Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Maj, juni, juli, august 1918
Med bogvognen følger Jørgen Friis troppebevægelserne. Soldaternes kammeratskab har grænser, og krigens trøstesløshed er ved at tage overhånd. Ansøgningen om tilbagesættelse bliver afslået. Men Inger Friis sporer sig ind på årsagen og tager sine forholdsregler.
Onsdag d. 22. maj 1918
Min egen kære Inger!
Der er nu gået et par dage, hvor jeg ikke har fået skrevet til dig, så vil der vist blive et lille hul i brevvekslingen, og det gør der måske alligevel, da brevene ikke kommer, som de skulle. I dag er det altså lille Kirstines fødselsdag, og så er det vel en festdag hjemme, måske I har lidt fremmede. I tankerne har jeg også holdt fødselsdag sammen med jer.
Nu er jeg igen ved kompagniet og har min gamle bestilling, at køre med bogvognen, og det gør jeg rigtignok for alvor hver dag i denne tid. som du jo nok ved, er vi flyttet. Mens mandskabet rejste derhen med toget, skal hele bagagen gøre rejsen med heste og vogn.
Det er forresten helt interessant. Vi kører omtrent 20 kilometer hver dag, så gør vi rast til næste dag. Det kan hestene let holde ud, og de kommer da heller ikke i sved, selv om det er varmt, for det er der hernede.
Mandag morgen Kl. 6 rejste vi fra Sammeldepotet og kom til Cambrai ved middagstid. Det første gensyn med bagagefolkene er slet ikke så rart, for de misunder os alle den gode tid, vi har haft i Clary. Nå, de har såmænd heller ikke stået så meget ud, for de har da slet ingen tab haft, men der er så mange ubehøvlede folk imellem disse mennesker. Og det må man heller ikke bryde sig om, at de er misundelige.
Jeg savner dine breve, kære Inger, men når vi først kommer til vejs ende, i morgen engang, kan det være, at der allerede er brev til mig. Dette her kan jeg jo også først sende bort, når vi kommer derhen.
Det er anden dag, vi er på rejse fra Cambrai. Sidste nat lå vi i en by, som hedder Arriche, en stor by, som du vist kan finde på kortet nord for C. Middagsmaden skal vi selv koge i de par dage, og det kan vi også nok, selv om det vel næppe er så godt som det, feltkøkkenet laver. Det er jo heller ikke herreretter. Når vi nu kommer i ro, skal vi rigtig bage pandekager, for jeg har mel dertil. Sidste nat sov jeg på en vogn ude i det fri, meget udmærket, for det er så varmt inde i stalden hos hestene. Og forrige nat sov jeg og Mansfelt på et bord. Da sov jeg også godt, for her giver det ikke så megen søvn som i Clary.
Vi ligger f.t. på en gård, som er ubeboet. Det er sært, at folkene har forladt den, for den fejler intet, det er en stor smuk gård. Vi er også kommen forbi et kuldistrikt, det synes jeg ikke så godt om, for støvet er så sort, og bygningerne ligner hinanden allesammen. Bare jeg havde været hjemme og kunnet fejre fødselsdag sammen med jer, mine kære.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918