Jes Kær planlagde i maj 1915 at desertere til Danmark

Min   Søster Bothilde var den eneste, jeg havde betroet mit Foretagende til. Hun var tidlig oppe Søndag Morgen, havde Kaffen færdig og rent Tøj parat til mig, da jeg kom op. Allerførst var jeg ovre i Stalden for at faa Karlene til at gøre mit Arbejde der, da jeg skulde ud at rejse. Jeg kom ind, blev vasket, skiftede Tøj og drak Kaffe, og det varede ikke længe, før jeg var klar. Saa gik jeg ind i Sovekammeret for at sige Farvel til Far og Mor, som endnu laa og sov.

De to kære Forældre blev helt forvildede, fordi jeg saa hurtigt tog bort uden at tale med dem derom, men Far naaede dog at faa fat i Tegnebogen, saa jeg fik 100 Mark med, og i det samme var jeg ude af Døren.

Da jeg kom over paa Nabogaarden, hvor min Ven tjente, stod han endnu og var ikke i Tøjet, endskønt det var aftalt, at vi skulde gaa derfra Kl. 6; men jeg forstod straks, at han havde fortrudt at tage med.

Jeg forlangte saa de 10 Mark, som var sat paa Vilkaar, men dem vilde Johannes ikke af med, thi han var meget sparsommelig. Omsider fik jeg ham dog overtalt, og vi tog bort efter Østerløgum til. Det var Meningen, at vi vilde til Hovslund Station og saa med Toget til Sommersted, og Resten af Vejen skulde Vi tage til Fods. Efter en halv Times Gang naaede vi Østerløgum.

Da pludselig slog det mig, det gaar ikke at tage med Toget, vi kunde blive fanget paa en Station og saa var det hele ødelagt. Vi besluttede saa at gaa til Fods hele Vejen.

Nu skal det bemærkes, at da vi kom til Østerløgum, mødte vi vor gamle Ven Martin Tiedemann, ogsaa han var bleven indkaldt sammen med os, og jeg foreslog, at han tog med os, men han turde ikke.

To Dage senere blev Martin sammen med Iver Jessen, Damgaard Mølle, fanget nede paa Sommersted Station, og de to raske Karle har maattet døje meget derfor, ja det er næsten ikke til at fortælle.

I Østerløgum var vi inde at tage Afsked med Købmand Carsten Petersen og hans Hustru, thi der var vi Unge altid sammen, og det var gode danske Folk.

Vi gik videre og naaede saa omsider til Genner. Der boede en gammel Skomager, han blev altid kaldt Søren Skomager. Denne gamle Skomager havde arbejdet for os hjemme i mange Aar, var godt dansk, altid med i Forsamlingshuset og spillede ofte paa Harmonika, naar vi unge vilde have en lille Svingom, og alt, hvad han tjente, blev omsat i Sølv- og Guldmønter. Søren havde lovet mig et Guld-Timarkstykke eller to, naar blot jeg vilde snyde Tyskerne og tage over Grænsen til Danmark, og de Penge var ikke saa lidt mere værd for mig, naar vi kom over Grænsen, end Papiret var.

Vi kom ind til Søren og fortalte, hvor Rejsen gik hen. Sit Løfte havde han ikke glemt, han gik ind til Sengen og kom tilbage med to Tyve Marksstykker i Guld, Pengene sagde Folk, at Søren gemte i et Strømpeskaft i Sengen.

Naa, vi gik videre og naaede efter en Times Forløb Hoptrup. Paa Gaden der mødte vi en tysk Landpost, som jeg flere Gange havde været i Konflikt med om Tysk og Dansk, det var Aaret før, da jeg tjente paa Gaarden Venbjerg i Hoptrup Sogn. Jeg mærkede, at han havde Opmærksomheden henvendt paa os, men det anfægtede os ikke.

Denne Landpost meldte til Grænsen, at der skulde passes paa to unge Karle iført grønne Regnfrakker, og som nok vilde over Grænsen. Han fik dog ikke noget ud af det.

Vi gik ind paa Hoptrup Kro og fik hver en Toddy til at styrke os paa, for vi havde da allerede gaaet i ca. 3 Timer.

Saa kom Aabenraa—Haderslev Rutebilen, med den kørte vi til Haderslev. I Rutebilen var der flere Bekendte, blandt dem Hans Lassens. Kone fra Gpnner. Hun vilde til Haderslev for at besøge Manden, som var indkaldt og laa paa Kasernen der.

Vi steg ud af Rutebilen ved Kejser Wilhelm Mindesmærket paa. Torvet, det gjorde Hans Lassens Kone ogsaa, skønt hun kunde tage med Bilen helt op til Kasernen. Jeg tror nok, hun vidste, hvor vi vilde hen, for da vi sagde ‘Farvel til hende, sagde hun: “Lad mig nu se, I kommer godt over.”

Jeg sagde, at hun kunde hilse Manden og sige, at vi var godt paa Vej og ved godt Mod. Det kunde Hans Lassen let taale at høre, han var nok tysk Underofficer, men bag den blaa Trøje med de blanke Knapper bankede der et godt dansk Hjerte, og han vilde more sig, naar vi kom godt til Danmark.

Fra Nordbanegaarden i Haderslev tog vi med Toget til Hjerndrup. Derfra spadserede vi ind over Stepping efter Højrup til for at naa Nordhøjgaard. Paa Nordhøjgaard tjente min Kusine Marie Lauritsen fra Skovby, og kunde vi først naa dertil, kom vi ogsaa nok over Grænsen; den var ikke saa langt derfra.

Paa hele Turen havde vi ikke mødt en eneste Vagtpost. Dog oppe i Højrup By stod der en saadan iført Feltuniform med opplantet Bajonet.

