Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 30. april

Kæreste Jørgen!
… Jeg tror, at vi begge lidt efter lidt opgiver håbet om et godt resultat af ansøgningen, det er tungt, men vi biir jo vant til skuffelser alt imens. Nu talte Andreas Erlang om, at du måske dog kunne blive søgt hjem som vagtmand. Jeg fik ikke rigtig besked på hvordan. Det var i går aftes i Hauge, og der var jo flere fremmede; men Fedder sagde da også, at vi allerførst skulle høre, hvad du syntes. Orlov bryder du dig ikke om, det har du jo skrevet så tit. Måske du hellere vil, at vi skal vente til henimod høst, og så søge om udsættelse igen. Og hvis du tror det er nødvendigt, kan H. jo godt rejse hjem først, så lader vi bare stå til. Du må vel da også blive gammel nok omsider, nu er du da snart nået de 40. Et svar må vi vel da også få på den sidste ansøgning…

Torsdag d. 2. maj 1918

… I går var det jo flyttedag, og Gustav og Petrine er rejst. Ja, Tin er da hjemme endnu, hun skal først i sin plads i morgen, da henter Hans Krogs hendes tøj. Vor nye pige er også kommen, Anna Andersen fra Knud. Det er en lille fiks pige, så pæn i tøjet, så det er en fornøjelse at se på, men hun har jo også en dygtig mor. Rasmus Thuesen regnede mig det ud med løn og sygekasse pengene, så jeg tror nok, det kom rigtig i orden. Jeg skulle jo ellers vænne mig til at gøre det selv, men jeg tænker jo da altid, at du er hjemme til næste gang. Vor nye andenkarl er ikke kommet endnu. Han og to mere gik nordpå forleden og har nok haft lidt uheld, men han dages jo nok. Sådan går det de fleste i denne tid, det gir en Flensborgtur…
I dag er Hans hos malerens med hestene. I år får de da sået i ordentlig tid. Sidste år husker du nok, det var så sent. De er meget bekymrede for Otto. Han er hårdt såret i hovedet, har en søster skrevet. Selv har han ikke skrevet. Det er tungt at gå i den uvished. De ved heller ikke, hvor han er på lazaret…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918