Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juli 1917 ankom han til fronten ved Ypres.
Vi kom ud i Sandklitterne nær ved Havet ved en lille By, som hed Lombartzyde, nord for Newport, der var besat af Englændere og Belgiere. Vi kom straks ind i første Stilling.
Søbataillonen havde stormet faa Dage i Forvejen og kastet Englænderne over Kanalen, og efter Stormen overtog vi saa Stillingen. Engelske Flyvere kastede Flyveblade ned med Opfordring til godvilligt at rømme Stillingen. Hvis ikke, skulde vi faa Kanel uden Sukker.
Vore Officerer lo ad det, de vilde selvfølgelig ikke rømme Stillingen godvillig; men det kan nok være, at Englænderne holdt Ord. Vi fik sandelig at vide, hvad det vil sige Dag efter Dag at ligge under engelsk Artilleriild; og de var saa nær, at Maskingeværkuglerne peb over os, og naturligvis krævede de deres Ofre.
Da vi kom forud, blev den Gruppe, jeg tilhørte, sendt ud som Forpost. Vi blev sendt ud i Hold paa 4 Mand, og vi skulde ligge ved den yderste Kanalbred for at give Agt paa, at ikke Englænderne overrumplede os.
Vi havde her sorte Tropper for os, og dem var vi egentlig bange for. Den første Nat laa jeg paa venstre Fløj og havde som særlig Opgave at holde Øje med en stor Jernbro, som ikke var skudt sammen endnu. Desuden skulde jeg holde Øje med, at ikke de sorte Tropper skulde svømme over Kanalen og overrumple os.
Da de tre Timer var forbi, søgte vi tilbage til vore Huler. Afløsningen kom; men da vi kom hjem, var vi kun to; det var de to mellemste, der manglede. Vi tænkte da, at de var gaaet vild og vilde komme i Nattens Løb, men de kom ikke. I Morgendæmringen gik vi ud for at søge efter dem; de laa begge to paa den bestemte Plads, de havde faaet anvist, med et Knivstik i Hjertet. De sorte havde været der alligevel, endskønt vi intet havde mærket.
Vi formodede, de svømmede over Kanalen med en Kniv i Munden, sneg sig ind paa Modstanderen som Slanger, greb ham med venstre Haand i Struben og med højre Haand stødte ham Kniven i Hjertet.
Vi var uhyggeligt til Mode ved det. Der laa Masser af Lig derude; det gjorde intet Indtryk paa os, men denne Gang var det to af vore egne Kammerater, som var blevet dræbt i vor umiddelbare Nærhed, uden at vi havde mærket det. Vi blev saa utrygge.
Da vi næste Nat kom derud, mærkede de sorte paa den anden Side af Kanalen os straks. De satte Maskingeværerne i Gang, og vi maatte længe ligge ganske fladtrykt mod Jorden, mens Maskingeværkuglerne hvislende og pibende strøg hen over os. Omsider hørte Skydningen op, og vi arbejdede os ud til Siderne, holdt vor Vagt og kom godt hjem.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).