Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

En uhyggelig nat
Den 20 august havde vi en uhyggelig nat. Vi var kommet ind i stillingen den 19. august. Vi havde skudt meget og var midt i hurtigskydningen, da 3. Geschütz springer.

Dette skyts stod tæt ved venstre side, cirka 10 meter fra os, da det pludselig eksploderer.

En sådan eksplosion blev kaldt for ”Rohrkrepierer”. Selve granaten, der normalt skal eksplodere, når den efter affyringen berører jorden
eksploderer allerede i røret, før denne har forladt dette.

Årsagen er ubekendt. Skyldes vistnok unøjagtigheden i forarbejdning af tænderen.

Der lød et voldsomt brag. Splinter og stumper fløj om ørerne af os, og det var indhyllet i en sort røg.

Vi ved 4. skyts indstillede skydningen og ilede over til 3. skyts.

Kanonen var fuldstændig i stykker. Røret var sprængt, hjulene revet af, og alt så frygteligt ud. Kanoner Sondermann (familiefar fra Hamborg 40 år og 7 børn) lå ved siden af skytset med låsen oven på brystet. Låsen vejede 96 kilo. En svær splint havde trængt ind i brystet. Han var død.

Ved siden lå kanoner Emerich, han var også død.

Kanoner Poul Hahn havde slæbt sig cirka 25 meter fra skytset, der lå han og var død. Han havde fået benene og underlivet revet i stykker.

3 andre af besætningen blev i meget hårdt såret tilstand bragt til
feltlazarettet (døde om natten). Der var kun en af hele besætningen, der undslap.

Denne begivenhed gjorde et uhyggeligt indtryk på os, og særlig på mig. Jeg havde nok set døde og sårede i massevis, men dem kendte jeg kun – lidt eller slet ikke. Men her var gamle Sondermann faldet, og han var sådan en god mand, jeg gik og tænkte på al den sorg, der ville blive, når efterretningen nåede hjem til hans kone og 7 børn.

Øtzel og jeg var lige modfaldne. Vi gik hen og satte os et øjeblik ved enden af det sammenskudte hus og talte om gamle Sondermann, det var ham, vi kendte bedst.

Vi faldt i søvn, og jeg vågnede ved, at to mand tog på mig en under hovedet og en ved benene, de ville kaste mig op på en vogn, der var
læsset med døde soldater, de mente, at vi var døde, for der lå døde rundt omkring os. Jeg gav et vræl og spurgte, hvad der var løs.

“Hvad, er du ikke død?” spurgte de. ”Nej”, sagde jeg. Det var kun i
nærheden af landevejen, de døde blev samlet op, alt i forhold til situationen, og om skydningen og forholdene tillod det. Det var almindeligt at se vognene belæssede således at først blev undervognen fyldt med lig, og så lagde man dem på tværs over undervognen og bandt dem fast med reb. Det så uhyggeligt ud men hele krigen var uhyggelig.

Vi havde vel hvilet 3 kvarter, så fortsattes skydningen – i  morgenstunden kom en anden kanon i stedetfor skytset no. 3.

Vi satte andre hjul på no. 3, fik det ud af stillingen, det nye blev bragt ind i stillingen, skudt ind, og da alt var færdig kom afløsningen.

Der var en vogn med til at hente de tre lig som skulle begraves på en kirkegård ved byen Hochlede mellem Bethem og Morslede.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.