Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 27.1.1918

… Nu har jeg talt med Suhr om at blive stillet tilbage, men han ville hverken råde mig til eller fra, og det kan jeg godt forstå. Han sagde, at hvis jeg blev stillet tilbage i 2 eller 3 måneder, så var det meget vanskeligt, at jeg kom her til kompagniet igen. Og hvis det skulle blive tilfældet, så var den gode plads, som jeg nu har, optaget af en anden, som de ikke kunne jage bort igen. Og det er jo meget rigtigt. Derimod sagde han, at vi godt kunne søge om orlov til såtiden, så fik jeg pladsen igen, når jeg kom. Hvis jeg blev stillet tilbage i tre måneder og så igen blev indkaldt til Ers. Batt. i Rendsborg og derfra blev sendt med en transport til et fremmed regiment – det var da noget af værste, som kunne ske, for det var som at skulle til at begynde igen. Og det var da noget af det værste, jeg kunne tænke mig. Så blev jeg anset for at være en ny mand, og de bliver ikke skånet, det kender jeg nok. Synes du ikke også det, kære Inger. Lad os bare tage sagen med ro, og overveje det, inden vi begynder at søge. Det er jo ikke sagt, at jeg blev indkaldt igen. Men man ved jo ikke, hvor stor folkemanglen kan blive, når det først går løs med krigen. For det vil vist blive forfærdeligt. Her går jeg godt i ro og har ingen grund til at klage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918