Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om desertørerne ved grænsen.
Et andet forhold, der bliver set på med nogen betænkelighed af en del folk her ved grænsen, er de mange sønderjyders – desertørers – ophold her. – En del sønderjyder, der er kommet over, tager på højskole eller landbrugsskole og får understøttelse til disse kursus af S.S. i Danmark, andre søger plads i Danmark kort fra grænsen. De bestræbelser, der har været fremme (dr. Swits virksomhed) for at få desertørerne bort fra grænsen, har ført til, at adskillige er rejst til Norge, men mange opholder sig her endnu, især gifte folk. Disse vil nødig fra grænsen, da det af og til lykkes dem at komme i forbindelse med familien derovre, ja, undertiden som før nævnt at få besøg af deres hustruer derovre fra, hvem de således kan stå bi og give vejledning med hensyn til ejendommens drift m.m. –
De fleste beboere her ved grænsen ser ikke nogen fare i dette forhold, men antager rask nok desertører i deres tjeneste. Det giver billig arbejdskraft og dr. Swits virksomhed er meget upopulær.
Faren for den danske stat ved at huse desertørerne uomtalt – Disse desertører er efterhånden blevet ret ligegyldige ved forholdet; de har undertiden over for den tyske grænsevagt udvist en upassende optræden, der godt kan sætte ”ondt blod”, og for resten kan være risikabel for dem selv. Derpå haves flere eksempler. –
En holstener, der var deserteret herover, gik en dag til grænsen og gav sig i snak med et par tyske grænsesoldater. Under samtalen fortalte han dem, at han var deserteret, og han opfordrede dem til at gå herover også. Da en af soldaterne bebrejdede ham, at han havde svigtet sit fædreland og var løbet fra ”Vagten ved Rhinen”, svarede han, at tyskerne jo ikke stod ved Rhinen, men langt inde i Frankrig.
Hvad ville de dér? For resten var han ikke tysker, men slesvigholstener, tilføjede han.
En anden desertør, som har ejendom på den anden side tæt ved grænsen har i over et år haft sit ophold forskellige steder her ved grænsen. I påsyn af de tyske grænsesoldater, som godt kender ham, har han gået ved arbejdet på marken lige op til grænsen og har undertiden vinket til sin kone og sine børn ved ejendommen derovre. Samme mand var et par måneder bestyrere for en bolsmand, der var indkaldt til Sikringsstyrken, og hvis ejendom ligger få alen fra grænsen. Her boede han som eneste mandsperson i huset, og folk talte tit om, at han risikerede, at et par tyske soldater en nat gik over og hentede ham.
I Hømlund Kro lige ved grænsen har der i godt et par måneder opholdt sig en mand fra Spandet, der deserterede her over den 28. maj i år.
De tyske grænsesoldater kender ham meget godt. Han taler af og til med dem har flere gange fået bud eller brev sendt med dem til sin hustru derovre, og en enkelt gang har hun ved en grænsevagts hjælp været herovre at besøge ham.
Et par grænsesoldater har engang forsøgt at narre ham til at gå over grænsen. Den ene kom med et bud til ham fra hans kone, at hun var i en gård i nærheden af grænsen. Hun havde en pakke tøj, som han manglede, med til ham, men hun turde ikke gå til grænsen. Soldaten påstod, at han var ene om vagten; løjtnanten var i Skærbæk, så der var fred og ingen fare; han kunne godt gå over. Derpå ville han dog ikke indlade sig, og det viste sig da også, at der stod en anden soldat skjult ved vejen til gården. – Kort efter havde det nær gået galt for desertøren. Der var en aften kommet 5 tyske soldaterover i grænsekroen. Her sad han og kromanden og talte med dem i længere tid.
Hen på aftenen gik desertøren ud, og soldaterne forlod straks efter kroen. Udenfor greb de fat på ham og begyndte at slæbe af sted med ham hen ad vejen til grænsen. Da kromanden hørte spektaklet udenfor, anede han uråd, løb ud og så, hvad der foregik. Under sine bestræbelser for at få soldaterne til at slippe ham, fik kromanden et næveslag i nakken. Han råbte da af alle kræfter: ”Politi, Politi!” Så slap soldaterne desertøren, og et øjeblik efter var denne og kromanden indenfor og havde låset døren efter sig, det bedste de kunne gøre, da der hverken var politi eller grænsegendarmer på den kant.