Den 11. juli bragte Flensborg Avis følgende overvejelse.
Vore Kirkeklokker.
Der skrives til „Dannevirke”:
Forleden blev de første Kirkeklokker her i Kredsen afleverede til Indsamlingsstedet. Paa den ene var der med Kridt skrevet: „Kom snart igen!”
Dette Ønske vil jo næppe gaa i Opfyldelse? de Klokker, -vi paa denne Maade afleverer til Staten, kommer aldrig igen. I heldigste Tilfælde faar vi efter en længere Tids Forløb Erstatning for dem; men Erstatningen er vel nok lavet af solidt Støbejern og ikke af Klokkemalm. Det er vemodigt, at vore gamle, gode Kirkeklokker nu ogsaa maa ofres paa Krigens Alter? men ogsaa denne Sag kan ses fra to Sider, og siden i Aftes har mit Syn derpaa i hvert Fald væsentlig forandret sig, og det var egentlig dette, jeg vilde fortælle:
En Veninde, der tilfældigt besøgte os, sagde nemlig omtrent følgende: „Jeg synes, det er rigtig godt, at Klokkerne kommer væk, og jeg vilde ønske, de aldrig mere kom igen.”
Jeg blev forbavset over denne Udtalelse og saa temmelig uforstaaende paa hende: men nu kom Forklaringen.
— Jo, sagde hun. jeg bor, som De veed, tæt ved Kirken, og alle, eller de fleste af dem. der bliver begravede fra Fruekirke, kommer min Dør forbi. Og, omendskønt det er dumt, kan jeg ikke lade være at ærgre mig, jeg behøver slet ikke at se efter Følget, nej, jeg kan omtrent paa Klokkernes Klang høre, hvem det var, der blev jordet, og hvor mange Penge han efterlod sig. Var det en af vor Bedste. Det vil sige en af dem der ejede mest, eller om paa anden Maade havde indlagt sig store Fortjenester, saa ringede alle fire Klokker, saa var der „1. Klasses Begravelse”. Og saa fulgte de andre Klasser, 2., 3., 4. Klasse i dalende Skala.
Jeg kunde som sagt omtrent efter Klokkeringningen bedømme, hvor mange Penge og hvor megen Anseelse den paagældende havde haft. Naar det var et „4. Klasses Lig”, som Kordrengene siger, saa ringede der kun en af de smaa Klokker, saa spagt og sprukken, akkurat som om selve Klokken vilde bede om Undskyldning for, at den overhovedet meldte noget om. at denne eller hin fattige, usle, uansete Stakkel i Dag blev begravet.
Og det har gjort mig ondt, denne Gøren-Forskel efter Døden, for jeg kan ikke faa det til at rime med Jesu Liv og Lære. Nu skal Klokkerne væk, det vil vare længe, inden de kommer igen, og vi kan ogsaa meget godt nøjes med een Klokke. Saa kan alle, fattige og rige, mere og mindre berømte faa den samme Hilsen med fra Kirketaarnet. Naar vi først ligger i vor Kiste, saa kunde Forskellen høre op. Naar vi ikke har sørget for at faa vort Forhold ordnet med Vorherre før den Tid, saa kan den standsmæssige Begravelse ikke hjælpe os dertil.
— Se, faadan omtrent sagde min Veninde, og jeg skal ærligt tilstaa, at jeg efter dette med lettere Hjerte ser vore Kirkeklokker rejse; maaske andre kan drage samme Lære deraf.
—n.