Feltpostbrev fra sønderjyde, dateret “M. den 21. januar 1915”

Hvad Krigen lærer
Jeg havde i min Afdeling en lille stilfærdig Soldat. Han var altid ved godt Mod. I glade som i tunge, alvorsfulde Timer var han altid den samme, den rolige, den prøvede Mand. Han gjorde mig mangen Tjeneste, hentede mig lidt Kul i Landsbyen til min lille Kakkelovn Og kom altid hen paa Eftermiddagen og spurgte, om han ikke skulde forrette et Ærinde for mig. Han fik altid en god Belønning for det.

Saa blev han haardt saaret, af et Skud i Hovedet, og faa Timer efter døde han, uden at være kommen til Bevidsthed. Hans Hjem laa langt nede i Schlesien. I vort Kompagni havde han kun Venner. Men der var en i 12. Kompagni, som stod ham meget nærmere. Han kom Dagen efter, og spurgte til ham. Men da var han allerede begravet, da var der allerede sat en lille Sandsten paa hans Grav.

Vennen kom ind til mig. Han var dybt rystet over hans bratte Død. Jeg gav ham lidt at spise og fik ham tøet op. Og saa fortalte han om den Afdødes Forhold, om et Par gamle; Forældre, som den Afdøde helt siden sin Konfirmation havde sørget for. Nu stod de to Gamle ganske ene i Verden, deres eneste Haab, deres Søn og Forsørger, var nu død. Og saa udbrød han: Det er nu mig ligegyldigt, om jeg falder i Dag eller i Morgen! Nu er min bedste Ven borte, nu bryder jeg mig ikke mere om at leve her paa Jorden!

Da gik det først op for mig, hvor inderligt dette Venskab dog havde været, hvor meget de to Venner dog havde holdt af hinanden. Ja, der gives sikkert mange af den Slags Venskaber mellem Soldaterne her i Felten, velsagtens ogsaa mange, som er bleven brudt paa lignende Vis.

Døden kræver næsten hver eneste Dag sine Ofre. Forleden Nat stod jeg og ledede Arbejdet ved en ny Hule. Det var henad Klokken 3. Maanen smilede mildt ned til os. Arbejdet gik med Afløsning. Fire Soldater, som lige var bleven afløst, stod og talte hviskende ved Siden af mig. Da faldt der et Skud. Den ene styrtede om ved min Side, de andre løb bort. Jeg sprang til. Manden var allerede død. Kuglen havde ramt ham i Tindingen. Et Par Timer efter laa han i den kolde Jord, og endnu samme Dag satte vi en Sten paa hans Grav. Men der vil gaa fire Dage, inden hans Paarørende faar det sørgelige Budskab.

Ja, Krigen er ubarmhjertig haard. Naar man saaledes gaar med Døden for Øje hver eneste Dag, hvor er Glæden over hver Dag, som man faar Lov til at leve, dog stor. Og naar der saa kommer en ledig Time, lever man hele sit tidligere Liv om igen i Tankerne. Man glæder sig over alle de fornøjelige Timer, som man før har haft, alt staar i et saa dejligt Lys. Og man bebrejder sig selv, at man ikke har udnyttet sin Tid bedre. Hvor kan det dog være, at man først nu opfatter alt det skønne paa rette Maade?

Hvor har vi dog i Grunden været utaknemmelige, har været, thi vi er det sandt for Dyden ikke mere. I skulde bare høre vor Samtale i en ledig Aftenstund, naar det lille Tællelys smiler vemodigt til os. Altid drejer den sig om, hvor lunt og godt, hvor rart og hyggeligt vi dog har haft det før. Ja, og før syntes vi dog allesammen, at saadan skulde og maatte det være. Derfor følte vi ingen Taknemmelighed. Og saa udmaler vi os altid, hvordan Fremtiden vil se ud. Men ak, det er alt saa uvist, saa usikkert. Man bygger og bygger, men ser dog den nære Fare for, at alt styrter sammen en skønne Dag. Og dog, — Haabet giver vi ikke Slip paa. Det holder vi fast til vort sidste Aandedræt. Det giver os Mod og Fortrøstning!

Ja, vi vil haabe, at det hele snart maa faa Ende. Sikken Lykke for den, som saa atter faar Lov til at vende hjem til sine Kære, ja, gid den Lykke ogsaa maatte times mig, saa vil man alligevel glæde sig over, at man har gennemgaaet en saa haard Prøvelse, glæde sig over meget af det, man har oplevet, da vil man føle sig som en Mand, rank og stærk og prøvet.

Ja, ha’ det saa alle godt, I mine Kære, – jeg tænker saa meget paa Jer.