917, Militære rejserapporter (1746-1966) , Krigsministeriet, Rigsarkivet)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *