Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Tidlig om Morgenen brød vi op og blev sat i March længere til højre.
Vi mødte nogle franske Fanger, som var blevet taget, og saa gik der et Par Dage, hvor vi stadig marcherede til højre bagved Fronten.

En Dag kom vi til en By, som hed Berry-au-Bac, og her har jeg set de største Sprængkratere. Franskmændene var i Hælene paa os. Vi blev kommanderet ind i de gamle Stillinger, hvor der havde staaet mange blodige Kampe.

Ligene laa endnu i Massevis helt fra 1914 og 15 og var ikke begravede; det vil sige Knoglerne, Rotterne havde forlængst ædt Kød og Sener, og Støvlerne stod med Fødderne i, ligesom Pandeskallerne laa omgivet af Staalhjelme, og der laa Tøjrester, af hvis Farve vi kunde se, om det var en fransk, tysk eller engelsk Soldat, hvis Rester her laa. Vore Følelser var den Gang saa fuldstændig sløvede, at det ikke gjorde det bitterste Indtryk paa os.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).