Vi kom op ved Siden af ham og hilste “God Dag”. “Haben Sie Grenzpass”, spurgte han. Jo, det havde vi jo da, og vi begyndte at hale det ud af Inderlommen i Vesten, og det kostede lidt Besvær at faa Regnfrakken og Trøjen knappet op.

Imens spurgte jeg, hvor Nordhøjgaard laa, og om det var Peter Nissen, der boede der. Vi skulde over til denne Mand og søge Arbejde og vilde jo nok vide lidt om Forholdene der.

Vagtposten kendte godt Peter Nissen, der var “ein sehr netter Mann, und da werden Sie gut zufrieden sein”, og han roste ham endnu meget mere og glemte helt at se Passet efter. Vi talte lidt med ham endnu og fortsatte saa over til Nordhøjgaard, som vi naaede Klokken godt fem. Kusine Marie, der tjente der, kom os imøde, da hun vidste, vi kom, for det havde jeg skrevet til hende nogle Dage før. Peter Nissen var ikke hjemme, da vi kom. Han var en Tur ude i Marken, for det var saadan et herligt Vejr, men det varede dog ikke længe, før han kom.

Der blev lavet Mad til os, og den smagte godt, for vi var bleven sultne efter den lange Spadseretur. Vi sad i en Stue og spiste sammen med fire tyske Vagtposter … det var jo ikke helt morsomt for os, for de sad og snakkede om os. Vi gjorde, som om vi ikke forstod dem, og lod dem snakke løs paa deres Plattysk.

Dette, at vi kom til at spise sammen med Soldaterne, var for at de kunde kende os, naar vi skulde igennem Vagtkæden, og det blev brugt, hver Gang der kom nogen til Nordhøjgaard og vilde over Grænsen. Soldaterne var gamle Landstormsmænd nede fra Elsass-Lothringen. Dernede ved den franske Grænse kunde disse Folk ikke bruges, da de var franskvenlige og ikke til at stole paa. Saa blev de skubbet helt op til Grænsen mellem Danmark og Tyskland, for om de muligvis der kunde være mere paalidelige.

Men heller ikke der var de tro mod Kaiser og Vaterland, naar da de først havde været der nogle Dage og faaet lidt at vide om Befolkningen og Forholdene her, og faaet oplyst, at her var det ligesom i deres Hjemegn, saa lod de roligt Flygtningene passere.

Peter Nissen var imidlertid kommen hjem, og vi blev præsenteret for ham. Vi talte saa med ham om baade det ene og det andet, da han lige med et siger til os, I vil jo vist til Danmark, men jeg vil ikke have noget med det at gøre, kun dette, nu kender Vagtposterne jer, og fra 6 til 8 skal to af dem paa Vagt hernede nord for Gaarden, og saa kan I godt gaa over, naar der blot ikke i Øjeblikket kommer en Underofficer eller Løjtnant.

Nissen viste os saa Retningen, vi skulde gaa, og skulde det gaa saa galt, at der kommer en og vil anholde jer, kan I spørge Vej efter Farris Station og sige, at I har været ovre hos mig for at søge Arbejde og nu vil med Toget hjem, saa klarer I det nok, nu I er kommen saa langt, Det var Peter Nissens hele Forklaring og Vejledning.

Vi talte lidt endnu med Kusine, og et Kvarter før syv startede vi saa igen.

Der var vel en 5 til 600 Meter fra Nordhøjgaard ned til Grænsen, hvor vi skulde over. Ca. 150 Meter fra Grænsen, lige midt paa Vejen, stod en tysk Underofficer og talte sammen med to Vagtposter, den ene af dem fra Nordhøjgaard.

Vi skulde lige forbi dem, der var ikke andet at gøre, for det var højlys Dag endnu, men vi kunde jo da spørge om Vej til Farris, hvis det skulde gaa galt, endnu var det dog gaaet godt, og vi var ikke saa forknytte.

Vi kom op til dem og hilste Goddag, men Vagterne saa slet ikke efter os, de lod, som om de slet ikke saa os, og vi gik roligt videre. Der var nu kun en 40—50 Meter tilbage, og det begyndte at blive mere spændende. Dernede, hvor Vejen bøjer op efter Skoven, skulde vi lige ud ned over en lille Bæk.

Det var en tung Gang, dette Stykke. Vi rystede over hele Kroppen, saa vi næsten ikke kunde gaa, og kolde var vi, som om der var kommen en Spand koldt Vand ned over os. Vi turde næsten ikke se tilbage, for der kunde jo falde et Skud efter os, hvad Øjeblik det skulde være, vi vidste jo ikke, om Vagtposterne var falske eller ej.

Det gik dog godt, og da vi satte Foden paa gamle Danmarks Grund, gav det atter Luft, og der kom en Følelse over os, der næsten ikke er til at beskrive. Lykken havde været med os hele Dagen, og nu var vi kommen bort fra den preussiske Militærtjeneste, ja Maalet var naaet. Vi svang Huen og raabte Hurra for gamle Danmark, vinkede efter Vagtposterne til Tak, fordi de lod os komme over Grænsen. Vagterne vinkede igen, og jeg tror, de var lige saa glade som vi, fordi alt var gaaet godt.

Naa, vi gik saa videre og kom op til Ødis Bramdrup Kro og blev godt modtagne der. Der samledes en Del Folk og nogle Gendarmer, som var nysgerrige efter at faa at vide, hvordan vi dog var kommen over Grænsen paa denne Tid af Dagen, da det jo endnu var lyst. Vi fortalte saa om hele Turen, og de var begejstrede derover og vidste snart ikke, hvor gode de skulde være imod os.

Vi blev omsider trætte og skulde til Sengs, og vi sov godt efter denne anstrengende og spændende Dag.