Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk.
I Ostende boede Civilbefolkningen endnu. En Mængde Militærvogne blev læsset og losset; det havde jeg ikke med at gøre, men til Gengæld skulde jeg finde et Kvarter baade for mig selv og Hestene, og det var lettere sagt end gjort.
Jeg kørte Gade op og Gade ned, men kunde intet Kvarter finde.
Omsider kom jeg helt ud til Kysten, hvor der laa en lang Række Badehoteller, af hvilke et Par var ramt enten af Granater eller Flyverbomber. De var en hel Del ramponeret og alle forladte.
Jeg søgte ind i et af disse og fandt en pæn Stue, hvor der var baade Vinduer og Døre. Jeg fik Hestene trukket ind i Stuen. Der var ikke andet Bohave derinde end to Spejle, som naaede fra Loft til Gulv, saa Bæsterne kunde ogsaa faa deres Forfængelighed tilfredsstillet!
Jeg søgte rundt i Hotellet og fandt et stort Zinkbadekar, det var jo en dejlig Krybbe, bare jeg havde noget at fylde i den. Jeg maatte derfor ud at søge efter Vand, men Vand er en sjælden Artikel i Nordfrankrig og Belgien, for der er kun én eller to Brønde i hver By samt murede Beholdere, Cisterner, ved eller under Husene, hvor Regnvandet kan opsamles; men denne Vandbeholder kunde jeg ikke finde i Hotellet.
Jeg søgte saa ud af det ene Hus og ind i det andet, kom omsider over Gaden, gik ned i en Kælderlejlighed og bankede pænt paa Døren, men der lød intet „Kom ind”.
Jeg lukkede Døren op, traadte indenfor og opdagede ved den modsatte Side af dette lille Værelse en ung Frue og en lille Pige paa ca. 10 Aar.
Jeg kunde nok se, at jeg var ikke velkommen; men alt mens jeg spurgte efter Vand, løb mit Blik rundt i Stuen og standsede tilsidst ved et Krusifiks ovre paa den modsatte Væg; maaske jeg saa lidt længe paa det, Fruen fattede i hvert Fald Mod og gik hen imod mig, og idet hun pegede paa Krusifikset, sagde hun: „Tror De paa ham?”
Jeg svarede: „Ja, Frue, men tror De paa ham?”
Hun svarede Ja, og noget, der lignede et lyst Smil, gled hen over hendes Ansigt.
Saa rakte vi hinanden Haanden, Isen var brudt, og vi talte frit om Gud og hans Rige, hans Naade og hans Hjælp, hans Mening med os, ogsaa under den frygtelige Krig; tilsidst sagde Fruen: „Her kan De faa Vand til Deres Heste, og De skal være velkommen hernede i min Lejlighed, naar De har bragt Hestene Vand; og saa skal De vide, at De er den første prøjsiske Soldat, som er blevet budt velkommen her i min lille Lejlighed.”
Jeg var naturligvis hjertensglad, skyndte mig op paa Hotellet med Vand til Hestene og gik atter tilbage til den lille Kælderlejlighed.
Da jeg kom tilbage, var den unge Frues Svigerfader kommet, en gammel, svær Herre, en Rigmand inde fra Byen.
Han sad bred og magelig i en Lænestol midt paa Gulvet.
Da jeg kom ind, begyndte Fruen og jeg straks at tale om aandelige Spørgsmaal, mens den gamle sad uroligt i Stolen og gav nogle uartikulerede Lyde fra sig for at give sit Mishag til Kende. Jeg henvendte mig til ham og gjorde, som jeg saa tit gjorde baade før og siden: jeg trykkede paa den sønderjydske Knap og fortalte ham, at jeg var en dansk Mand fra Nordslesvig, der kun gik tvungent med i Krigen, at det var gaaet os i 1864, som det nu var gaaet Belgien i 1914, og at det var min Overbevisning, at Tyskerne nok skulde tabe i Krigen.
Den gamle saå op paa mig og spurgte: „Tror De virkelig det?” hvortil jeg svarede: „Ja, Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig,” og mindede ham om, at han skulde bare prøve at se paa Historien, saa kunde han se, hvordan det var gaaet Folkeslag før; naar et Folk er kommet saa højt op i Gudløshed og Hovmod, saa kommer Gud og siger, at han lader sig ikke spotte.
Der var særlig to Ting, jeg pegede paa; det ene var Indfaldet i Belgien, hvor de sagde, at de kun agtede Traktater for Papirlapper, og det andet var, at de skiltede med en Kejserbibel, som i mine Øjne ligefrem var gudsbespottelig.
Det første syntes han godt om, det andet tror jeg ikke vejede noget for ham; men han sprang op og rakte mig sin Haand og sagde til sin Svigerdatter: „Den Mand kan du godt have i Kvarter her,” hvortil hun svarede, at det vilde hun med Glæde.
Jeg indvendte, at hvor gerne jeg end vilde, saa skulde jeg jo sove paa Hotellet hos Hestene; men den gamle sagde: „Lad du de Krikker staa selv, og kom her ned, vi skal nok skaffe dig et godt Leje.”
Jeg var heller ikke vanskelig at overtale, og efter at jeg, paany havde været oppe hos Hestene, givet dem Vand og en Haandfuld Havre, søgte jeg paany ned i Kælderlejligheden, hvor den gamle og hans Svigerdatter havde redt et Leje til mig ude i Forstuen under Trappen.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).