Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen befandt sig i Sedan, gik han på opdagelse i landskabet og ser på mindestederne fra Sedanslaget i 1870.
Allerede Dagen efter følger jeg Napoleons Vej vestpaa. Det lønner sig alene for den smukke Udsigts Skyld. Dybt nede bruser Meuse i skarpe Krumninger gennem Bjergkløfterne, histovre ser man Ardennernes skovklædte Skrænter.
Efter et Kvarters Gang standser jeg ved det berømte lille Væverhus, hvor Bismarck og Napoleon mødtes. Det ser ud som de fleste her, tækket med Skifer, med to Stokværk, snavset, beboet af fire Arbejderfamilier.
Jeg gaar bag om Huset, kravler op ad en stejl og smal Trappe, gaar gennem et tarveligt Rum, hvor der staar en Seng, og staar saa i den lille, snævre Hjørnestue, hvor Samtalen mellem de to fandt Sted. Paa Væggen hænger der et historisk Billede, ved Siden af under Glas og Ramme en Mængde tyske og franske Uniformsknapper fra 1870. Desuden prydes Væggen nu af et stort Bismarck-Billede, som et patriotisk Landstormskompagni har skænket, og som vel hurtigt vil forsvinde igen.
løvrigt er for Turisternes Skyld alt uforandret, som da Bismarck og Napoleon forhandlede her. Ved det gamle Bord staar endnu de to Rørstole, som de benyttede. Der sælges Prospektkort, og man skriver sit Navn i Fremmedbogen, som ligger paa Bordet.
I en flad Glaskasse ligger, opklæb et paa Papir, de fire Guldstykker, som Napoleon skænkede den fattige Kone. Bismarck forærede ikke noget; men de tyske Fyrster, der nu under Krigen har besøgt Huset, har fulgt Kejserens Eksempel og har hver skænket et Guldstykke, selve Kejser Wilhelm, som her har skrevet sig »Guillaume«, Kronprinsen, Prins August Wilhelm, og et Par tyrkiske Prinser og Rigskansler Bethmann-Hollweg har ogsaa maattet give deres Guldtribut og har hver skrevet sit Navn ved Siden af Pengestykket.
Krigen har dog ogsaa mærket dette lille Værelse. Napoleons Stol har knækket begge Forben, da en Soldat steg op paa den for at smøre sit Navn til evig Erindring paa Loftet! Denne latterlige tyske Mani har drevet det saa vidt, at hele Væggen, hele Loftet, selv Trappeopgangen er saa tæt oversmurt med Navne, at der ikke er den mindste fri Plads tilbage!
Den følgende Dag kravler jeg op paa den Høj, hvor Kong Wilhelm holdt, da han til sin egen Overraskelse modtog Napoleons Brev. Man har herfra en vidunderlig smuk Udsigt over hele Dalkedlen; men man undres nu over, paa hvor snæver en Plads dengang hele Armeer kæmpede. Gennem Skoven gaar jeg til Slottet Bellevue, hvor General Wimpffen undertegnede Kapitulationen, og hvor senere hen paa Dagen Konge og Kejser mødtes.
Fra det sammenskudte Chateau Paré, hvor Moltke og Kronprinsen boede i 1870, ser man ned paa Byen Donchery, som helt ligger i Ruiner. Verdenskrigen har hærget denne Egn meget værre end det verdenskendte Slag gjorde det i 1870.
Overalt Ruiner, overalt Soldater grave!
Ethvert Barn kender Sedanslaget i 1870, næsten ingen aner noget om, at det Slag, der stod her i de sidste Augustdage 1914, var meget større og blodigere. 1870 mistede Tyskerne her næppe 3,000 døde, nu staar vi paa en Kirkegaard, hvor der alene ligger 5,000 faldne Tyskere fra Slaget i 1914.
Saa kæmpemæssig, uhyggelig stor er Verdenskrigen i Forhold til de hidtil største Krige!
Det foregående indlæg om Sedan og Sedandagen blev bragt for 2 dage siden: 9. juli 1917. Claus Eskildsen: “Hvad skal vi her?”
Link: https://denstorekrig1914-1918.dk/9-juli-1917-claus-eskildsen-hvad-skal-vi-her/
Som det fremgår, er den nævnte Napoleon den tredje Napoleon, altså Napoleon 3., som blev Frankrigs præsident efter Februarrevolutionen i 1848, og Frankrigs kejser i 1852 efter et statskup i 1851.
Sedandagen er beskrevet på Wikipedia. På norsk:
https://no.wikipedia.org/wiki/Sedandagen
Og på tysk: https://de.wikipedia.org/wiki/Sedantag
Den fransk-preussiske krig 1870 – 1871 havde politisk og militærhistorisk ‘rødder’ tilbage til den Preussisk-østrigske krig i 1866.
Den krigstekniske førerposition, som Tyskland havde ved udbruddet af 1. verdenskrig, blev grundlagt i 1860’erne, og kom første gang til udtryk i slaget ved Königgrätz den 3. juli 1866.
Se https://da.wikipedia.org/wiki/Slaget_ved_K%C3%B6niggr%C3%A4tz#Milit.C3.A6rhistorisk_betydning
(Slaget ved Königgrätz, Militærhistorisk betydning).
Af beskrivelsen på Wikipedia fremgår bl.a.:
“Med Königgrätz begynder massehærene, som med de nye jernbaner hurtigt og let kunne manøvreres rundt, ..”
“.. den trinvise overgang til automatiserede håndskydevåben.”
“.. opgavetaktik, .., der indebar at de enkelte officerer fik en større grad af selvstændighed ”
“Den ridende kurér blev i stigende grad afløst af telegrafi ..”
“Alle disse tendenser havde vist sig i den amerikanske borgerkrig (1861-1865). Før den Preussisk-østrigske krig havde Preussen militærobservatører, som fulgte Nordstaterne i borgerkrigen, hvor de iagttog brugen af jernbaner, telegraf og moderne krigsvåben.”
“Desuden brugte den preussiske hær bagladegeværer for første gang i et stort slag.”
Dermed er der en ekstra pointe i at Claus Eskildsen beskriver sin ‘turist’-oplevelse anno 1870, og at han sammenligner 2 slag med 44 år imellem.
I øvrigt oplyser Wikipedia, at i Sedan-slaget havde Preussen og Bayern tab på 2.320 døde og 700 savnede, så Eskildsen har ret i ‘næppe 3,000 døde’. Det franske tab var 3.000 døde.
Med nutidens målestok kan fejringen af Sedandagen ses som et udtryk for krigsforherligelse / militarisme og (negativ) nationalisme.